|
|
1562/65?-1638/47? Orazio Gentileschi, hvis egentlige efternavn var Lomi, var muligvis født i 1562 i Pisa. Det kan dog også være at han først blev født senere, omkring 1565. Faderen, Giovanni Battista Lomi, var guldsmed og boede i midten af det 16.århundrede i Pisa. I familien var der yderligere 2 sønner Baccio og Aurelio og det menes at Orazio fødtes i faderens andet ægteskab med Maria Gentileschi. I sine tidligste år blev Orazio undervist af sin ældre broder Aurelio Lomi, men allerede som 17-årig drog han til Rom, hvor en onkel til hans moder boede. Her tog han dennes efternavn og kaldte sig fremover Orazio Gentileschi. I årene 1587-1590 deltog han i arbejdet for Pave Sixtus V med freskoudsmykningen af det nybyggede Vatikan-Bibliotek. Man kan dog idag ikke sige hvilke dele, der er udført af Orazio Gentileschi. I de følgende år ser man mere og mere til Orazio's malerier, han arbejdede her under Pave Clemens VIII både i Santa Maria Maggiore og i San Giovanni in Laterano, i Vatikanet og i Quirinal-palæet. I 1597 blev Orazio Gentileschi fader til datteren Artimisia, som selv blev en kendt malerinde, og i 1599 fødtes sønnen Francesco, der også kom til at arbejde sammen med sin fader. Til Orazio's børn hører også den mindre kendte søn Giulio. I 1621 drog Orazio Gentileschi og Francesco til Genova og derfra rejste de senere til Frankrig. I 1626 var de i England og her blev Orazio resten af sit liv. Af Orazio Gentileschi's værker i Rom kender vi: I Kirken Madonna dei Monti: I tværskibet i Kirken San Giovanni in Laterano: "San Taddeo" ("Apostlen Taddeus"), udført ca. år 1600. Altertavle med motivet "Battesimo di Cristo" ("Jesu Dåb") i Kirken Santa Maria della Pace. I Kirken Santa Maria Maggiore: fresken "La Circoncisione" ("Jesu omskærelse") på overvæggen i midterskibet, udført omkring 1593 for Kardinal Domenico Pinelli. Fresker i Kirken San Niccolò in Carcere. De er senere blevet for kraftigt restaureret. Maleriet "Paulus' omvendelse" i Kirken San Paolo fuori le Mura (malet før 1603) blev desværre ødelagt ved den store brand, der hærgede Kirken. Altertavle i Kirken San Silvestro in Capite: "San Francesco d'Assisi's stigmata" I Palazzo del Quirinale udsmykkede Orazio Gentileschi flere rum for Pave Paul V. I Palazzo Rospigliosi a Montecavallo: udsmykning af en loggia. Her skal Orazio Gentileschi have arbejdet sammen med Agostino Tassi i årene 1611-12. I Galleria Barberini kan man se et maleri af Santa Caterina. I Galleria Corsini findes maleriet "Santa Cecilia con un Angelo". I Galleria Doria-Pamphili: "Maddalena". Orazio Gentileschi døde i London på et tidspunkt mellem 1638 og 1647.
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950. Dizionario Larousse della pittura italiana, dalle origini ai nostri giorni. Edizione italiana a cura di Marina Sennato. Gremese editore, 1998. - side 205ff. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|