|
Palazzo dell'Arciconfraternita del Suffragio - Via dei Bresciani nr. 1-2 - Se ved nr. 85 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen
|
I 1592 oprettedes Lægbroderskabet for "Forbønnens Madonna", Arciconfraternita del Suffragio, der i starten fik sæde i Kirken San Biagio della Pagnotta, som de dog forlod allerede i 1616. Nu flyttede de så ind i nogle bygninger på den anden side af sidegaden Via dei Bresciani, hvor de samlede penge sammen til opførelsen af et Kapel, Oratorio del Suffragio, som byggedes på hjørnet af Via Giulia og Via dei Bresciani; til deres helt egen Kirke Santa Maria del Suffragio, der rejstes til venstre for Kapellet; samt til en bygning, der kunne huse Broderskabets hovedsæde og kom til at ligge i forlængelse af Kapellets sidemur ned langs Via dei Bresciani. Den første del af Komplekset Oratorium/Hovedsæde er et stort, gråt, 4-etagers hus, der længere henne - efter en afslutning i form af en bred, lys og flad mursøjle, der går helt op til tagudhænget - bliver til en 5-etagers ejendom. Denne sidste del er altså det såkaldte Palazzo dell'Arciconfraternita del Suffragio, opført i 1628 tilsyneladende efter tegning af Carlo Rainaldi. Palæet har her 4 fag. Alle vinduer er indrammet af brede stukrammer i samme grå farve som resten af murene. Der er forneden i stueetagen 5 store kældervinduer og 2 indgange med husnumrene 1 og 2 i fag nr.1 og 4. Over indgangene er der lave, ovale vinduer og indskudt en ekstra etage/vindue lidt højere oppe. Førstesalens øvrige 5 vinduer er høje og rektangulære, mens der på andensalen kun er anbragt de 2 rektangulære vinduer over førstesalens ovaler. De øvre etagers vinduer er alle høje og rektangulære og facaden uden yderligere dekoration. Tagudhænget er kraftigt fremspringende, men ikke hverken udskåret eller dekoreret. Det eneste bemærkelsesværdige på denne grå bygning er en stor marmormindesten med et relief af Monsignor Luigi Novarese, der blev saligkåret i 2013, hvilket ses af den nederste tilføjelse "Beato". Teksten lyder: "S.P.Q.R. - Monsignor Luigi Novarese - officiale della Segreteria di Stato - di Sua Santità - 1914-1984 - fondatore e padre dei - "Volontari della Sofferenza" - ha consumato la sua vita al servizio - dell'umanità - ha lottato nella sua intensa attività - pastorale per dare - agli handicappati un degno posto - nella società - Il Comune di Roma - accogliendo la petizione di migliaia - di ammalati - pone - ad imperituro ricordo - del padre e benefattore dei sofferenti. L.Scatolini, 1985. - Beato" ("(Roms Kommune) Monsignor Luigi Novarese, embedsmand i Hans Hellighed Pavens Statssekretariat, 1914-1984, grundlægger og ophavsmand for foreningen "Frivillige for Lidelsen", har brugt sit liv i menneskehedens tjeneste, (og) har kæmpet i sin enorme aktivitet som præst for at give handikappede en værdig plads i samfundet. Roms Kommune har modtaget tusinder af syges opfordring og sætter denne sten til uforgængeligt minde om de lidendes fader og velgører. L.Scatolini, 1985.") I 1890 blev Broderskabet opløst og mistede alle deres ejendomme. Og i 1918 blev deres værdifulde arkiv ødelagt, da alle papirer blev makuleret.
Litteratur om Palazzo dell'Arciconfraternita del Suffragio: |