San Biagio della Pagnotta i Via Giulia
Foto cop. Leif Larsson
Kirken San Biagio della Pagnotta kaldes også San Biagio degli Armeni, da den fra 1832 er nationalkirke for armenierne. Tidligere (fra 1500-tallet) havde den tilnavnet "della Pagnotta" efter de små brød ("pagnotte"), som Kirkens præster velsignede og uddelte til menigheden den 3 Februar, som er festdag for helgenen San Biagio.
Endnu tidligere - for Kirken er temmelig gammel - kaldtes den San Biago de cantu secuta: San Biagio ved Tiberbredden, fordi ordet "secuta" (eller "seccuta") betegner Tiberbredden. Idag synes Kirken at stå langt fra floden, men tidligere, før opbygningen af de høje mure mod floden og anlægget af de brede flodboulevarder, skrånede grundene på denne side af Via Giulia jævnt ned mod selve flodbredden.
San Biagio-Kirken har stået på dette sted fra før 1072, hvor det oplyses, at bygningen blev genopført eller kraftigt renoveret under Pave Alexander II. Allerede dengang har den antagelig hørt under et af de 20 priviligerede Abbedier, der fandtes i Rom og om hvilke man har oplysninger indtil 1400-tallet.
Kirkens "cantu secuta-tilnavn" oplevedes med tiden som besynderligt og i stedet "opfandt" man mange forskellige forklaringer og dermed former til kirkenavnet såsom: gastru secuta, gatta secuta, canto securo, clatro secura, og monte secuto.
I 1439 var der kun få munke tilbage til at passe San Biagio-komplekset og Pave Eugen IV overgav da Kirken til Capitolo Vaticano, der således fremover modtog indtægterne herfra. I 1539-1825 fungerede den desuden som sognekirke.
Der har altså fra tidlig tid også ligget en klosterbygning ved siden af Kirken, men den nuværende tilbygning til venstre, Convento degli Armeni eller Ospizio degli Armeni, blev først opført i 1700-tallet og totalt ombygget i 1870.
Selve kirkebygningen stod tilsyneladende som den genopførtes i 1072 indtil 1700-tallet, hvor den i 1730 blev renoveret og forsynet med en ny facade tegnet af Giovanni Antonio Perfetti som erstatning for en tidligere af Andrea Sacchi, hvorpå der var opsat en afbildning af Kirkens titelhelgen San Biagio, som var Biskop i Sebaste og menes at hjælpe de bedende med halsonder. Netop San Biagio's strube opbevares som relikvie i Kirken.
San Biagio's festdag er den 3. Februar og på denne dag uddelte munkene som nævnt små velsignede brød ("pagnotte") til kirkegængerne.
I 1671 var Kirken skueplads for en større begivenhed, da dens meget dyrkede Madonna-billede, Madonna delle Grazie, blev forsynet med en krone.
På et stik af Giuseppe Vasi fra 1761 ses Kirken midt i billedet til venstre for Palazzo Sacchetti.
Indtil 1800-tallet stod der bag Kirken en romansk kampanile i 4 etager, som stammede fra Middelalderkirken. Nogle rester af denne kan stadig ses på bygningens sidemure og under tagskægget.
I 1832 overlod Pave Gregor XVI, der havde ladet bygningen fuldstændigt renovere af arkitekten Filippo Navone, San Biagio til armeniernes sammenslutning og herberg, der har navnet Venerabile Ospizio degli Armeni di Santa Maria Egiziaca. Denne forening passede Kirken indtil 1836.
Igen i 1994 blev Kirken restaureret, men det meste af dens indre har bevaret udtrykket fra 1833.
KIRKENS YDRE:
Facaden stammer fra 1730 og er tegnet af Giovanni Antonio Perfetti. Den er delt i 3 felter, et bredt midterfelt og 2 smalle sidefelter, af 4 brede, flade og dobbelte mursøjler med høje baser og komposite kapitæler. I midterfeltet sidder indgangsdøren i en bred, profileret stukramme med et brudt, buet gavlfelt, hvorover der i en rigt udskåret og profileret ramme sidder en stor fresko forestillende San Biagio, der i sin Biskopklædning bøjer sig frem over sine sognebørn. Det henviser tilsyneladende til beretningen om, hvorledes San Biagio udvirkede et mirakel, da en lille dreng var ved at kvæles i et fiskeben. Et maleri med samme motiv kan ses på Kirkens højalter. Rammedekorationerne er forneden en muslingeskal og palmegrene, samt foroven endnu en muslingeskal mellem vinranker og drueklaser. Det hele toppet af et delvist trekantet gavlfelt. Under muslingeskallen er der blevet plads til en tekst på armensk. (Se foto fra Info.roma)
I de smalle sidefelter sidder underst 2 ovale vinduer og ovenover 2 rektangulære. Kapitælerne bærer flere brede og smalle friser, som er forsynet med en indskrift på latin: "In Honorem S. Blasii Ep. M. Sebastn. armen". Øverst breder indtil flere, brudte, profilerede buer sig over det smalle buede gavlfelt uden udsmykning.
Til højre for Kirken står et nydeligt hjørnehus, som idag er indrettet til hotel, men tidligere var en del af Ungdomsfængslet, der ligger på grunden bag Kirken.
Til venstre står den tidligere Klosterbygning, Convento degli Armeni der også kaldes Ospizio degli Armeni, med et smukt og pompøst opbygget gadealter fra 1700-tallet på facaden.
INDENFOR I KIRKEN:
Det kan være vanskeligt at få lejlighed til at få et kig indenfor i San Biagio, men det lader til, at der normalt afholdes messe om søndagen kl.11. Man kan eventuelt prøve først at kontakte armeniernes hovedkirke i Rom: San Nicola da Tolentino.
Kirken består af ét langt rum med et alterbord i hver side i en meget lidt dyb niche. I længden er rummet opdelt i 3 dele af 2 + 2 søjler. Først efter et lille forrum står der 2 kraftige søjler, som adskiller dette fra selve kirkerummet. Efter sidealtrene og 2 lave sidetrapper op mod den halvcirkelformede alterapsis, adskilles denne også fra rummet af 2 mindre og slankere søjler i hvidt marmor med joniske kapitæler. Væggene er holdt i lysegrønne farver, bortset fra de brede, flade søjler, der opdeler vægfladerne i smallere felter. Disse søjler, der går fra gulv til loft, er malet i en gul marmoreret farve. Øverst, inden den profilerede loftskant, der bærer det vandrette loft, toppes søjlerne af komposite kapitæler. Mellem søjlerne sidder heroppe en række vinduer i venstre side, mens væggene i højre side er uden åbninger.
Loftet er som nævnt fladt, vandret, men udsmykket med store udskårne kassetter af bemalet stuk, der indeholder relieffer med forskellige religiøse symboler.
Det smalle forrum med krydshvælvet loft har kun den halve højde af kirkerummets, da der ovenover er anbragt et korrum.
Kirkerummets udseende stammer fra 1833, da den armenske menighed, Confraternita degli Armeni, ønskede en tidligere firkantet apsis forlænget og afrundet i overensstemmelse med deres religiøse ritus. Den forlængede apsis blev indbygget i en del af det gamle Ospizio af arkitekten Filippo Navone, som også hævede gulvet betragteligt. Samtidig blev det gamle tag fjernet og dækket af det loft, som kan beses idag. I den ene side ses årstallet for ombygningen: 1833.
Højre sidealter har som altertavle et maleri, der forestiller "San Gregorio che battezza il primo re cristiano dell'Armenia, Tiridate III" ("San Gregorio Illuminatore døber Armeniens første kristne konge, Tiridates (Trdat) III", hvilket skete omkring år 301). Billedet blev i 1832 flyttet hertil fra Kirken Santa Maria Egiziaca, som tidligere havde været armeniernes kirke.
Højaltertavlen er et maleri af "Miracolo compiuto da San Biagio" : "San Biagio udfører mirakler". Det er malet i 1700-tallet og henviser til en beretning om, hvorledes San Biagio udvirkede et mirakel, da en lille dreng var ved at kvæles i et fiskeben. På hver side sidder 1800-tals malerier forestillende henholdsvis "San Biagio Bambino" (til højre: "San Biagio som barn") og "San Biagio sorretto da un angelo" (til venstre: "San Biagio støttes af en engel").
Over venstre sidealter hænger det gamle tilbedte Maria-billede, som forestiller "Madonna delle Grazie". Maria blev i 1671 forsynet med en guldkrone.
Litteratur om San Biagio della Pagnotta:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX. - Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 355-357.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Parte 1V / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. ------- side 52-55.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 214-217.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 50.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 11. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1997.
- side 48-49.
Borgato.be: San Biagio della Pagnotta.
Info.roma.it: San Biagio della Pagnotta.