|
Casa del Capitolo di San Pietro i Via di San Girolamo - Via di San Girolamo della Carità nr. 77 - Se til venstre for nr. 60 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
På hjørnet af Piazza di Santa Caterina della Rota og Via di San Girolamo della Carità står en bygning til venstre for Kirken Santa Caterina della Rota. Det er den gamle Klosterbygning, som var knyttet til Kirken og kaldtes Convento di Santa Caterina della Rota. Bygningerne stammer fra slutningen af 1500-tallet og var engang knyttet til Kirken San Lorenzo in Damaso. Siden 1630 har de imidlertid tilhørt Peterskirken, kaldet "Il Capitolo di San Pietro" eller "Il Capitolo Vaticano". Vatikanets ejermærke ses flere steder på bygningen: på hjørnet mod Pladsen - og ud for de sidste vinduer på førstesalen i fløjen mod Via di San Girolamo. Mærket består af en stenplade med et relief af Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara, et emblem for Pavestolen og Peterskirken, Capitolo di San Pietro. Under pladen mod gaden sidder en ekstra lille plade med ejendommens nummer ifølge Vatikanets protokoller: "XXI" ("21"). 1700-tallet blev ejendommen genopbygget sammen med Kirken, der ligger ved siden af, mellem Pladsen og parallelgaden Via in Caterina. Huset har mod Via di San Girolamo 2 indgange, i nr. 80 og 77, indrammet i brede travertinkarme under halvcirkelformede overfelter. Den enkle, lystpudsede facade har 4 etager i 7 fag, men flere vinduer er tilmurede. Mod Pladsen er der ingen indgange og blot 3 fag i 3 høje etager.
Litteratur om Casa del Capitolo di San Pietro i Via di San Girolamo: |