Denne lille Kirke eksisterer ikke længere, men den lå i sin tid på det sted på vestsiden af Via Giulia, hvor Kirken Spirito Santo dei Napoletani står idag.

Sant'Aurea, som var viet til helgeninden og 300-tals martyren Santa Aurea, grundlagdes på et ukendt tidspunkt, men i hvert fald før 1300-tallet, hvor man første gang hører om den i et notardokument fra 1386.

Kirken havde et tilstødende Kloster, Monastero di Sant'Aurea, som på dette tidspunkt beboedes af Dominikanernonner. Da bygningerne opførtes i 1300-tallet, lå de ved den gennemgående gade kaldet Via Magistralis, som senere blev rettet ud og kaldet Via Julia efter Pave Julius II. Navnet Julius bliver på italiensk til Giulio, og gaden således til Via Giulia.

I 1300-1400-tallet havde området, hvor Kirken lå - nutidens kvarter Rione Regola - navnet Castrum Senense, fordi det var beboet af særligt mange tilflyttere fra Siena. Kirken kaldtes derfor på dette tidspunkt Sanct'Aure castri Senensis.

I 1456 kaldes "Kirken S. Aurae de regione Harenulae", fordi Rione Regola dengang kaldtes Regio Arenula.

Under Pave Leo X, der var pave fra 1513 til 1521, udfærdigedes en liste over kirker, som modtog en gratis mængde salt. Her omtales Kirken som S. Auree, mens den kaldes "S. Aurea in strada Giulia - Monastero di Monache" i en skatteopgørelse fra perioden 1566-1572.

Men allerede i begyndelsen af 1500-tallet stod det dårligt til med bygningerne og i 1514 forlod Dominikanernonnerne stedet, der var mere eller mindre i ruin. De flyttede videre til Kirken San Sisto Vecchio ved Via Appia, hvor de blev lidt over 50 år for derpå endeligt at flytte ind i Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto ved Largo Magnanapoli.

Da nonnerne flyttede fra Sant'Aurea tog de flere sager med sig, som senere blev benyttet i San Sisto Vecchio og idag findes i Santi Domenico e Sisto. Heriblandt en 3-fløjet altertavle med Jomfru Maria med Jesus-Barnet mellem San Domenico og Sant'Aurea, udført i 1358 af Lippo Vanni.

I 1574 overlod Paven de ødelagte bygninger til kolonien af tilflyttere fra Napoli, som dengang var undersåtter af den spanske konge og som 2 år tidligere af Pius V havde fået tilladelse til at danne et religiøst broderskab, Confraternita dei Napoletani. Denne sammenslutning havde først haft tilholdssted i Kirken San Trifone, men fik nu eget domicil og kapel i Klosteret og Kirken Sant'Aurea.

Kirken var imidlertid i så dårlig stand, at de nye beboere besluttede at rive den ned og opføre en ny på stedet. Byggeriet strakte sig over en lang periode og først i slutningen af 1600-tallet fik den nye Kirke sin facade og arbejdet med at bygge en ny hovedbygning kunne derpå gå i gang i 1700-tallet. Kirken viede napoletanerne til Den Helligånd og den kaldtes derfor Spirito Santo dei Napoletani.

Litteratur om Sant'Aurea in Strada Giulia:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. -- side 8, 24, 27, 28, 89.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20. (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 196.
Romasegreta.it: Via Giulia.