Denne religiøse sammenslutning var et lægbroderskab, som i 1513 blev oprettet for de romerske kokke, køkkendrenge og -medhjælpere, samt konditorer og omvandrede sælgere af sukkervarer af den franske pavelige kok Giovanni Vallés, også kaldet Giovanni de Valle eller Giovanni di Valles, som arbejdede for Leo X, der godkendte Broderskabet i 1515.

Oprindeligt var sammenslutningen, der fra starten havde som formål at samle medlemmerne om religiøse handlinger, tænkt som et broderskab af chefkokke, altså kokke i tjeneste hos samfundets højest placerede, Prælater, Kardinaler - og selve Paven. Sådanne kaldtes "il cuoco secreto di Nostro Signore" eller "li maestri di cuccina", "i cuochi communi de Cardinali Ambasciatori Prencipi, Prelati et altri". Senere fik også køkkenmedhjælperne adgang, "gli agiutanti de Cuochi" og "li garzoni di cucina",

Sammenslutningen, der først kaldtes Compagnia dei Cuochi, fik tilladelse til at benytte et kapel i Kirken San Luigi dei Francesi til deres møder og messer. Kapellet som var viet til Mariae Bebudelse, "L'Annunciazione", og Broderskabet valgte derfor Jomfru Maria og Bebudelsen til deres beskytterinde. Sammenslutningen fik derfor navnet Congregazione della Santissima Annunziata dei Cuochi e Pasticceri.

Imidlertid var kapellet på lånt tid, da det var planen, at den gamle kirkebygning skulle rives ned for at erstattes af en ny og større kirke. Derfor overlod Kardinal Alessandro Farnese den 20. April 1537 den gamle kirke Sant'Anastasio alla Regola til Broderskabet. Kardinalen blev herefter udnævnt til Broderskabets protektor. Som snart efter viede denne Kirke til endnu en helgen, nemlig San Vincenzo, og da de nu havde fast ophold i Kirken fik denne også tilnavn herefter og kaldtes Santi Vincenzo e Anastasio dei Cuochi.

Pave Paul III (1534-1549) fornyede Broderskabets ejerskab af Kirken med den betingelse, at de påtog sig at restaurere bygningen og hvert år gav 3 pund hvidt voks til Kirken San Lorenzo in Damaso, under hvilken den lille Sant'Anastasio rettelig hørte. Kirken var samtidig med at være kokkenes religiøse samlingssted også sognekirke - dog uden døbefont - for en ganske lille menighed på ca. 20 husstande og 100 personer, men alligevel forsynet med en præst, der boede i et hus ved siden af kirkebygningen.

I et kundgørelse den 29. April 1560 udvidede Pave Pius IV Broderskabets medlemsskare til også at omfatte konditorerne. Fra starten var det altså blot kokke - og muligvis endog kun franske kokke - som var medlemmer, men efterhånden var også andre nationaliteter blevet optaget i Sammenslutningen - og nu altså også konditorerne.

Broderskabet valgte på deres årlige generalforsamling på fredagen i den tredie uge i December måned en bestyrelse bestående af en formand, "Priore", en kasserer, "Camerlengo", 4 "opsynsmænd", "guardiani",2 revisorer, 2 sygeplejere, 2 sakristaner og 1 generalprokurator. Hvis et medlem blev valgt til et af disse embeder, men afslog hvervet, måtte han som bøde betale for 3 pund hvidt voks. De valgte "sygeplejere" skulle assistere syge medlemmer både økonomisk og religiøst, samt i tilfælde af dødsfald overvåge begravelsen. Sakristanerne hjalp sygeplejerne med at arrangere begravelse og ligfølge. Desuden sørgede de for Kirkens udsmykning ved de forskellige religiøse fester og messer. Et par af Broderskabets medlemmer fik som opgave at hjælpe de arbejdsløse til at finde beskæftigelse.

Det var ikke gratis at være medlem af Broderskabet. Hvert år ved juletid skulle medlemsgebyret erlægges og det varierede fra person til person. Pavens kok, "il cuoco segreto del Papa", betalte 3 "giuli"; chefkokkene og kokke hos Kardinaler, Ambassadører, Prinser, adelsmænd og prælater betalte ligeledes 3 "giuli", mens køkkenmedhjælperne og konditorerne skulle af med 2 "giuli" og køkkendrengene og konditorsvendene kun betalte 1 "giulio". (1 "giuilo" var det samme som en "paolo" og af disse gik der 10 på en "scudo").

Broderskabets religiøse liv bestod - udover afholdelse af almindelige messer, deltagelse i begravelser og afholdelse af sjælemesser - også i et månedligt fælles møde den første fredag i hver måned samr fejringen af titelhelgenerne den 22. Januar og afholdelsen af en særlig højtidsmesse for Bebudelsen den 25. Marts. Ved denne lejlighed uddelte de medgift til nogle af medlemmernes unge giftefærdige døtre. Desuden samledes man i San Lorenso in Damaso på den sidste fredag i karnevalsperioden, hvor medlemmerne besøgte Cappella del Sacramento i venstre tværskib. En anden tradition var den store procession på Mercoledi Santo, onsdagen i Påskeugen, hvor alle brødre iklædte sig Broderskabets specielle dragt, de såkaldte "sacchi", tunika'er i et groftvævet stof, som var farvet hvidt og dekoreret med Sammenslutningens mærke, en krone med teksten AGP for "Ave Gratia Plena" (de første ord i bønnen for Maria: "Ave, Maria, gratia plena: Dominus tecum: benedicta tu in mulieribus et benedictus fructus ventris tui, Jesus. 
Sancta Maria, Mater Dei, ora pro nobis peccatoribus nunc et in hora mortis nostrae. Amen." : "Hil dig Maria, fuld af nåde!").

Almindelige reparationer og vedligeholdelse kunne dog ikke holde den gamle kirke i god stand og i 1629 måtte der laves en større renovering til af facaden, som var ved at løsne sig fra bygningens sidemure, hvorved Kirken truede med at falde sammen. Efter forlangende fra den overordnede kirketilsynsmyndighed, Congregazione della Visita Apostolica, frigav Broderskabet derfor på et møde, hvori 45 brødre deltog, et beløb på 300 scudi til dette arbejde.

Også Kirkens indre blev renoveret. Et af Broderskabets medlemmer, Filippo Falconio di Acquasparta, som var kok hos Kardinal Francesco Barberini, betalte således for en genopbygning af højalteret viet til Santissima Annunziata. Som tak indskrev prioren Giovan Battista Adorno hans navn i listen over dem, der efter deres død skulle mindes i de årlige sjælemesser.

Ved kirkevisitationen i perioden 1712-1718 konstateredes det endnu engang, at Kirken var i meget dårlig stand, og Broderskabet blev pålagt straks at foretage forbedringer for et beløb af 400 scudi, der dog i løbet af få år - hvor sagen havde fået lov til at hvile - steg til 750 scudi.

Sådanne midler rådede Broderskabet desværre ikke over, i 1724 havde de blot en beholdning på knap 8 scudi, så de skubbede problemerne foran sig og fik en ny ekspertudtalelse, som i 1724 satte beløbet for reparationen ned til 500 scudi. Det hjalp jo ikke ret meget, så Broderskabet forsøgte at få myndighederne til at betale eller få lov til at opkræve en "skat" af menigheden, som på det tidspunkt bestod af 218 familier med 742 voksne og 155 børn. Det var mestendels fattige eller i hvert fald ikke velstående familier, så myndighederne gav som svar, at menigheden måtte flyttes over til en anden kirke og Kirken lukkes, hvis ikke Broderskabet kunne finde midler til renoveringen. Hvis dette skete, ville Broderskabet så miste de indtægter, de havde af Kirken, såsom arv og betaling for messer, fromme gaver og lignende, så det var ikke en tillokkende løsning.

Den 28. Januar 1725 accepterede Congregazione dei Cuochi et tilbud fra murermesteren Giulio Bavaini, der ville sætte Kirken i stand for 500 scudi, som blot skulle betales ham med 70 scudi om året.

Reparationerne holdt i nogle årtier, men i 1749 måtte der påny tages stilling til bygningernes dårlige stand, forårsaget af den bløde, sandede undergrund og fugt fra floden. Og igen i 1780'erne måtte der renoveres og et ny højalter indviedes den 16. Januar 1786 af kardinal Andrea Corsini. Menigheden havde her samlet penge ind, så der også kunne opsættes en ny altertavle med Bebudelsen og helgenerne Vincenzo og Anastasio's martyrium, malet af Giuseppe Errante.

I 1786 fandt man resterne af helgenen San Calcedonio i Praetextatus' katakomber. I den anledning valgte Broderskabet, at medtage ham som skytshelgen og efter den 10. Januar 1787 fejrede man denne helgen den første søndag i September måned.

I 1824 igangsatte Pave Leo XII en stor kirkereform, hvor der lukkedes adskillige småkirker og dette gjaldt også kokkenes kirke, som nu ikke længere var sognekirke med de deraf følgende indtægter, men i stedet blot kokkenes private kapel, som de så selv helt og holdent måtte sørge for at holde i stand.

I 1825 led Kirken voldsom vandskade, forårsaget af manglende og dårlige afløb fra nabohusenes tage. Arkitekten Gaspare Salvi besigtigede skaderne og omkostningerne ved en reparation ville blive høje. Broderskabet havde stadig ikke midler til disse gentagne kostbare renoveringer, så herefter gik bygningen langsomt i forfald. Den stod dog stadig i 1870erne, da man begyndte arbejdet med Tiberkajerne, -murene og -boulevarderne, men den var da i sølle stand og alt inventar var fjernet og flyttet til Kokke-Broderskabets nye kapel i den nærliggende kirke San Salvatore in Onda. I 1886 blev den gamle kirke revet ned i forbindelse med anlægget af Lungotvere dei Vallati.

I en periode efter 1825 holdt kokkebroderskabet til i San Salvatore in Onda, hvorefter det flyttede til Kirken Santa Maria di Grottapinta, som Sammenslutningen købte i 1901 og hvor de forblev til i hvert fald 1907. Men i årene herefter opløstes Sammenslutningen og i 1917 overgik deres sidste Kirke til andre ejere.

I tidens løb havde Confraternita dei Cuochi e dei Pasticcieri a Roma en række magtfulde Kardinaler om protektorer:
Alessandro Farnese fra 1537-1589,
Francesco Maria Casini fra 1716-1719,
Lorenzo Corsini, den senere Pave Clemens XII, fra 1720-1730,
Pietro Marcellino Corradini fra 1731-1743,
Antonio Saverio Gentili fra 1744-1753,
Francesco Borghese fra 1755-1759,
Andrea Corsini fra 1762-1795,
Aurelio Roverella fra 1796-(1812),
Giulio Maria della Somaglia fra 1818-1830,
Carlo Odescalchi fra 1832-1838,
Carlo Maria Pedicini fra 1839-1843,
Carlo Acton fra 1844-1848,
Pietro Marini fra 1851-1863,
Raffaele Monaco la Valletta fra 1878-1896,
Emidio Taliani fra 1905-1907.

Og blandt medlemmerne talte Broderskabet mange berømte pavelige kokke, blandt andre:
Giovanni de Valle, Giovanni della Croce, Iacopo Zelio, Bartolomeo Scappi, og Luigi Benson.