Decio Azzolino, hvis navn også nogle gange staves Dezio Azzolini, med tilnavnet Iuniore, Den Yngre, var en italiensk Kardinal, søn af en lavadelig familie i byen Fermo i Marche-regionen. Tilnavnet fik han, fordi den gamle Kardinal Decio Azzolino var hans onkel og derfor omtales som "Seniore", "Den Ældre".

Decio blev født den 11. April 1623 som den femte af Pompeo Azzolino og Giulia Ruffo's 14 børn. Han blev uddannet på Universitetet i Fermo og tog doktorgader i både filosofi, teologi og jura. Desuden var han meget interesseret i den klassiske litteratur.

Senere rejste Azzolino til Rom, hvor han blev sekretær for Patriarken af Konstantinopel, Giovanni Giacomo Panciroli.Det var antagelig her i 1640'erne, at han blev præsteviet, for derpå at komme i Pavens tjeneste, hvor han bestred flere høje embeder i perioden 1651-1653. Pave Innocens X's magtfulde svigerinde Donna Olimpia benyttede sig også af Azzolino's tjenester.

I 1654 blev han udnævnt til Kardinal-Diakon ved Kirken Sant'Adriano, som åbenbart på dette tidspunkt var noget forfalden. I 1654-1656 lod Pave Alexander VII sammen med Kardinal Azzolino og Biskop Alfonso Sotomayor (Leder af Ordine della Mercede, som havde opsynet med Kirken fra 1590) Sant'Adriano ai Fori restaurere efter tegninger af Martino Longhi il Giovane.

I 1668 fik Azzolino tildelt Kirken Sant'Eustachio og i 1681 blev han Kardinal-Præst ved Santa Croce in Gerusalemme. I 1683 tildeltes han Kirken Santa Maria in Trastevere og i 1684 Santa Prassede.

Decio Azzolino deltog i flere pavevalg: konklavet i 1655, der valgte Aleksander VII til Pave; konklavet i 1667, hvor Pave Clemens IX blev valgt; konklavet i 1669-1670, hvor Pave Clemens X valgtes; og endelig konklavet i 1676, hvor Innocens XI blev Pave.

Den 23. December 1655 gjorde den abdicerede og til katolicismen konverterede svenske Dronning Cristina sit indtog i Rom, hvor hun blev modtaget med store hædersbevisninger og bosat i Palazzo Farnese indtil Juli måned 1656. Her blev Kardinal Azzolino valgt til hendes ledsager og kontaktperson på grund af hans store viden om kunst og kultur, som interessede Dronningen meget. Han var desuden en erfaren diplomat, der kunne tackle den lidt problematiske situation med en abdiceret og konverteret kongelig person, og ovenikøbet af hunkøn, i Vatikanets mandeverden.

Azzolino blev Dronning Cristina's nære ven og fortrolige, ja Dronningen var vist ligefrem meget forelsket i ham, men hans store kyskhed forhindrede dem i at udvikle et kærlighedsforhold. Kardinalen styrede Cristina's finanser og hendes interesser i Rom og sammen åbnede de udstilling af kunstværker i Klosteret ved Kirken San Salvatore in Lauro. Når Cristina rejste rundt i Europa, skrev hun en mængde breve til Kardinalen. 80 af disse findes i det svenske Riksarkivet. De er skrevet på fransk i årene 1666-1668, mens Cristina var i Hamborg. Brevene er digitaliseret og kan findes via Wikimedia.

Kardinal Azzolino blev i 1669 Protektor for indvandrerne fra Marche-området nordøst for Rom, kaldet "la nazione Picena". Hans familie stammede netop herfra og som sine landsmænds beskytter købte han den gamle Kirke San Salvatore in Lauro, der dengang endnu ikke stod færdig og stadig manglede en facade efter en voldsom brand i 1591.

Kardinalens entusiasme fik også Cristina til at interessere sig for San Salvatore in Lauro og sammen organiserede de i Kirken en årlig udstilling af kunstværker, hvilket fik stor betydning for den romerske kunstscene.

I foråret 1689 var Cristina alvorligt syg, men kom sig godt, og dette skulle fejres i Marts måned med en særlig højtidelighed i San Salvatore in Lauro. Kirkens facade var som nævnt ikke færdig og det var lidt ufestligt til denne glædelige fejring, så hendes protége, den unge kunstner Simone Felie Delino blev sat i arbejde med at udføre en midlertidig facade til Kirken. Denne facade blev bagefter fjernet, men den kendes fra en tegning og nogle kobberstik (se stik). Tegningen var bestilt af Dronningens kunstrådgiver og gode ven, nemlig Kardinal Decio Azzolino, som tak for hendes helbredelse.

Desværre varede Cristina's bedring kun kort og allerede den 19. April 1689 døde hun. Som mester for den katafalk, hvorpå Dronningen skulle hvile under begravelsesmessen i Kirken Santa Maria in Vallicella, valgte Azzolino atter Delino. Katafalken kendes fra kobberstik udført af Nicholas Dorigny. (se stik). Cristina blev efter begravelsesmessen stedt til hvile i Peterskirken.

Cristina havde udnævnt Decio Azzolino til sin executor testamenti, men da hun døde den 19.April, var Kardinalen selv meget syg.

Decio Azzolino døde i Rom den 8. Juni 1689. Han lå på lit-de-parade i Kirken Santa Maria in Vallicella (Chiesa Nuova) og blev begravet i denne Kirke i præsternes fællesgrav.

Hans arving - og dermed også arving til alle Dronning Cristina's efterladte kunstværker og bøger - blev hans nevø, Grev Pompeo Azzolino.