Klausur

Klausur er et klosterliv uden kontakt med omverdenen. Ordet stammer fra middelalderlatin "clausura", der betyder "det aflukkede" og det bruges både om livsmåden og om det område i klostrene, hvortil fremmede (især af det modsatte køn) ikke har adgang.

Klausur-tilværelsen eksisterer både for nonner og munke og af de religiøse ordener, der har levet i klausur, kan nævnes en gren af Klarisser-Ordenen, Dominikaner-nonnerne, Karmeliterinderne og Karteuserne.

I 1566 udsendte Pave Pius V bullen "Circa pastoralis", hvori han dekreterede streng klausur for nonner, der ønskede at leve i liv i fordybelse og bøn. Dette dekret gjaldt for klostre, hvor nonnerne i forvejen udelukkende beskæftigede sig med åndelig fordybelse og bøn.

Men der var i det 16.århundrede også klostre, hvor nonnerne havde samlet sig for at yde barmhjertighedsarbejder i befolkningen, såsom pleje af syge og gamle, opfostring af forældreløse børn, sygepleje og undervisning. Nonnerne kunne godt ved siden af disse arbejder leve tilbagetrukket, men med de hverv, som de havde påtaget sig og som var betydningsfulde for Roms befolkning, var det nødvendigt, at den strenge klausur blev lempet.

Klausuren beskrives i det dekret, som Pave Pius XII udsendte i 1950, kaldet Sponsa Christi, hvortil La Sacra Congregazione dei Religiosi samme år tilføjede nogle praktiske retningslinier, "Istruzione - Inter Praeclara - per la pratica applicazione della costituzione "Sponsa Christi"".

Der opereres her med en Clausura papale maggiore og en Clausura papale minore, altså en højere eller lavere grad af pavelig pålagt klausur.

Clausura papale maggiore udøves idag kun i ganske få klostre, der ydermere som regel rummer et mindre antal nonner. Klausur-løftet pålægger nonnerne at forblive indenfor klausur-området i deres kloster. Det vil sige, at der skal en speciel tilladelse til fra Vatikanet for at de kan få lov til at forlade dette område. Og grunden skal være yderst vigtig. Nonnerne må heller ikke lukke nogen uvedkommende ind i området uden Vatikanets særlige tilladelse.

I det omfang, der var nødvendigt for nonnerne at have kontakt til verdenen udenfor, f.eks. angående deres ejendomme, dyrkningen af deres køkkenhaver, salg og køb, juridiske problemer, arvesager og testamenter og hvad der ellers kunne være, var der til klostrene knyttet nogle lægsøstre, som ikke var bundet af klausurløftet og derfor kunne sørge for nonnernes praktiske fornødenheder.

Clausura papale minore udøves flere steder og også her må nonnerne ikke indlade udenforstående personer i den del af deres kloster, der omfattes af klausuren. Nonnerne har friere rammer til at bevæge sig rundt i dele af klostrene, hvor der også færdes andre mennesker, og til at færdes udenfor klostrene, hvis de har et ærinde i forbindelse med de aktiviteter, som klosteret støtter. Og hvis de har tilladelse fra Priorinden.

Til selve klausur-området i et kloster hører i hvert fald den fælles sovesal (dormitoriet) eller de enkelte nonners celler, spisesalen (refektoriet), samlingssalen (kapitelsalen) og klosterkirkens kor.

I Rom findes der stadig klostre med klausur og i mange gamle kirker kan man se de tilgitrede korvinduer, bag hvilke nonnerne har kunnet følge messen inde fra deres eget område, usete af de almindelige kirkegængere. For eksempel i Kirken Santi Domenico e Sisto, hvor man over balkonen og de 3 buer kan se frisen med de tilgitrede vinduesåbninger, hvorfra nonnerne fra korridoren bagved kunne følge med i hvad, der skete i Kirken.

I Kirken Santa Croce og San Bonaventura dei Lucchesi kan man stadig væk af og til høre de klausulerede nonner af Ordenen Santa Maria Riparatrice, kaldet "de blå nonner", synge ved messen på Kirkens festdage. (Se mere herom på Rom-guide.dk).

Af andre kirker, der nu er revet ned, kan nævnes Santa Maria Maddalena al Quirinale.

Nedenfor ses et foto fra Kirken Santa Rita med et af de karakteristiske, tilgitrede vinduer, hvorfra nonnerne fra deres klausur kunne deltage i messen: