|
|
|
Cristina di Svezia = Eksdronning Kristina (Christina) af Sverige |
|
Kristina, der som datter af Kong Gustav II Adolf var født i 1626 til at blive Dronning af Sverige, og efter en vis regeringstid abdicerede og rejste til Rom, hvor hun konverterede til Katolicismen, er en nærmest mytisk skikkelse, ikke mindst på grund af de film, som hendes kaotiske skæbne gav næring til. Også i samtiden var hun kontroversiel, en protestant der blev katolik! - I den katolske verden et ikon, et bevis på, hvorledes denne tro var den rette og protestantismen den forvanskede udgave. Som sådan kunne Pavedømmet bruge Cristina di Svezia, Cristina af Sverige, i sin propaganda, og hun fik da også en mageløs modtagelse af Pave Alexander VII, da hun i 1655 bosatte sig i Rom. Her slog hun sig ned i luksuriøse omgivelser, først i Palazzo Farnese indtil 1656, derefter - efter mange udlandsrejser - i Palazzo Riario Corsini alla Lungara, og deltog i byens mondæne liv og fester, beskæftigede kunstnere og musikere, støttede teater og litteratur, og var med til at oprette det litterære Accademia dell'Accadia. Som (eks) Dronning færdedes Cristina i de højeste cirkler, hos Paven og Kardinalerne, de ledende rigmænd, samt humanisterne. Som særlig rådgiver og efterhånden ven - ifølge nogle også som elsker - havde hun Kardinal Decio Azzolino, som senere blev eksekutor af hendes bo og hendes arving. Kardinal Azzolino var i 1669 blevet Protektor af indvandrerne fra Marche-området nordøst for Rom, kaldet "la nazione Picena". Hans familie stammede netop herfra og som sine landsmænds beskytter købte han den gamle Kirke San Salvatore in Lauro, der dengang endnu ikke stod færdig og stadig manglede en facade efter en voldsom brand i 1591. Kardinalens entusiasme fik også Cristina til at interessere sig for San Salvatore in Lauro og sammen organiserede de i Kirken en årlig udstilling af kunstværker, hvilket fik stor betydning for den romerske kunstscene. Cristina selv var også Protektor for kunstnere og arkitekter, heriblandt Bernini, Baciccio, og Carlo Fontana, og hun havde også den unge arkitekt Simone Felice Delino, en elev af Carlo Fontana, på sin lønningsliste. Han modtog fra hende et månedligt beløb på 5 scudi. (Delino figurerer her som "Simone de Lini". Han var født i 1655 og antagelig først kommet til Rom i slutningen af 1670'erne eller begyndelsen af 1680'erne). I foråret 1689 var Cristina alvorligt syg, men kom sig godt, og dette skulle fejres i Marts måned med en særlig højtidelighed i San Salvatore in Lauro. Kirkens facade var som nævnt ikke færdig og det var lidt ufestligt til denne glædelige fejring, så hendes protége Delino blev sat i arbejde med at udføre en midlertidig facade til Kirken. Denne facade blev bagefter fjernet, men den kendes fra en tegning og nogle kobberstik (se stik). Tegningen var bestilt af Dronningens kunstrådgiver og gode ven Kardinal Decio Azzolino som tak for hendes helbredelse. Desværre varede Cristina's helbredelse kun kort og allerede den 19. April 1689 døde hun. Som mester for den katafalk, hvorpå Dronningen skulle hvile under begravelsesmessen i Kirken Santa Maria in Vallicella, valgte Azzolino atter Delino. Katafalken kendes fra kobberstik udført af Nicholas Dorigny. (se stik). Cristina blev efter begravelsesmessen stedt til hvile i Peterskirken. Cristina havde udnævnt Decio Azzolino til sin executor testamenti, men da hun døde den 19.April 1689, var Kardinalen selv meget syg. Decio Azzolino døde i Rom den 8. Juni 1689. Hans arving - der dermed også blev arving til alle Dronning Cristina's efterladte kunstværker og bøger - var Decio's nevø, Grev Pompeo Azzolino. Som hurtigt omsatte de kostbare samlinger i rede penge. Pave Alexander VIII købte Cristina's bogsamling og indlemmede den i Biblioteca Apostolica, mens Philippe af Orleans erhvervede malerisamlingen og lod den ophænge i Palais Royal, hvorfra malerierne senere overførtes til Louvre. (se litt.note nedenfor: Rendina).
Lanciani (se litt.note nedenfor) beretter flere anekdoter om Cristina, samt fortællinger om hendes interesse i udgravningerne i byen og indkøb af forskellige arkæologiske fund. Til Cristina's indtog i Rom i 1655 lod Pave Alexander VII Porta del Popolo delvist genopbygge for at indgangen til Rom skulle have et tidsvarende og pragtfuldt udseende. Hertil bestiltes 2 statuer af San Pietro og San Paolo, udført af billedhuggeren Francesco Mochi. Da statuerne stod færdig, mødte de imidlertid megen kritik og blev returneret til kunstneren. I 1669 blev altertavlen i Kirken San Salvatore in Lauro taget ned under Kirkens renovering. Det var et maleri af Giovanni d'Ascona forestillende "la Trasfigurazione" ("Forklarelsen på Bjerget"), som det lykkedes Cristina at erhverve og ophænge i sit hjem. Her hang også et berømt maleri af Leda overrasket af svanerne, malet af Correggio og gennem tiden ejet af mange betydende personer, taget som svensk krigsbytte, derpå ejet af Cristina og efter hende af Kardinal Decio Azzolino, Odescalchi-familien, Philippe af Orleans ... Kejser Napoleon og Museet i Berlin. Omkring 1684 blev en ny gade op til Kirken San Lorenzo in Panisperna anlagt og i den forbindelse fandt man rester af antikke bygninger, hvori der lå et fragment af en Venus-statue, som Cristina købte og lod restaurere af billedhuggeren Ercole Ferrata. Statuen købtes senere af den spanske konge, som lod den bringe til La Granja de S. Ildefonso. I 1687 erfarede Cristina, at man tidligere under Piazza di Termini havde fundet flere antikke statuer. Hun igangsatte derfor en større udgravning, men denne gang bragtes der ingen fund til veje. Cristina erhvervede også nogle statuer af Muserne, som man på et tidspunkt udgravede i det område, der i Antikken kaldtes Horti Vettiorum, men senere ejedes af Grev Cesi d'Acquasparta og derpå af Kardinal Nerli, der kaldte ejendommen Villa Caserta. Af de 9 udgravede statuer købte Cristina nogle, mens resten gik til Kardinal Francesco Barberini. På et tidspunkt åbnedes en ny gade ved siden af Kirken Santa Maria in Vallicella (Chiesa Nuova) og her gjorde man mange fund af marmorfragmenter, statuedele og marmorrester fra gamle marmorværksteder. Blandt disse sager var der også en smuk statue af en faun, som Cristina købte og lod restaurere af Ercole Ferrata.
Litteratur om Cristina di Svezia: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|