|
|
Denne lille kirke, der fra slutningen af 1500-tallet lå ved hjørnet af nutidens Via della Consulta og Via del Quirinale (datidens Strada Pia), eksisterer ikke idag. Den blev nedrevet sammen med det tilknyttede Kloster i 1888-89 i anledning af en fornem visit af den tyske Kejser Wilhelm II, fordi man ønskede at markere dette besøg ved anlæggelsen af et parkanlæg overfor kongeslottet i Palazzo del Quirinale, hvor Kejseren skulle indlogeres. KIRKENS HISTORIE: Kirken blev sammen med Klosteret grundlagt af Dominikaner-nonnen Maria Maddalena Orsini, der efter at have mistet sin mand havde aflagt Ordensløftet i Klosteret Sant'Andrea i Spoleto. Maria Maddalena leverede selv tegningerne til, hvorledes hendes nye Kirke og Kloster i Rom skulle se ud og hun betalte selv for byggeriet i 1581. Og det var hende, der blev den første Abbedisse for de indflyttede nonner, der fra 1582 skulle leve her i streng klausur. Dør om dør med Klarisser-nonnerne i Convento di Santa Chiara. I begyndelsen af 1700-tallet måtte Kirken ombygges efter en tegning af Asdrubale Borioni, og i 1712 kunne den ombyggede Kirke genindvies. |
|
KIRKENS UDSEENDE: Vi ved ikke, hvorledes den første Kirke har set ud, men der findes nogle få beskrivelser af den ombyggede Kirke fra 1712. Den skal have haft 4 sidealtre og loftet var udsmykket med fresker af Luigi Garzi med motivet "La Maddalena portata in cielo degli angeli" ("Maria Magdalene føres til himmels af engle"). Det var ligeledes Garzi, der havde udsmykket lunetten over højalteret med maleriet "Gesù in casa di Marta e Maria" (Jesus i Marta og Maria Magdalene's hjem"), samt dekoreret sidestykkerne med "Storie della Santa" ("Helgenindens liv") i clairobscur-maleri. Højaltertavlen derimod var udført af Carracci's elever Kirken havde ifølge en akvarel fra 1834 af Achille Pinelli en meget enkel facade, blot som en lidt fremtrædende del af Klosterbygningen. Den lå ud til hjørnet af nutidens Via della Consulta og i bygningens hjørne var der tilsyneladende indbygget en høj, flad, måske antik?, søjle. (På området syd herfor lå i Antikken Kejser Constantin's Badeanlæg). Facden var i 2 "etager" med en bred stenportal med trekantet gavlfelt forneden og blot et enkelt tilgitret vindue med buet overkant øverst. Taget var ret fladt, men tilsyneladende var der et lille klokketårn på Klosterbygningen. |
1=Giardino del Noviziato - 2= Sant'Andrea al Quirinale - 3=Noviciatsbygning - 4= Monastero delle Monache Cappuccine - 5=Santa Chiara/Santissimo Sacramento - 6=Monastero delle Monache Domenicane - 7=Santa Maria Maddalena - 8=Palazzo Pianetti - 9=Klosterhaver - 10=San Vitale |
Litteratur om Santa Maria Maddalena: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|