Den franske Kardinal Anchier Pantaléon de Troyes, eller som han også kaldes i Rom: Pantaleone Anchero eller Antero de Troyes, var nevø til Urban IV, som var pave i årene 1261-1264.
Anchier Pantaléon blev udnævnt til kardinal den 22. maj 1262 af sin onkel og fik som sin titelkirke den gamle kirke Santa Prassede på Esquilin. Dette embede holdt han indtil den 1. november 1286, da han under en folkeopstand blev dræbt i den selv samme kirke i det kapel, som ligger til højre for højalteret og kaldes Cappella del Crocifisso.
Kardinal Anchier Pantaléon de Troyes blev begravet i dette kapel og på væggen overfor alteret er hans gravmæle udført af billedhuggeren Arnolfo di Cambio. Monumentet regnes for et af de bedste eksempler på Middelalder-skulptur, som findes i Rom. Det er i marmor og forestiller en seng med smukt draperet lagen, hvorpå Kardinalen hviler med hovedet let løftet af en "blød" pude. Gravskriften fortæller med gotiske bogstaver om Troyes' endeligt i 1286.