Denne religiøse sammenslutning var et fælles lægbroderskab bestående af marskandisernes broderskab, Confraternita dei Rigattieri, og madrasmagernes selskab, Confraterinta dei materassari, som sluttede sig sammen i 1521 og viede det fælles Broderskab til San Biagio, der var madrasmagernes skytshelgen.

Pave Leo X godkendte den nye sammenslutning og gav den sæde i Kirken Sant'Angelo i Borgo-kvarteret, som derpå blev viet tl San Biagio og kaldet San Biagio dei Materazzai.

I 1525 fik det fælles Broderskab overladt Kirken Santa Cecilia a Campo Marzio og optog også Santa Cecilia som skytshelgen i deres nye kirke, som de kaldte Santi Biagio e Cecilia dei Materassari.

I 1575 søgte madrasmager-mestrene optagelse i Broderskabet, hvor det åbenbart tidligere kun var svende, der var medlemmer. Disse "klasseforskelle" medførte tilsyneladende snart nogle gnidninger, og i 1595 trak marskandiserne sig ud af fællesskabet og indgik i stedet samarbejde med Congregazione di San Bernardino da Siena dei Rigattieri.

Compagnia di San Biagio videreførtes herefter kun af madrasmagerne i deres eget Broderskab, Confraternita dei Materassari.

Compagnia di San Biagio havde et særligt privilegium, da de hvert år på festdagene for San Biagio (den 3. Februar) og for Santa Cecilia (den 22. November) kunne gå i forbøn for en fængslet og få denne løsladt.