Antonio Maria del Monte af slægten Ciocchi del Monte blev født i Monte San Savino i 1461/62 som søn af Fabiano Ciocchi del Monte, der var auditør ved Den Kirkelige Domstol i Città di Castello og også besad andre høje embeder, og dennes hustru Jacopa. Fabiano var en fremragende og meget anerkendt jurist med speciale indenfor kirkeretten og to af hans sønner, Vincenzo og Antonio Maria fulgte i deres faders fodspor.

Men derudover var Antonio Maria udset til en karriere indenfor Kirken, hvor han hurtigt udmærkede sig ved sin dygtighed, skarpe og kvikke hjerne, men også på grund af sin ærlighed og retskaffenhed. Han nød flere pavers bevågenhed og blev rådgiver for både Innocens VIII (1484-1492), Alexander VI (1492-1503), Julius II (1503-1515), Leo X (1513-1521), Hadrian VI (1521-1523) og Clemens VII (1523-1534).

Det var Pave Innocens VIII der gav Antonio Maria hans første embede som ærkepræst i Sant'Angelo in Vado, en lille ny i nærheden af Urbino og snart efter fulgte det næste. I 1492 udnævntes han til Provst i Arezzo og senere udnævnte Alexander VI ham i 1493 til Auditør ved kirkedomstolen "La Rota" og i 1495 til Prior ved Sant'Agnese-Kirken i Arezzo og i 1496 til Provst i San Luciano di Monte San Savino.

I 1498 kaldte Paven Antonio Maria til Rom, hvor han udnævnte ham til leder af "La Rota" domstolen i Rom og i 1502 udvidedes dette embede til at omfatte alle de områder, som var underlagt Pavens søn Cesare Borgia. Samme år erobrede denne Città di Castello og Antonio Maria del udnævnt til Biskop i denne by i 1503. Indtil Alexander VI's død i 1505 var Antonio del Monte dennes loyale rådgiver og også Cesare Borgia benyttede sig af del Monte's evner og sendte ham på flere gesandtskaber, blandt andet til Urbino for at modtage Guidobaldo di Montefeltro's kapitulation. Efter denne mission udnævnte Cesare ham til Guvernør over Romagna.

Til trods for den næste Pave, Julius II (1503-1513),'s afsky for alt, der vedrørte hans forgænger og Borgia-familien, fattede også han tillid til Antonio del Monte, som fortsatte sin karriere som betroet rådgiver i den følgende tid. Og også under denne pave modtog han det ene høje embede efter det andet:

I 1504 blev han udnævnt til Guvernør over Cesena og senere Auditør ved Pavestolen. I 1505 blev hans udnævnelse til Biskop i Città di Castello bekræftet og fornyet, i 1506 blev han ærkebiskop af Siponto. På dette tidspunkt havde Antonio været nødt til at tage sin afdøde broders søn, Giovanni Maria, i huset for at hjælpe og lede ham og støtte hans moder, svigerinden Cristofora, som nu stod alene med fem børn. Giovanni Maria skulle senere følge i sin berømte onkels fodspor og oven i købet ende som Pave Julius III i 1550!

I 1506 blev Antonio Maria  Ærkebiskop i Manfredonia og i de følgende år tjente han loyalt Pave Julius II, selvom hans pro-franske sympatier vakte Pavens vrede i den grad, at del Monte en gang var nødt til at flygte til Napoli. Men Paven kunne ikke undvære sin bedste rådgiver og i 1511 udnævnte han denne til Kardinal ved Kirken San Vitale.

Samtidig udnævntes den engelske konges foretrukne, Christopher Urswick of Bainbridge til kardinal og de to mænd blev nære venner herefter og Bainbridge vakte del Monte's interesse for England og Kong Henrik VIII.

I 1511 påtog Kardinal del Monte sig også at være Beskytter af Ordenen "I Servi di Maria". Samme år blev han udnævnt til Biskop i Pavia, men havde stadig mange vigtige opgaver i Rom. Han arbejdede i disse år også på arrangementet af det 5. Lateran Koncil, der åbnede den 3. Maj 1512.

I 1512 blev Antonio Maria Prior i Pievano og udsendt som Pavelig Legat i Umbrien og da Pave Julius II døde i 1513 var Kardinal del Monte med i Konklavet, der skulle vælge den næste pave. De politiske forhold gjorde valget vanskeligt, men Antonio del Monte allierede sig med en gruppe unge Kardinaler, som støttede den florentinske Kardinal Giovanni de' Medici's kandidatur. Og det blev også denne, der derpå fra 1513-1521 fortsatte som Pave Leo X og i disse år ikke glemte, at Kardinal del Monte havde været en af hans ivrigste støtter, så Antonio Maria's karriere fortsatte som før.

I 1514 døde Antonio's nære ven, den engelske Kardinal Christopher Urswick of Bainbridge, i Rom og Antonio ønskede at holde begravelsen for sin døde ven, hvorfor han bad Paven om at overflytte ham til Bainbridge's Kardinalembede ved Kirken Santa Prassede. Dette ønske fik han opfyldt, men Bainbridge blev ikke begravet her men i den engelske koloni's kirke San Tommaso di Cantorberri ved "Hospitalis Anglicani".

I disse år måtte Antonio Maria atter påtage sig ansvaret for nogle familiemedlemmer, da hans svoger Francesco di Cristoforo Guidalotti døde og Antonio's søster Margherita havde svært ved at klare sine 6 børn på egen hånd. Antonio flyttede derfor hele familien til sit eget hus i Rom og tog sig af børnenes opdragelse. Den ældste Cristoforo fik han udnævnt i sit gamle embede som Ærkepræst i Sant'Angelo in Vado. En anden af nevøerne, Pietro, blev medlem af Johanniter-Ordenen, ligesom Antonio Maria selv og andre familiemedlemmer var det. Og nu begyndte han også at tænke på at få et nyt og større hus og lod arkitekten Antonio da Sangallo Il Giovane stå for opførelsen af dette på sydsiden af Piazza Navona.

I 1514 blev Antonio Maria Pavelig Skatmester og Auditør ved Den Kirkelige Domstol og i de følgende år (1515-1517) lod han i sin fødeby Monte San Savino bygge et palæ tegnet af Antonio da Sangallo il Vecchio. Palazzo Del Monte er stadig en af byens attraktioner, det gik senere i arv til nevøen Giovanni Maria del Monte, den senere Pave Julius III.

I 1516 udnævnte Pave Leo X ham til Biskop i Novara og Kardinal del Monte var efterhånden en meget rig mand. men han var stadig en fremragende jurist og diplomat og fik god brug for disse evner, da han måtte rydde op efter et komplot af nogle kardinaler, som ville myrde Leo X.

Da Kardinal Raffaele Riario døde i 1521, blev der foretaget en rokering af de forskellige Kardinal-Bisper, som avancerede til bedre embeder efter alder og anciennitet, og Kardinal del Monte blev nu Kardinal i Albano. Antonio's tidligere Bispesæde i Pavia overgik samme år til hans nevø Giovanni Maria.

Den 1. december 1521 døde Leo X og Kardinal del Monte deltog endnu en gang i et Konklav. I dette faldt også mange stemmer på Antonio Maria, men også andre Kardinaler fik mange stemmer, og valget trak ud. Til sidst enedes man om at vælge en helt anden kandidat og Kardinal Adriaan Dedel, Biskop af Tortosa, blev valgt til Pave Hadrian VI. Han, der under Konklavet var i Spanien, måtte nu drage til Rom hvor han blev kronet den 31. august.

Også for den nye pave blev Antonio Maria en betroet og værdsat rådgiver og i februar 1523 fik han ansvaret for en gruppe, som skulle reducere Pavestolens udgifter ved at indskrænke antallet af embeder. Foretagenet lykkedes dog ikke, da ingen var parate til at opgive deres eget embede.

Allerede den 14.september 1523 døde Hadrian og Kardinal del Monte deltog i et nyt problemfyldt Konklav. Kardinalens pro-franske holdning stod her i modsætning til mange andres pro-kejserlige sympatier med Kardinal Giulio de' Medici, nevø til den tidligere Pave Leo X, i spidsen. Efter flere afstemninger og et Konklav på 50 dage endte valget på ham og han blev Pave Clemens VII (1523-1534).

Selvom Antonio Maria havde været Guilio's værste konkurrent til valget, kom det ikke til at betyde noget for hans videre karriere, hvor han atter opnåede at blive Pavens nære rådgiver og snart blev udnævnt til Beskytter af "Oratorio del Divino Amore", som Giulio selv havde været, før han blev pave, ligesom han blev udnævnt til Biskop i Palestrina og i 1524 til Biskop i Sabina for derefter i oktober måned at blive Biskop i Porto og Santa Rufina.

I årene 1525 og 1526 forværredes forholdet mellem Paven og Kejseren (Karl V) og da Clemens VII i maj 1526 sluttede forbund med Frankrig, Venedig og Sforza-familien mod Kejseren, var Kardinal del Monte en af de ansvarlige for at gøre Pavestaten klar til den krig, der nu måtte komme.

Og den kom og trods alle anstrengelser indtog de kejserlige tropper Rom ved hjælp af Colonna-familien og herefter begyndte de lutheranske landsknægte 8 dages plyndring af den rige og forhadte pave-by.

Om morgenen den 6.maj 1527 søgte Paven sammen med nogle få trofaste kardinaler, heriblandt Kardinal del Monte, tilflugt i Castel Sant'Angelo sammen med en skare tilhængere. Og herfra arbejdede Antonio Maria på at få tilvejebragt en aftale mellem Paven og Kejseren, så tropperne kunne trækkes væk fra den plagede by. Den 5.juni var del Monte en af medunderskriverne på kapitulationserklæringen, der medførte at 7 prominente kirkelige personer, heriblandt hans nevø Giovanni Maria, skulle udleveres til Kejseren som gidsler.

I 1527 kort før den berygtede "Sacco di Roma", kom den sicilianske præst Antonio Lo Duca til Rom og blev ansat hos Kardinal Del Monte som huskapellan i Palazzo Orsini på Piazza Navona (hvor nu Palazzo Braschi ligger). Den lille præst har sikkert opholdt sig i Castel Sant'Angelo sammen med sin velynder under plyndringerne. Bagefter flyttede man tilbage til paladset på Piazza Navona og her har Antonio Lo Duca antagelig mødt Michelangelo, som også arbejdede for Kardinalen.

I 1528 var Kardinal del Monte dybt involveret i spørgsmålet om den engelske Kong Henrik VIII's skilsmisse fra Caterina af Aragonien. Det var på tale, at han skulle tage til England som pavelig gesandt, men han var på det tidspunkt ved dårligt helbred og ude af stand til at rejse. Men i 1529 søgte han stadig på diplomatisk vis at finde en løsning, som kunne tilgodese både den engelske konge og Paven. Henrik VIII havde dog ikke tid til at vente på det diplomatiske arbejde og tog sagen i sin egen hånd, hvorefter Paven ekskommunikerede ham.

Under Clemens VII fik Kardinal del Monte flere embeder: i 1528 blev han Biskop i Alatri og i 1529 Biskop i Rimini og Caiazzo. I 1530 deltog Antonia Maria i debatten om et nyt koncil, som skulle indføre nye reformer i Kirken.

I disse år arbejdede Clemens VII på et ægteskab mellem hans niece Catarina de' Medici og Kongen af Frankrig's yngre søn Henri. Da dette var blevet aftalt, forberedte Paven sig på en rejse til Frankrig i 1533 og under sit fravær udpegede han Kardinal del Monte til sin stedfortræder i Rom. Antonio Maria, der efterhånden var gammel men ved udmærket helbred på dette tidspunkt, accepterede udnævnelsen, men bad om at få sin nevø Giovanni Maria som hjælp, hvilket Paven godkendte.

Men det store ansvar var måske alligevel for meget for den gamle Kardinal, for han døde kort efter d. 20.september 1533.

Antonio Maria del Monte ønskede at blive begravet i Kirken San Pietro di Montorio i Rom og idag hviler han der i det Cappella del Monte, som hans nevø Giovanni Maria lod bygge, da han blev pave i 1550. Hertil blev Kardinalens kiste flyttet den 19.december 1550 og her ligger også hans broder, Vincenzo, Pave Julius III's fader, samt mange andre af familiens medlemmer. Over Antonio Maria's grav er der en buste udført af Bartolomeo Ammannati og kapellet er bemalet med fresker udført af Giulio Mazzoni, kaldet "Il Piacentino".

Litteratur og links om Kardinal Antonio Del Monte:
Bernardi Salvetti, C.: S.Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclée Editori Pontifici, 1965.
Burkle-Young, Francis A. and Michael Leopoldo Doerrer: The Life of Cardinal Innocenzo del Monte : A Scandal in Scarlet. Together with materials for a history of the House of Ciocchi del Monte San Savino. (Renaissance Studies, 2). The Edwin Mellen Press, 1997.