ANNAS ROM GUIDE
Maddalena Orsini

1534-1605

Maddalena, som måske også bar døbenavnet Maria, var af den magtfulde og gamle Orsini-familie. Hun var født i 1534 som datter af Camillo Orsini og Elisabetta Baglioni og blev gift med Lelio dell'Anguillara, der var herre til ejendomme i Ceri, Vico, Caprarola, Capranica, Vetralia, Carbognano og Ronciglione. Disse besiddelser lå i Norditalien, men familien havde også ejendomme i Rom, i Trastevere-kvarteret.

Ægteskabet var tilsyneladende barnløst og da Lelio døde, trak Maddalena sig tilbage til et kloster i Spoleto. Nogle kilder (Libro d'Oro della Nobiltà Mediterranea) siger, at hun var franciskansk lægsøster ("terziaria francescana"), mens Liliana Barroero fortæller, at hun aflagde det dominikanske klosterløfte i Monastero di Sant'Andrea i Spoleto.

Under alle omstændigheder ønskede hun at leve resten af sit liv i Rom og da det omsider - efter en langvarig strid med familien - lykkedes hende at få udbetalt 20.000 scudi af den arv, som Lelio havde testamenteret til hende, havde hun tegningerne klar til en lille, enkel Klosterbygning for Dominikaner-nonner i klausur, som sammen med en lille tilknyttet Kirke skulle opføres på Quirinalhøjen ved hjørnet af nutidens Via del Quirinale (datidens Strada Pia) og Via della Consulta. Ideen hertil har hun muligvis fået fra Porzia Massimo, der i 1574 havde købt en grund på Monte Magnanapoli og her havde ladet bygge et Kloster til de romerske Dominikaner-nonner.

I 1582 kunne Maddalena, der nu kaldtes Suor Maria Maddalena, og 11 andre Dominikaner-nonner flytte ind i deres nye hjem. Maddalena blev Klostrets første Abbedisse og levede her i over 20 år, indtil hun døde den 25. Maj 1605.

I 1668 blev Maddelena saligkåret og kaldes nu Beata Maria Maddalena.

Litteratur om Maddalena Orsini:
Armellini, Mariano: Le chiese di Roma dal secolo IV al XIX. Roma, 1891.
- side 183.
Beyond Isabella: secular women patrons of art in renaissance Italy. By Sheryl E. Reiss and David G. Wilkins. Truman State University Press, 2001.
- side 327.
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
- Volume Quarto: 1566-1605. 1992: side 12.
Libro d'Oro della Nobiltà Mediterranea: Orsini: Duchi di Bracciano e Conti di Tagliacozzo.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 82.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1984.:
- Rione I Monti, Parte 4. A cura di Liliana Barroero. - side 116.
Pinelli, Achille: Le chiese di Roma negli acquarelli di Achille Pinelli. A cura di Bruno Brizzi, testi di Liliana Barroero, Daniela Gallavotti Cavallero. Roma, Editore Colombo, 1. ristampa, 1990.
- side 291f.
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 250.



Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 19.1.2010 og sidst opdateret d. 24.1.2010