Denne religiøse sammenslutning var et lægbroderskab af madrasmagere, som i 1521 sammen med marskandiserne ("i rigattieri") grundlagde et fælles broderskab kaldet Compagnia di San Biagio. San Biagio var madrasmagernes skytshelgen.

Pave Leo X godkendte den nye sammenslutning og gav den sæde i Kirken Sant'Angelo i Borgo-kvarteret. Kirken blev derpå viet tl San Biagio og kaldet San Biagio dei Materazzai.

I 1525 fik det fælles Broderskab overladt Kirken Santa Cecilia a Campo Marzio og optog derfor også Santa Cecilia som skytshelgen i deres nye kirke, som de kaldte Santi Biagio e Cecilia dei Materassari.

I 1575 søgte madrasmager-mestrene optagelse i Broderskabet, hvor det åbenbart tidligere kun var svende, der var medlemmer. Disse "klasseforskelle" medførte tilsyneladende snart nogle gnidninger, og i 1595 trak marskandiserne sig ud af fællesskabet og indgik i stedet samarbejde med Congregazione di San Bernardino da Siena dei Rigattieri.

Madrasmagernes gamle kirke blev efterhånden noget forfalden og til sidst blev den revet ned i begyndelsen af 1700-tallet. Den 25. Juli 1729 kunne Pave Benedikt XIII nedlægge grundstenen til Broderskabets nye Kirke, som kunne indvies den 28. Januar 1731.

Den forblev madrasmagernes mødested indtil 1801, hvor Broderskabet blev opløst. Det blev forsøgt genoplivet i 1820, men måtte lukke igen i 1825.