|
|
|
|
|
Belisarius var af germansk oprindelse, født omkring 505 i Illyrien. Han gik tidligt ind i den østromerske hær og steg i graderne, indtil han under Kejser Justin I (518-527) blev udnævnt til General. Under den næste Kejser, Justinian I (527-565), fik han ledelsen af de styrker, som skulle beskytte grænserne mod Perserriget. I 530 og de følgende år fulgte en række kampe mod perserne, som endte med en fredsaftale. I 532 var Belisarius i Constantinopel, da "Nika-oprøret" brød ud. Sammen med Generalen Mundus lykkedes det Belisarius at kvæle oprøret, der kom til at koste mere end 20.000 menneskeliv. I 533 fik Belisarius kommandoen over en stor hær og flåde, som skulle bekæmpe vandalerriget, som efter Kong Hilderiks afsættelse, var mere og mere fjendtligt stemt overfor Romerriget. Sidst på året stod det afgørende slag, hvor Belisarius tilføjede vandalerne et tilintetgørende nederlag. Belisarius blev herefter modtaget som en helt og befrier af Afrikas katolske befolkning. I 534 overgav den sidste vandalerkonge Gelimer sig til Belisarius, som kunne sende ham som fange til Constantinopel. Afrika blev herefter en østomersk provins sammen med de tidligere vandalske områder Sardinien og Corsica. I 535 lod den østgotiske Kong Theodahad sin Dronning Amalasunta fængsle og myrde og dette brugte Kejser Justinian I nu som påskud til atter at få indlemmet Vestriget i Romerriget. Han sendte Belisarius med en stor hær til Sicilien, mens General Mundus med en hær blev sendt ind i Dalmatien. Belisarius erobrede hurtigt Sicilien og fortsatte i 536 op igennem Italien, hvor han erobrede Napoli og hastigt nærmede sig Rom, hvor østgoterne afsatte Kong Theodahad og i stedet valgte soldaten Witigis til konge (536-540). Witigis trak østgoterne tilbage til Ravenna, der var nemmere at forsvare, og Belisarius besatte i december 536 Rom. I Rom afsatte Belisarius i 537 Pave Silverius, som han anså for gotervenlig og indsatte istedet den byzantinsksindede Pave Vigillius (537-555). I mellemtiden havde Witigis imidlertid ikke ligget på den lade side, han havde sluttet fred med frankerne og i marts 537 drog han mod Rom, som han belejrede med en stor hær. Allerede året efter var Witigis dog nødt til at hæve belejringen på grund af et østromersk angreb på hovedstaden Ravenna. Samme år (538) ankom den østromerske General Narses med forstærkninger, men samtidig var burgunderne kommet østgoterne til hjælp og belejrede en østromersk hær i Milano. I 539 ankom også en frankisk hær, men kun for først at angribe østgoterne og derpå østromerne. Sygdom og proviantmangel stoppede dog frankernes fremmarch, mens burgunderne imedens havde erobret Milano. Da perserne igen var begyndt at røre på sig, ville Kejser Justinian I gerne have sine tropper og generaler tilbage til østfronten og tilbød derfor østgoterne fred og land i Norditalien. Belisarius var imod dette og spillede sine kort som Kejserens repræsentant således, at det endte med at goterne tilbød at vælge ham som konge. Han lod som om han gik ind på dette, men istedet arresterede han i Ravenna i 540 de østgotiske ledere, besatte byen og erklærede Italien for østromersk ejendom. Samme år måtte Belisarius imidlertid følge Kejserens ordre og drage til østfronten, hvor perserne var trængt ind i Riget og havde erobret flere store byer. Først i 545 lykkedes det at stoppe perserne med en våbenstilstand og en stor sum i guld. I de mellemliggende år havde østgoterne taget revanche i Italien. Under Kong Tótila (541-552) havde de fra 542 bekæmpet de resterende kejserlige tropper i Norditalien, i 543 erobret Napoli og i 545 lagt en belejring omkring Rom, som de erobrede i 546. Ved disse nyheder skrev Belisarius, der nu var tilbage i Italien, et personligt brev til Tótila, hvor han manede til besindighed i plyndring og ødelæggelse af den by, der stadig var unik i Vesten. Tótila afstod derfor fra en større ødelægglse og forlod Rom, som de kejserlige tropper derpå straks besatte igen. I 549 ønskede Belisarius at fratræde kommandoen og rejste tilbage til Østriget og straks efter hans afrejse indtog Tótila Rom og gjorde den til sin residensby. Belisarius havde megen magt og mange triumfer og dette avlede megen jalousi og fjendskab imod ham. Hans egenmægtige håndtering af situationen i Ravenna i 540, havde også gjort Kejseren mistænksom, så i de følgende år var Belisarius ikke tæt på magtens centrum, men i 559 havde Kejseren atter brug for sin gamle General, da en enorm hær af hunner og slaver trængte frem mod Constantinopel. Belisarius påtog sig opgaven og slog angrebet tilbage. I 562 blev Belisarius anklaget for korruption, højst sandsynligt var anklagerne falske, men han blev fundet skyldig og fængslet. Kort efter lod Kejser Justinian ham dog løslade og han blev atter modtaget ved hoffet. Belisarius døde i 565. Litteratur og links om Belisarius: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|