|
Girolamo Nanni - romersk maler født omkring 1580 - død efter 1642 |
Girolamo Nanni var muligvis født i Rom, men man ved det ikke med sikkerhed. Heller ikke fødselsåret kendes, men man antager, at han blev født i 1570'erne, ud fra den kendsgerning, at han blev optaget i Kunstnernes sammenslutning, Accademia di San Luca, i 1606. Det første værk, som kendes fra Nanni's hånd, er freskerne i Cappella Gregoriana i Kirken Santa Croce in Gerusalemme. De er malet i samarbejde med Francesco Nappi. Senere arbejdede Girolamo Nanni under Cesare Nebbia og Giovanni Guerra og han menes mellem 1588-1589 at have udført malerierne "Concilio Costantinopolitano" og "Concilio di Vienne" i Salone Sistino i Vatikanets Bibliotek. I årene 1606-1629 var han medlem af Accademia di San Luca og fra 1622 af kunstnernes religiøse broderskab Congregazione dei Virtuosi al Pantheon. I 1609/1610 overtog Nanni Biskop Andrea Canuto's kapel i Kirken Santa Caterina dei Funari, som han derpå udsmykkede med fresker i loft og på vægge ifølge den kontrakt, som han underskrev den 10. Januar 1614 med eksekutoren af Canuto's bo, Nicolò Tolomei. I 1626 malede Girolamo Nanni et maleri i Kirken Santa Maria dell'Anima, men dette forsvandt, da Kirken senere blev restaureret. Det samme gælder de Pietà-scener, som han havde udført i 1629 i Kirken Santa Maria della Pietà al Colosseo. Og nogle fresker i et kapel i Kirken San Bartolomeo all'Isola. På et tidspunkt efter 1629 blev Nanni alvorligt syg og mistede synet, hvorefter han måtte opgive at male. Man hører herefter ikke mere til ham, bortset fra at Giovanni Baglione omtaler ham som levende i 1642. På et ukendt tidspunkt herefter døde Girolamo Nanni, muligvis i Rom, men der findes ingen vidnesbyrd herom. Nanni fik under sit virke et pudsigt tilnavn: "Poco e Buono" : "Lidt og Godt". Grunden dertil skulle være, at han malede meget langsomt og med pinlig nøjagtighed. Der er da heller ikke mange værker tilbage af ham i Rom, som det kan ses nedenfor.
Af Girolamo Nanni's værker i Rom kendes: Biblioteca Vaticana: Salone Sistino: malerierne "Concilio Costantinopolitano" og "Concilio di Vienne". Kirken Santa Caterina dei Funari: Cappella Canuto, første kapel i venstre side: fresker i loft og på sidevægge. Kirken Santa Croce in Gerusalemme, Cappella Gregoriana: freskomalerier i samarbejde med Francesco Nappi. Palazzo Lateranense: muligvis freskerne "Trionfo di Davide" (i Sala del Trionfo di Davide) og "Cristo che appare agli Apostoli" (loftsfresko i kapellet). Sancta Sanctorum, Loggia: fresker af helgener, malet mellem Juni og Juli 1590. Ikke alle er enige om dette, men i hvert fald skal Nanni være mester for "San Giovanni Battista" , "Isaia", "San Giovanni Evangelista" (som er malet ved siden af "San Lorenzo"), samt muligvis også San Paolo og nabofresken "San Giovanni Evangelista". Måske enkelte andre fresker i buerne også skyldes Nanni. --- Cappella di San Silvestro: måske loftsmaleriet "Angelo con la tiara" , udført i 1589. --- Scala Santa: kunsthistorikerne diskuterer stadig, om Girolamo Nanni også har deltaget i freskomalerierne i loftet over trappen til venstre.
Litteratur om Girolamo Nanni: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|