"Il rigattiere" (i flertal: "rigattieri") er en marskandiser, en køber, samler og sælger af gamle og brugte ting og sager, især tøj og møbler.

Allerede i 1521 grundlagde marskandiserne sammen med madrasmagerne ("i materassari") et fælles religiøst broderskab kaldet Compagnia di San Biagio. San Biagio var nemlig madrasmagernes skytshelgen. Broderskabet havde først sæde i Kirken Sant'Angelo i Borgo-kvarteret, som derpå blev viet tl San Biagio og kaldet San Biagio dei Materazzai.

I 1525 fik det fælles Broderskab overladt Kirken Santa Cecilia a Campo Marzio og optog også Santa Cecilia som skytshelgen i deres nye kirke, som de kaldte Santi Biagio e Cecilia dei Materassari.

I 1575 søgte madrasmager-mestrene optagelse i Broderskabet, hvor det åbenbart tidligere kun var svende, der var medlemmer. Disse "klasseforskelle" medførte tilsyneladende snart nogle gnidninger, og i 1595 trak marskandiserne sig ud af fællesskabet og indgik i stedet samarbejde med Congregazione di San Bernardino da Siena dei Rigattieri og blev til Confraternita dei Rigattieri. Marskandiserne valgte sammen med lappeskræderne ("i rappezzatori") San Bernardino da Siena til deres skytshelgen.

Dette Broderskab havde som formål at samles til messer i et kapel eller en kirke, som Paven kunne stille til rådighed. Her kunne foreningens medlemmer mødes i andagt, men naturligvis også i drøftelsen af andre sager. Man kunne hjælpe hinanden ved sygdom og begravelser, samt yde støtte til de efterladte enker og uforsørgede børn, som havde meget dårlige kår i datidens Rom.

I 1599 overlod Pave Clemens VIII en nye kirke til Broderskabet, der nu flyttede til Santa Maria in Cacaberis, som de viede til San Biagio og omdøbte til San Biagio de Cacabariis.

I år 1600 havde marskandiserne også oprettet et lav sammen med bomuldsmagerne og madrasmagerne: Università dei Rigattieri, Bombaciari e Materassai.

I 1662 blev deres kirke overdraget til et andet broderskab, Confraternita di Santa Maria degli Angeli e di Santa Lucia dei Cocchieri, hvis medlemmer var romerske kuske. Marskandiserne flyttede derfor endnu en gang og denne gang til Kirken Sant'Andrea Apostolo all'Arco di Portogallo (som senere skiftede navn til Santi Andrea e Bernardo og derpå til Santa Maria della Neve). Broderskabet lod denne Kirke restaurere i begyndelsen af 1700-tallet og beholdt den som mødested indtil 1801, hvor sammenslutningen blev opløst.

Der var et vist sammenfald mellem marskandisernes erhverv og det erhverv som kludesamlere og -sælgere, som jøderne havde lov at ernære sig ved. Både marskandisere og kludesamlere handlede med brugt tøj, i mere eller mindre hel eller god stand. Da denne handel, var det eneste erhverv, som det var tilladt jøderne at udøve, var den jødiske Ghetto fuld af sådanne boder og forretninger. På gamle fotografier kan man se, hvorledes tøjet var ophængt udenfor husene.

I 1726 henvendte de kristne marskandisere sig imidlertid til den pavelige administration, fordi de mente - med henvisning til de gennem tiden udsendte pavelige buller - at jøderne ikke skulle have lov til at sælge marskandiservarer og i alle fald ikke fra forretninger udenfor Ghettoen. Nogle jødiske handelsmænd har altså lejet sig ind i huse udenfor det indelukkede område.

De pavelige embedsmænd, Cardinale Vicario og Viceregenten, gav dog ikke klagerne medhold, men erklærede, at jøderne gennem de sidste 50 år havde haft lov til at åbne nogle få forretninger udenfor Ghetto-området. I en kundgørelse af 28. August 1728 blev der derefter nedskrevet retningslinier for hvor og hvordan jøderne måtte udøve dette erhverv i områderne udenfor Ghettoen.

I 1735 udgav marskandiserlavet deres egne statutter med titlen "Statuti e capitoli dell'Università de' Regattieri di Roma - aggregati nella Chiesa di S. Andrea, e Bernardino ai Monti".

Litteratur om Rigattiere:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 359, 360.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 54.