Pammachius var født i Rom ca.340 og døde der ca 410. Han fejres den 30. august.

Han var søn af den kristne senator Byzans (Bizante), der ejede et hus ved Clivus Scauri på Monte Celio, hvor fader og søn sammen indrettede et mødested for de kristne og senere en lille kirke (Titulus Pammachii). Rester heraf er udgravet under kirken Santi Giovanni e Paolo ved Clivo di Scauro.

Familien tilhørte den adelige slægt Gens Furia og Pammachius var fætter til Santa Marcella, der boede på Aventin, deres fælles morbroder var Vesta-præsten Caeionius Caecina Albinus, Pammachius tilhørte således også den gamle adelige slægt Gens Caeionia. Til slægten hørte også deres fælles kusine Santa Paola, hvis datter, Paulina, Pammachius blev gift med.

Pammachius blev selv senator og en lærd og dygtig mand, som brugte megen tid på studiet af den kristne religion. Han var nær ven med San Gerolamo, som han havde kendt siden deres studietid i Rom og som han flittigt brevvekslede med resten af livet. Med tiden blev han en af lederne af "det kristne parti" i det romerske senat og arbejdede sammen med Santa Marcella på at udbrede San Gerolamo's skrifter og tanker i Rom og ved hans hjælp at bekæmpe Origines' kætterske tanker, som en anden gammel ven fra studietiden, Rufinus di Aquileia, støttede.

Hans hustru døde i barselsseng i 397 og siden da brugte han al sin tid og sine rigdomme til velgørenhed og stiftede sammen med Santa Fabiola (en anden af San Gerolamo's tilhængere, som var flygtet tilbage til Rom efter hunnernes indtrængen i Syrien) en religiøs orden og et herberg samt et hospital for rejsende i Porto.

Da Santa Marcella bad San Gerolamo om at komme og holde forelæsninger om kristendommen for en række adelige kvinder af hendes familie og vennekreds, var Pammachius en af de få mænd, der blev indbudt til at deltage.

Den 24. august i år 410 invaderede goterne under Alarik Rom nordfra og brød ind i husene i byens periferi, hvor de stjal rigdommene og myrdede beboerne. Højene Aventin og Celio blev nærmest lagt øde under denne invasion, mange beboere nåede at flygte, men Santa Marcella faldt i indtrængernes hænder og blev pint under tortur for at fortælle, hvor der var rigdomme gemt. Hun døde af denne behandling. Også Pammachius må være død under invasionen, selvom vi ikke ved noget sikkert om det, men bagefter hører man ikke mere om ham, andet end at San Gerolamo i Bethlehem fik brev fra Rom om både Pammachius', Marcella's og mange andre venners død.