|
|
|
1.århundrede efter Kristus |
|
Tiberius Claudius Epaphroditus, som på italiensk kaldes Epafrodito og på græsk Epaphroditos, var en af Kejser Nero's frigivne slaver og nære rådgivere, som han tilsyneladende havde arvet efter sin adoptivfar Kejser Claudius, der havde frigivet sin græske slave Epaphoditos, som derpå havde taget sin tidligere herres navn: Tibderius Claudius. For Nero arbejdede Epaphroditus som sekretær. Han tog sig af bønskrivelser til Kejseren og virkede også som dommer i mindre sager. Han var en loyal tjener, som ikke tøvede med at afsløre et komplet, som lededes af Gaius Calpurnius Piso, for Nero og derpå lade de sammensvorne arrestere og stille for retten, hvor de blev dødsdømt. For sin trofasthed og agtpågivenhed fik Epaphroditus tildelt en høj militærrang og måske var det i denne forbindelse, at han modtog en stor kejserlig ejendom, som han derpå kunne kalde sin og anlægge som landsted. Grunden var en del af den tidligere Horti Tauriani, som havde tilhørt Titus Statilius Taurus indtil år 53 efter Kristus, hvorefter den var blevet overtaget af Nero's mor Agrippina den Yngre. Efter at Epaphroditus var blevet ejendommens ejer, kaldtes den Horti Epaphroditiani og som sådan er den omtalt hos Frontinus i hans bog om Roms akvædukter, hvor han fortæller om vandtilførslerne til akvædukten Aqua Tepula. Som man kan forstå, blev Epaphroditus efterhånden mere og mere indflydelsesrig, og samtidig med at hans magt voksede, øgedes også hans rigdomme. Det var vel derfor naturligt, at han blev ved Nero's side også i modgangen og fulgte ham på hans flugt efter den sammensværgelse, som i år 68 førte til enden på hans regering. Nero flygtede om natten til den frigivne Phaons hus, hvor han var blevet tilbudt at søge tilflugt. Her rådede hans nærmeste, hans gamle amme og hans trofaste frigivne, ham til at begå selvmord for ikke at risikere en ydmygende og vanærende behandling af de soldater, som var på jagt efter ham. Han forsøgte at dolke sig, men kunne ikke gennemføre det. Han bad da den trofaste Epaphroditus om hjælp til at støde dolken i struben. Og på denne måde døde den forhadte Kejser. Måske Epaphroditus havde forestillet sig, at denne hans medvirken i Nero's død kunne tilsløre mindet om hans tætte tilknytning til Kejseren og hans deltagelse i dennes forhadte regering og afskyede beslutninger. Det var dog ikke tilfældet. For en kortere periode lykkedes det ham åbenbart at klare sig, men under Kejser Domitian ( 81-96) indhentede hans fortid ham og han blev først sendt i eksil og derefter henrettet, fordi han ikke havde forhindret sin herre i at begå selvmord. Anklagen var vel blot et påskud for at Domitian kunne bemægtige sig Epaphroditus' rigdomme og ejendomme, herunder Horti Epaphroditiani.
Litteratur om Tiberius Claudius Epaphroditus:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|