,
|
på Piazza di San Salvatore in Campo Se ovenfor nr. 33 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
På østsiden af Piazza di San Salvatore in Campo står en smuk og velholdt bygning, hvis facade er renoveret eller direkte opbygget i 1800-tallet, da det oprindelige hus fra 1500-tallet blev ombygget. Fra den gamle ejendom stammer portalen fra 1500-tallet med våbenet for de tidligere ejere, familien De Stellis, på den vandrette overligger under en tekstfrise med familiens motto "Soli. Deo. Honor. et . Gloria", som stammer fra Paulus' Breve, 1. Timothæusbrev kapitel 1, vers 17: " Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen." (Bibelselskabet: Bibelen Online) Ejendommen er altså ombygget eller genopbygget i 1800-tallet og tilhører idag den religiøse Orden Missionari dello Spirito Santo, som måske er dem, der over indgangsdøren har opsat et lille majolika-relief af Madonna med Barnet, samt ved siden af det en frise med teksten "Posuerunt me - custodem": "De har sat mig som beskytter". Ejendommen er i 5 etager, hvoraf den øverste er trukket noget tilbage over det brede tagudhæng. Den har 5 fag i hovedfacaden ud mod Pladsen, 6 fag ud mod Via di Santa Maria in Monticelli, og 2 fag ud mod Via di San Salvatore in Campo's østlige afstikker. Mellem etagernes vinduer løber smalle vandrette bånd, mens bygningens hjørner er beskyttet af lodrette "søjler" af stenkvadre. Og den nederste del af stueetagens facade er beklædt med stenkvadre. Alle disse dekorationer er pudset op i hvidt, mens resten af facaden fremstår i en gylden farve. I stueetagen er der på hver side af den gamle portal 2 vinduer. Over det længst til venstre er anbragt en lille indskriftsfrise i marmor med teksten: " Pater filiis peramanter dedit". Den opsattes omkring 1926, da Missionari dello Spirito Santo kom til Rom og havde fundet midler til at købe huset, som hidtil havde været beboet af nogle Dominikaner-nonner. Den fulde tekst lød: "Hanc domum, Peter, filiis, peramanter dedit" : "Faderen gav med megen kærlighed dette hus til sine sønner". Primusmotor ved købet af ejendommen var Ordenens grundlægger Félix de Jesús Rougier, som også i sine erindringer har fortalt, hvorledes Ordenen kom til Rom. Alle vinduer har brede rammer, i stueetagen under vandrette overliggere; på førstesalen er karmen foroven udvidet med en høj plade under et bredt, buet gavlfelt; på andensalen er der igen vandrette, fremspringende overliggere over den høje overkarm. De øverste etager har blot brede rammer.
Litteratur om Collegio dei Missionari dello Spirito Santo: |