|
Palazzo di Girolamo Pichi - Corso Vittorio Emanuele II nr. 154 - Se nr. 44 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
Den ældste del af dette Palæ, som idag breder sig mellem Vicolo de' Bovari i syd, Via del Paradiso i øst og Corso Vittorio Emanuele II i nord, opførtes omkring 1470 i hjørnet Vicolo de' Bovari og Via del Paradiso. Palæet er senere blevet både forhøjet og udvidet mod den gamle Via Papale, men da denne skulle udvides og omdannes til Corso Vittorio Emanuele II, blev Palæet forkortet med ikke mindre end 16 meter mod den nye gade. Det var den rige og agtede Girolamo Pichi, der lod Palæet opføre. Nogle mener, at arkitekt på byggeriet var Leon Battista Alberti (1404-1472), mens andre antager, at arkitekten var Pietro Rosselli (1474-1531). Girolamo Pichi var søn af den rige handelsmand Ceccolo Pichi, der nogle år tidligere i 1460 selv havde ladet et domicil opføre på sydsiden af Piazza del Teatro di Pompeo, altså kun et kort stykke sydøst for sønnen Girolamo's Palæ. Palæet strakte sig oprindeligt ud mod datidens Via Papale, der idag - som en i slutningen af 1800-tallet udvidet og forbedret boulevard - hedder Corso Vittorio Emanuele II. At have facade mod Via Papale, hvor de pavelige processioner defilerede forbi, gav bestemt prestige og selvom Pichi-familien først sent blev benævnt adelige, var der tale om en meget respekteret familie, hvis medlemmer også bestred mange høje hverv indenfor den kommunale administration. Girolamo's Palæ var af anseelig størrelse og det blev udsmykket og beriget med statuer og malerier, og regnedes af samtiden på højde med kardinalpalæerne. EN TUR RUNDT OM PALAZZO DI GIROLAMO PICHI: Mod Vicolo de' Bovari har den 5 etager høje ejendom 9 fag (se foto fra borgato.be). Alle mure er i lysebrunt puds med dekorationer i hvidt stuk, høje buer i stueetagen, mindre vinduer i kvadratiske, profilerede rammer på førstesalen, rektangulære profilerede og udskårne, samt med små relieffer dekorerede rammer om høje vinduesbuer på andensalen, profilerede rektangulære rammer på tredie- og fjerdesalen. Mod Via del Paradiso er der 8-9 fag med numrene 20-27. Det sidste fag til højre er i stueetagen og på førstesalen dækket af hvide marmorfliser, mens en enkelt række tilhugne sten dækker hushjørnet hele vejen op og fortsætter på facaden ud mod Corso'en, der er Palæets hovedfacade med 7 høje fag, hvor også hovedindgangen findes i nr. 154 i en høj buet portal, flankeret af flade søjler og 2 vinduer under en bred stenbalkon. I den gamle gårdsplads, som man kommer ind til fra hovedindgangen i Corso'en findes to 1500-tals portaler fra den ældre bygning med Pichi-familiens våben. Ejendommen kaldes også Palazzo Pichi Manfroni Lovatti, da den senere overtoges af flere forskellige ejere, heriblandt familierne Manfroni og Lovatti.
Litteratur om Palazzo di Girolamo Pichi: |