|
Casa di Polidoro Benamati - Vicolo dei Venti 9-10 - i Rione Regola - Se under nr. 53 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
|
Det smalle hus med den lysegrå pudsede facade, som står i Vicolo dei Venti nr.9-10, er bygget i 1500-tallet og har på et tidspunkt, måske allerede fra opførelsen, tilhørt en vis Polidoro Benamati fra Gubbio, der var advokat med speciale i både kirkelig- og civilret. At det var netop Polidoro Benamati, der ejede huset i nr. 10, ses af indskriften i frisen over vinduerne. Her står: "Polido Beneama" - de Eug V I Doct", som tydes: "Polidoro Benamati di Gubbio dottore "in utroque" : "Polidoro Benamati fra Gubbio, Doktor i både civil og kirkelig ret". I stueetagen er der 3 åbninger, mens de 4 øvre etager kun har hver 2 vinduer, som sidder ude i siderne af den gråpudsede facade. De brede, profilerede travertinrammer om første- og andensalens vinduer slutter i buer med sidefelter og vandrette friser og overliggere. På friserne løber ovennævnte indskrift fra vindue til vindue. På pladsen mellem vinduerne har facaden været bemalet, som det stadig ses på nogle af Roms gamle huse. Også her - som ved flere af gadens øvrige gamle huse - har de øverste etager engang indbefattet en loggia. I stueetagen sidder indgangsdøren i højre side, i nr. 10, indrammet af travertinstolper, der bærer en bue i teglsten. Ved siden af er der i nr. 9 en firkantet åbning, måske en gammel port, der nu tjener til garage eller butik. Yderst til venstre sidder et tilgitret vindue i profileret travertinramme med fremspringende, profileret, vandret overligger. Den underste vindueskarm bæres af 2 udskårne konsoller i travertin og herunder er der en bred, flad travertinramme, som nu er tilmuret. Huset er - ligesom naboejendommen i nr. 8A - muligvis tegnet af arkitekten Pietro di Giacomo Rosselli. Litteratur om Casa di Polidoro Benamati: |