Denne Kirke, der er viet til Frelseren, San Salvatore, er meget gammel og første gang omtalt i 1177, hvor den var en filial af Kirken San Lorenzo in Damaso. Tilnavnet hentyder muligvis til en lille laurbærlund, som har stået på stedet.

Denne tidlige kirkebygning blev i 1449 genopbygget af Kardinal Latino Orsini og overgivet til de ventianske kanniker fra San Giorgio in Alga (en ø i lagunen ved Venedig). Disse Celestiner-munke kaldes "Canonici regolari di San Giorgio in Alga".

I Kirken hang over Højalteret en Madonna med Barnet af Antoniazzo Romano og væggene var bemalede med fresker af Perin del Vaga. Desuden hang her maleriet "Visione di San Girolamo", udført af Pamigianino i 1526-1527.

Se billede af den gamle Kirkes facade i 1588 på Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr.

I 1591 blev Kirken fuldstændigt ødelagt af en voldsom brand, men nogle malerier blev dog reddet. Den ovennævnte Madonna hænger idag hos "Pio Sodalizio dei Piceni", mens San Girolamo hænger i National Gallery i London.

I 1594 påbegyndte man genopbygningen af Kirken, som blev mulig ved hjælp af nogle store pengegaver. Arkitekten Ottaviano Nonni, som kaldes Il Mascherino, udførte - vist nok sammen med Domenico Paganelli, arkitekt hos Kirkens daværende Protektor Kardinal Michele Bonelli - tegninger til byggeriet, men dette gik kun langsomt fremad og stoppede på et tidspunkt helt, da man var nået til tværskibet og siden ud mod Via dei Coronari.

I 1668 forlod Celestinerne Kirken og denne overgik til "nazione Picena", en menighed af tilflyttere fra Marche-området nordøst for Rom, beskyttet af den magtfulde Kardinal Decio Azzolino og interessant også for dennes nære ven, eks-dronning Cristina af Sverige. Denne menighed og deres lægbroderskab Arciconfraternita dei Piceni in Roma, havde tidligere holdt til i den lille Kirke San Giovanni in Mercatello, men trængte nu til noget større.

De nye ejere af San Salvatore medbragte deres hellige billede af Madonna di Loreto ("Vergine Lauretana") og viede derfor Kirken til Santa Maria di Loreto. Dette kan ses på Kirkens facade, hvor der i et vandret indskriftsbånd læses: "Mariae Lauretanae Piceni Patronae" : "(Viet) til Santa Maria di Loreto, beskytter af picenerne"

Kardinal Azzolino formåede at få Dronning Cristina til at interessere sig for Kirken og sammen organiserede de her en årlig udstilling af kunstværker, hvilket fik stor betydning for den romerske kunstscene.

I foråret 1689 var Cristina alvorligt syg, men kom sig godt, og dette skulle fejres i Marts måned med en særlig højtidelighed i San Salvatore in Lauro. Kirkens facade var som nævnt ikke færdig og det var lidt ufestligt til denne glædelige fejring, så hendes protége arkitekten Simone Felice Delino blev sat i arbejde med at udføre en midlertidig facade til Kirken. Denne facade blev bagefter fjernet, men den kendes fra en tegning og nogle kobberstik (se stik). Tegningen var bestilt af Kardinal Decio Azzolino som tak for hendes helbredelse.

I 1727 genoptoges byggeriet på kuppel, sakristi og klokketårn. Arkitekten Ludovico Rusconi Sassi kom til at stå for arbejdet, som færdiggjordes således, at Kirken kunne genindvies i 1734. Facaden var dog endnu ikke opsat; den blev først bygget i perioden 1857-1862 efter en tegning af Camillo Guglielmetti.

Se Achille Pinelli's billede af den gamle Kirkes facade i 1834 på Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr.

Ved siden af Kirken ligger Klosteret Convento di San Salvatore in Lauro.

Litteratur om San Salvatore in Lauro:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 8.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 347, 349.
Guide Rionali di Roma. Roma, Fratelli Palombi Editori.
- Rione V, Ponte, Parte 1 / di Carlo Pietrangeli. - 4. edizione. - Roma : 1990. -------- side 64, 65, 66, 68.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1995- .
--- 11. Itinerario. - Roma : 1997. ------- side 14-19.
Alvaro de Alvariis: S. Salvatore in Lauro.
Info.roma.it: San Salvatore in Lauro.
Romanchurches: San Salvatore in Lauro.
Rome Artlover: San Salvatore in Lauro.
San Salvatore in Lauro.org
Wikipedia (italiensk tekst) : Chiesa di San Salvatore in Lauro.
Wikipedia (svensk tekst) : San Salvatore in Lauro.