ANNAS ROM GUIDE
Santa Fabiola, helgeninde

Fabiola var en kristen romersk adelskvinde af patricierfamilien Fabii. Hun døde i Rom i år 399 og fejres den 27. december.

Hun var gift med en mand, hvis udvævende liv fik hende til at forlange skilsmisse. Derpå giftede hun sig for anden gang, selvom det var mod kirkens bud og vakte voldsom skandale i de kristne kredse i Rom.

Begge mænd døde imidlertid inden længe og efter at have gjort offentlig bod i San Giovanni in Laterano i Påsken, modtoges hun igen i kirken og nu forsagede hun sit tidligere liv, gav sine penge til godgørenhed og grundlagde et hospital for syge, som samledes op i gaderne og hvor hun selv tog sig af de dårligste.

I 394 besluttede hun sig pludselig for at rejse til Det Hellige Land med en af sine slægtninge, San Gerolamo's nære ven Oceanus. Først boede hun en tid i Jerusalem, sandsynligvis hos Santa Melania den Ældre, derefter drog hun videre til Bethlehem for at se San Gerolamo og Santa Paola.

Hun havde tænkt sig at slå sig ned i Det Hellige Land og dele det bibelske arbjede, som San Gerolamo's assistenter udførte, men hun kunne ikke finde det fredelige liv, som hun søgte og som måske heller ikke passede til hendes virksomme temperament.

Da hunnerne truede med at invadere landet i 395 flygtede hun sammen med San Gerolamo og hans gruppe til Jaffa og derpå rejste hun tilbage til Rom igen. Fra sit hjem i Rom korresponderede hun jævnligt med San Gerolamo, der prøvede at få hende til at vende tilbage til Bethlehem, da der atter var fred i landet.

Sammen med Santa Paola's svigersøn, den kristne senator San Pammachio, der nu var blevet enkemand, lod hun nu opføre et stort hospital for syge og et herberg for rejsende i Roms havneby Porto. Det var den første institution af sin slags og dets ry spredtes hurtigt.

Tilsyneladende var Santa Fabiola ved at starte et nyt stort projekt, da døden indhentede hende i Rom i 399.


Bøger/links om Santa Fabiola
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Hovedside