Af Klosteret ved Kirken Santa Caterina da Siena a Magnanapoli eksisterer kun en lille del, da størstedelen var bygget ovenpå og i ruinerne af Trajan's Marked, som man allerede i 1911 planlagde at udgrave og fritlægge.

Hvad der er tilbage, er en længe ud mod sidegaden Salita del Grillo, men bygningen er radikalt renoveret og huser idag Ordinariato Militare d'Italia, Den Italienske Militære Kirkemyndighed, som også passer Kirken.

Men Klosterets historie går længere tilbage end de bygningers, som vi kan se idag, for så tidligt som i 1424 fortæller kilderne om et klostersamfund på Magnanapoli mellem de gamle kirker San Salvatore delle Milizie og Santa Maria Balneapolis på det sted, hvor nu Monastero dei Santi Domenico e Sisto står.

Nonnerne, der boede i disse bygninger, var lægsøstre af San Domenico's Tredie Orden, de såkaldte "terziarie domenicane", som levede efter San Domenico's regel men ikke lukket inde i et kloster. I 1566 udsendte Pave Pius V imidlertid en bulle, hvori han beordrede alle samfund med søstre af San Domenico's Tredie Orden ændret til klostersamfund med klausur, det vil sige, hvor nonnerne skulle leve helt indelukket og afsondret fra omverdenen.

Til dette formål opfordrede Pius V i 1568 "le terziarie domenicane" på Magnanapoli til at flytte ind i Dominikaner-nonneklosteret ved Kirken Santa Maria sopra Minerva nede ved Pantheon og sælge deres ejendom på Magnanapoli til de "rigtige" Dominikaner-nonner, som boede i det gamle kloster "Convento di Santa Maria ad Nives" (eller "Santa Maria Balneanapolis"), der lå på Monte Magnanapoli, hvor nu Kirken Santi Domenico e Sisto ligger.

Ret hurtigt viste det sig imidlertid vanskeligt at udvide Klosteret ved Santa Maria sopra Minerva, så det kunne rumme alle de nytilkomne "terziarie" og nonnerne bad da Paven om at blive flyttet til et bedre sted. Som deres talskvinde havde de Suor Maria Vittoria de Massimi, af den rige, fornemme og indflydelsesrige Massimo-familie (hendes egentlige navn var Porzia Massimo), og hun henvendte sig til Pave Gregor XIII (1572-1585) om sagen. Paven var meget imødekommende og donerede mere end 6.000 scudi til byggeriet af en ny klosterbygning.

"Le terziarie" så sig så om efter et nyt sted at bo og valgte det samme område, som de få år før havde måttet forlade, nemlig skråningen op til Magnanapoli, der ved sin højere beliggenhed havde et mere behageligt klima, end der var nede i byen.

I 1573/1574 kunne Suor Maria Vittoria købe det udvalgte stykke jord med nogle huse af Conti-familien og med egne midler lod hun derpå bygge et nyt lille kloster med en lille indre kirke.

Dominikaner-nonnerne af San Domenico's Tredie Orden flyttede derpå ind i Klostret i 1573/1574, hvor de solgte deres tidligere ejendom i Via di Santa Chiara i nærheden af Pantheon.

Både Gregor XIII og nogle af de følgende paver, Sixtus V og Paul V, så med stor velvilje på Dominikaner-nonnerne og sørgede for at deres Kloster kunne fungere. Og Klosteret blev snart meget søgt af døtrene fra Roms fine, velhavende og indflydelsesrige familier, så rammerne efterhånden begyndte at stramme.

I den første halvdel af 1600-tallet blev Kardinal Scipione Borghese, nevø af Pave Paul V, beskytter af Klosteret og han sørgede for at dette blev ombygget og udvidet, ligesom han tog initiativ til byggeriet af en ny og større Kirke, der kom til at ligge på Klosterets hjørnegrund mellem sidegaden Salita del Grillo og nutidens Largo Magnanapoli. Kirken blev viet til Santa Caterina da Siena.

Nonnerne af San Domenico's Tredie Orden forblev i deres nye Kloster - kun afbrudt af mindre forflyttelser, hvor Klosteret blandt andet blev anvendt som kaserne, - indtil 1911, hvor de måtte flytte over til Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto, fordi man allerede da planlagde at udgrave og fritlægge ruinerne af Trajan's Marked.

I dag er der som nævnt kun en lille del af klosterbygningerne tilbage, da størstedelen var bygget ovenpå og i ruinerne af Trajan's Marked, som nu er helt fritlagt. Sammen med det meste af klosteret forsvandt også et lille kapel, som Kardinal Antonio Barberini havde ladet indrette i 1637. Heri fandtes nogle fresker, som stammede fra Santa Caterina's dødsrum, men af dem er der kun få brudstykker tilbage med nogle billeder af Santa Brigida og Santa Caterina d'Alessandria. De kan dateres til den sidste fjerdedel af det 15.århundrede og kan ses på væggen i korridoren mellem Kirken og sakristiet. Et fragment af Santa Caterina's Død fra sidste del af det 16.århundrede, som findes samme sted, mente man i 1978 at kunne tilskrive den belgiske maler Francesco da Castello.

- Kort om Kirken - Mere om Kirkens historie -