Campo dei Fiori er en stor, aflang plads beliggende i kvartererne Rione Parione (mod nord) og Rione Regola (mod syd). Pladsen, hvis navn betyder Blomstermarken, strækker sig over det meste af et stort åbent område, som i Antikken lå vest for Templet for Venus Victrix, der var en bygget på en del af den halvcirkelformede tilskuertribune til Pompejus-Teatret. Sagnet fortæller, at navnet stammer fra en ung kvinde, kaldet Flora, som feltherren Pompejus kurtiserede. Andre forklaringer lyder på, at der på denne Plads afholdtes Blomsterfesten kaldet Floralia, men den mest sandsynlige er nok, at Pladsen i løbet af Middelalderen og helt frem til midt i 1400-tallet henlå som en uplejet eng, hvor de vilde blomster kunne brede sig. Pladsen kaldes også Piazza Campo de' Fiori.

Noget andet der bredte sig i området, var Orsini-familien som her opkøbte huse og grunde og allerede i midten af 1200-tallet ejede et stort område mellem nutidens Largo dei Librari i sydøst og Campo dei Fiori i nordvest, samt mellem Piazza dei Satiri, Via di Grottapinta, Piazza del Paradiso, Piazza del Biscione og Via dei Giubbonari. Familiens hovedsæde, som kaldtes Palazzo Orsini, blev opbygget i og på ruinerne af det antikke Teater og dominerede på denne måde Pladsen og hele området omkring.

Idag kan man stadig se denne markante bygning - nu benævnt Palazzo Orsini-Pio-Righetti - på Pladsens sydøstside, mens bebyggelsen langs de andre sider stammer fra tidligst sidste del af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, hvor der i de fleste huse var indrettet gæstgiverier og værtshuse, samt beskedne hoteller, især ledet af tyske tilflyttere.

Også idag er Pladsen flankeret af den slags etablissementer med udeservering, som er velbesøgte af turister, der flokkes her for at nyde de travle formiddagsmarkeder eller de mere stille eftermiddage, hvor det altid er muligt at finde en side med sol eller skygge efter behov.

Mange haster dog også bare forbi, da Campo de' Fiori er et rent knudepunkt for veje og gader på kryds og tværs. Fra sydøst kommer den lange Via dei Giubbonari, som her næsten følger den gamle tilskuertribunes bue. Fra nordøst kommer Via del Biscione, som også følger denne bues nordlige del. Pladsens nordside har her en lang, sammenhængende husrække, der først afbrydes af den fra nord kommende Via dei Baullari og derpå af Piazza della Cancelleria, samt fra vest her af Via del Pellegrino. På vestsiden mod syd udmunder Via dei Cappellari, mens selve sydvestsiden gennemskæres af en lang række mindre gader: Via dei Gallo, Via dei Baullari, Via della Corda og ved hjørnet af Via dei Giubbonari: Via dei Balestrari.

Campo dei Fiori set mod nordvest. cop. Leif Larsson

EN TUR RUNDT PÅ PLADSEN:

Det åbne område på Campo dei Fiori domineres af 2 ting. Først og fremmest af den store statue af Giordano Bruno, som står midt på Pladsen. Den er rejst i 1887-1889 til minde om Giordano Bruno, der den 17. Februar 1600 blev brændt på dette sted, fordi han opfattedes som kætter. Selve statuen er udført af Ettore Ferrari. (Se foto fra borgato.be).

Den anden seværdighed på Pladsen er den store fontæne opsat i det nordvestlige område (se foto fra borgato.be).

Med start fra Via dei Giubbonari: hvor den store, dominerende bygning på højre side er Orsini-familiens Palæ: Palazzo Orsini-Pio-Righetti med den lave tilbygning, der idag huser biografen Cinema Farnese. På muren til venstre sidder bag en lille altan et af de små gadealtre med et maleri af Jomfru Maria i en udskåret, oval ramme. Den lave del fortsætter hen i en restaurantbygning i den nederste del af det egentlige Palæ opført i brændte teglsten, men med hvidpudset facade nederst og marmorbeklædning i form af flade søjler og en udskåret frise på andensalen, hvor der er 3 store vinduer, mens der på trediesalen kun er et enkelt i teglstensmuren og ovenover et lille vindue. En del af bygningen er det såkaldte Torre dell'Arpacasa, også benævnt Torre degli Orsini. Palæets egentlige hovedfacade i marmor med søjler og udskæringer findes dog rundt om hjørnet, på Piazza del Biscione.

Den første sidegade er her Via del Biscione, hvor der står et af de gamle 1400-1500-tals huse i 4 etager med 2-4 usymmetrisk anbragte fag mod sidegaden og 1 fag mod Pladsen.

Derpå følger et smalt 2-fags hus i 5 etager med lystpudset facade med hvide etageadskillelsesbånd i stuk ligesom de brede vinduesrammer og husnumrene 49 og 50. Denne type vinduesrammer går igen på mange andre af Pladsens facader, men nabohuset i nr. 46-48 (der er 3 fag i stueetagen, men kun 2 fag på hver af de 6 andre etager, hvoraf de 2 øverste er tilbygget senere) har yderligere udsmykning om andensalens vinduer, hvor rammerne er profilerede og har vandrette friser og overliggere. (På førstesalsmuren over nr. 49 er der indfældet et lille majolikarelief af Jomfru Maria).

De fleste af de næste huse har kun 2 fag - og smallere fag end det ovennævnte hus. Det første med numrene 44-45 er i 6 etager, hvoraf den øverste er tilbygget senere. Førstesalens vinduer er omdannet til altandøre bag små smedejernsaltaner og mellem dem sidder et ejermærke, der viser, at huset har tilhørt Lægbroderskabet Arciconfraternita di San Girolamo della Carità, hvis mærke er et afrundet kors i en cirkel. I rammen står: "Sub. Proprietate. Charitatis" og nedenunder sidder en lille aflang tavle med indskriften No. XXXIII, som angiver registreringsnummeret 33 i Broderskabets protokol. (Se foto fra borgato.be)

Det 4-etagers nabohus har også altaner på de 3 øverste etager og forneden til venstre en meget smuk, udskåret indgangsportal i marmor med en profileret bue under en pagodeformet overligger. Døren har nr. 42, mens butikken til højre har nr.43.

Huset til venstre ser næsten ud som én bygning med 4 fag, men ved nøjere eftersyn kan man se, at der er tale om to 2-fags huse, der er bygget sammen. De har begge 4 etager, men vinduer og etageadskillelseslister følges ikke helt ad. Dog er førstesalens vinduer søgt gjort ensartede med høje profilerede rammer og vandrette overliggere. Andensalens vinduer flugter også nogenlunde, mens trediesalens er meget forskellige. Til højre er der 2 meget høje og kraftigt profilerede og udskårne vinduesrammer og tagudhængene er også i lidt forskellig højde og udformning. Også stueetagens åbninger er uensartede. I nr. 41 er der en meget smal indgangsdør, mens der i nr.40 er en firkantet åbning til et Pizzaria. Til venstre sidder der en stor dobbeltdør under en bue med nr.39. Begge facader er pudset op i en lys rød farve. På førstesalsmuren mellem nr. 40 og 41 sidder endnu en ejermærkesten. Denne er firkantet med teksten: "S.P. CAP - S. LAURENTII -IN DAMASO". Ejendommen har altså tilhørt Kirken San Lorenzo in Damaso. Øverst på tavlen er der en lille tegning af en pavillon og en rist, der hentyder til San Lorenzo's martyrium. (Se foto fra borgato.be)

Næste husfacade er derimod i lysegult puds med brede grå etageadskillelseslister og vinduesrammer i stuk. Huset har 4 etager og 2 fag med numrene 37 og 38 og muren omkring dem er beklædt med store travertinfliser.

Herefter følger et lidt bredere hus, som dog stadig kun har 2 fag vinduer. Her er 5 etager med profilerede vinduesrammer på de øverste. Facaden er i lyst rosa puds med cremefarvede vandrette bånd under vinduerne. I stueetagen er der 3 åbinger med numrene 34-36. Hovedindgangen er i midten i nr.35.

Det sidste hus før sidegaden Via dei Baullari har 3 fag i 5 etager. Facaden er i lysebrunt puds med lyse etageadskillelsesbånd under de høje vinduer i brede profilerede rammer, som på anden- og trediesalen har vandrette overliggere. I stueetagen er der store, firkantede åbninger med restaurantindgange i nr. 31-33. Hushjørnet er dækket af lodrette rækker af sten, stenkvadre forneden og tyndere stenplader foroven. Huset er hjørneejendom til sidegaden, hvorudtil der er en meget lang sidemur med 9 fag og en stor udskåret indgangsportal i nr.24.

Campo dei Fiori set mod nordøst, Via del Pellegrino og Via dei Baullari. cop. Leif Larsson

Via dei Baullari løber her mod nordøst op til Corso Vittorio Emanuele II. Gaden videreføres på Pladsens vestside, hvor den fortsætter ned mod Piazza Farnese.

Efter sidegaden står der en karré i 5 etager og 4 fag mod Pladsen. Den lysebrune pudsede facade er enkelt udsmykket med smalle vandrette friser og smalle profilerede rammer om vinduer, der i nogle tilfælde er tilmurede. I stueetagen er der 3 forretninger med numrene 28, 29, 30. Ud mod Via dei Baullari har ejendommen 3 fag og mod den næste sidegade kun ét fag.

Sidegaden her er faktisk en plads: Piazza della Cancelleria, og lige frem fortsætter husrækken i gadeforløbet Via del Pellegrino.

PLADSENS KORTE NORDVESTSIDE:

Karréen mellem Via del Pellegrino og Via dei Cappellari består af 3 huse, først et smalt, ét-fags hjørnehus i 4 høje etager med en overbygget tagetage og 3 fag mod gaden med indgang i dennes nr. 11. Det er det såkaldte "Palazzo di Mattia Corvino". Facaden er pudset op i en lysebrun farve og vinduerne, der på første- og andensalen sidder over lysere vandrette bånd, er i brede, let profilerede stukrammer. En bred, flad stuksøjle markerer hushjørnet, hvor der på andensalen her sidder 2 våbenskjolde i relief. Det øverste for Pave Alexander VI sidder direkte på hjørnet, mens det nederste sidder ud mod Pladsen ligesom der på facaden mod gaden sidder et lignende, begge med mærker for de "vejdirektører", som stod for byplanlægningen på dette område (C. Beneimbene og P. Matuzzi).

Til venstre herfor står et 2-fags hus i 6 etager med en overbygget syvende etage. Facaden er i lysebrunt puds med lysere vandrette bånd under vinduerne, som er indsat i brede, profilerede, lyse stukrammer.

Karréens sidste hus er også hjørnehus mod sidegaden Via dei Cappellari, hvorudtil ejendommen har 7 fag. Mod Pladsen er der ikke mindre end 11 fag på de 4 etager, hvoraf den øverste er tilføjet senere. I stueetagen er der derimod kun 7 åbninger, nogle som store portbuer, hvori der nu er indrettet forretninger (nr. 22, 22A, og 23), andre med indgangsdøre i høje travertinbuer (nr. 25 og 26), en enkelt i en firkantet ramme (nr.22B) og endelig i nr.24 hovedindgangen i en høj portalbue af tilhugne kvadersten. Alle vinduer er i brede, let profilerede stukrammer og stueetagens lokaler optages for størstedelen af den gamle og kendte restaurant La Carbonara, som har ligget her på stedet siden 1912. Ejendommen skulle tilhøre Lægbroderskabet Confraternita SS Sacramento di San Pietro in Damaso .

Mellem Via dei Cappellari og Vicolo del Gallo står en meget gammel ejendom med hjørnet ud mod Campo de' Fiori. Det er den bygning, som i slutningen af 1400-tallet husede det berømte Hosteria della Fontana, der ejedes af Pave Alexander VI's elskerinde Vannozza Catanei, som også var moder til 4 af hans børn.

PLADSENS SYDSIDE:

Vicolo del Gallo løber mod sydvest ned til Piazza Farnese.

På den anden side af denne gade står en stor nyere, 5-fags ejendom, som fylder hele karréen mellem Vicolo del Gallo, Campo dei Fiori og næste sidegade Via dei Baullari, der her viderefører det forløb ned mod Piazza Farnese, som startedes i gadestykket på Pladsens modsatte side. Bygningen er Palazzo Rigacci, som opførtes af Rigacci-familien så sent som i 1867 trods facadens 1500-tals stil. (Se foto fra borgato.be). Huset er i 5 etager og det har 5 fag mod Via dei Baullari og 5 fag mod Vicolo del Gallo. På de nederste 2 etager af facaden er der påsat stenfliser, mens de øvre etager er i lyst rosa puds under det udskårne tagudhæng og mellem stenrækkerne på hushjørnerne. Hovedindgangen er i en høj, profileret portbue i nr. 19, mens de firkantede åbninger i numrene 17, 18, 20 og 21 huser forskellige butikker og restauranter. På den store træport står teksten: "Anno Domini MDCCCLXVII", hvilket er Palæets opførelsesår: 1867. På hushjørnet sidder i førstesals højde en stor, oval udskåret ramme med et af de mange Maria-billeder, som området er så rigt på. Palæet blev opført efter at nogle mindre huse, som stod her og ud på Pladsen mellem Via dei Baullari og Vicolo del Gallo, der dengang her hed Via dei Macelli, blev revet ned.

Via dei Baullari løber som de øvrige sidegader her mod sydvest ned til Piazza Farnese. (Gaden er en fortsættelse af den Via Baullari, som fra nordøst udmunder på Pladsens nordside).

På sidegadens modsatte hjørne står et 5-etager højt smalt hus, som kun har et enkelt fag mod Campo de' Fiori, men hele 13 fag mod Via dei Baullari, hvor også hovedindgangen findes i en stor stenportal i nr. 37. Ejendommens anden hovedfacade vender ud mod Piazza Farnese, hvor der også er en stor portal flankeret af søjler. Der er her tale om det såkaldte Palazzo Fusconi Pighini, der mod Campo dei Fiori kun har ét husnummer (16) i en portbue nu indrettet til restaurant. De ældste dele af Palæet er opført i 1520 , mens de nyere dele byggedes i 1725.

Huset til venstre er til gengæld ret gammelt og stammer fra 1500-tallet. Det er i 4 høje etager, men har kun 2 fag. Facaden er i gråt puds og vinduerne er i enkle rektangulære rammer, dog er det til venstre på andensalen, samt det på trediesalen, sat over en profileret travertinkarm og muren omkring er afdækket for at vise de gamle vinduesbuer. Oprindeligt har facaden været udsmykket med bemaling, men det er svært at skelne sporene heraf idag. I stueetagen er den venstre åbning muret til, så der kun er indgang til én virksomhed i nr. 15. På muren til venstre sidder lige over stueetagens åbning en marmortavle, der angiver at grænsen til kvarteret Rione Regola går langs denne husrække.

Ejendommen til venstre har 5 fag, men kun 4 åbninger i stueetagen med numrene 11, 12, 13 og 14. Huset er i 4 etager med overbygget tagetage og -terrasse. Vinduerne på første- og andensalen er høje, rektangulære og indsat i profilerede rammer. Trediesalens - i samme slags rammer - er derimod lave og aflange. Facaden er lystokkerfarvet.

Det sidste hus inden næste sidegade har en vis lighed med hjørnehuset mod Via dei Baullari. Her er nemlig også kun ét fag mod Pladsen, til gengæld sidder vinduerne anderledes og huset har kun 4 etager. Hushjørnets udformning minder også om det andet hjørne, men det er kraftigere stenkvadre, som er anvendt på de nederste 2 etager her - samt omkring den store portbue med nr. 10. Bygningen, der har 3 fag mod sidegaden Via della Corda, er bygget i 1600-tallet.

Via della Corda løber som de øvrige sidegader mod sydvest til Piazza Farnese.

På gadens modsatte hjørne står et hus fra 1700-tallet. Det er en stor 6 etagers ejendom med 5 fag mod Pladsen og 2 fag, måske senere udbygget til 8 fag, mod sidegaden. Facaden er pudset op i en lys farve, mens stukrammerne om de høje vinduer er en anelse mørkere ligesom den lette, lodrette hjørnemarkering, hvor der ud for førstesalen sidder et våbenskjold i relief for en ikke nærmere bestemt pave. Teksten lyder: "Sacrosancta - Lateranensis - Ecclesia - Omnium Urbis - et Orbis - Ecclesiarum - Mater - et Caput" ("(Tilhørende) Den Hellige Laterankirke, Moder og Overhovede for alle Byens og Verdens Kirker". (Se foto fra borgato.be). Palæet har husnumrene 6, 7, 8, 9 og 9A med en høj portalbue i nr. 8 under en svungen overligger, alt i travertin. På hver side er der butiksindgange i 2 mindre buer.

Huset til venstre med numrene 3-5 har 3 fag i 5 etager med en stenmønstret facade på de 2 nederste etager og en lys cremefarvet pudset mur med let indridset stenmønster foroven. Her er vinduerne høje og i profilerede rammer under vandrette overliggere, der på andensalen er båret af små konsoller. Den karmløse indgangsdør sidder i en høj, smal bue i nr. 3.

Sidste hus er hjørnehuset mod sidegaden Via dei Balestrari. Det er en 4-etagers bygning med 3 fag vinduer mod Pladsen, mens der i stueetagen kun er blevet plads til 2 store, firkantede butiksåbninger. Mod sidegaden er der 2 fag uden indgange. Mod Campo de' Fiori er der tale om oprindeligt 2 små huse, et i 2 fag (til højre) og et i blot ét fag (til venstre), som er blevet sammenbyggede og forsøgt gjort sammenhængende, hvilket i hvert fald er lykkedes i stueetagen, mens den øvre facade viser forskellige ejerforhold. Til højre er den i lyst rosa puds, til venstre er pudsen lys cremefarvet. Vinduernes størrelse, indramning og udseende er nogenlunde ens, men på facaden til højre løber under trediesalen en smal cremefarvet frise.

Via dei Balestrari løber som de andre sidegader her også mod sydvest, men ikke frem til Piazza Farnese, derimod ender den i Piazza della Quercia efter først at have gennemskåret tværgaden Vicolo del Giglio.

Huset på den modsatte side af Via dei Balestrari ligger ud mod Via dei Giubbonari og hører derfor ikke til husrækken mod Campo dei Fiori.

LIDT MERE HISTORIE:

Antikken:

Campo de' Fiori ligger som nævnt på en del af det åbne område foran det Tempel for Venus Victrix, som i år 61 før Kristus var bygget for enden af - og øverst oppe på - Pompejus-Teatrets halvcirkelformede tilskuertribune's runding, på hvis ruiner det store Palazzo Orsini-Pio Righetti senere blev opført. Området lå mellem 2 antikke gader, der fra Teatret løb parallelt mod nordvest ligesom nutidens Via del Pellgrino (den nordligste) og Via dei Cappellari (den sydligste), som muligvis også var den der omtaltes som "Via Tecta", den overdækkede gade, der løb videre ned mod bymidten i et forløb meget lig nutidens Via dei Giubbonari.
Også mellem den åbne plads og Venus-Templet løb der i Antikken en gade, som startede nede fra Via Tecta og løb mod nordøst ligesom nutidens Via del Biscione, over Piazza del Paradiso, med udmunding i nutidens Corso Vittorio Emanuele II lidt før Largo dei Chiavari.

Det er tilsyneladende ikke mange antikke fund, der er udgravet på selve Campo dei Fiori. På kort 13 i Atlante di Roma Antica er kun aftegnet nogle murrester på stykket mellem de 2 grene af Via dei Baullari, samt midt på Pladsen, hvor nu statuen af Giordano Bruno står. Ellers er de antikke rester begrænset til området mod øst, hvor Pompejus-Teatret stod, og til området nord for Via del Pellegrino og vest for Piazza della Cancelleria omkring Kirken San Lorenzo in Damaso. Her er der udgravet både rester af beboelsesejendomme, en Mithras-helligdom og rester af en af Kejsertidens store væddeløbsstalde Stabulum factionus Prasinae.

Pompejus-Teatret blev restaureret mange gange i løbet af de omkring 500 år, det var i brug (fra år 55 før Kristus til efter år 510 efter Kristus, hvor den sidste store restaurering fandt sted), men i løbet af Middelalderen forfaldt anlægget og Pladsen foran kom til at ligge øde og forladt hen.

I denne periode samlede Orsini-familien sig store ejendomme netop i dette område, hvor de i Teaterruinerne lod bygge deres residens, idag kaldet Palazzo Orsini-Pio-Righetti. Familiens besiddelser strakte sig i midten af 1200-tallet fra stykket Largo dei Librai, Piazza dei Satiri, Via di Grottapinta, Piazza del Paradiso, Piazza del Biscione, og fra Via dei Giubbonari over Campo dei Fiori, hvis sydside mod nutidens Piazza Farnese på stykket mellem Via dei Balestrari og Via dei Baullari var afgrænset af mure rundt om køkkenhaver og urtegårde.

I 1400-tallet begyndte den første spæde bebyggelse langs Pladsens sider. Den bestod mest af beskedne kroer og værtshuse og på hjørnet mod Via del Biscione afholdtes der hestemarked. Pladsen henlå ellers mest som eng, måske med mange blomster, hvilket kunne være grunden til navnet Campo dei Fiori, Blomsterengen. Der forøvrigt havde bestemte stedsangivelser: den vestligste del mod Via dei Cappellari omtaltes som "in pede", mens den østlige del kaldtes "in capite" ("i benenden" og "i hovedenden"). På "in pede"-området fandt også kornmarkedet sted hver uge og på de ældste kort er der her aftegnet nogle mindre huse og en aflang bygning, som nok var et kornmagasin (disse blev måske først bygget i perioden 1468-1471 under Pave Paul II, hvor der var stor mangel på korn. Denne Pave var særligt opmærksom på kornforsyningen i Rom). I 1440'erne fik Pave Eugen IV en henvendelse fra Kardinal Scarampo om Pladsens dårlige stand: "Jeg har set, at Piazza di Campo di Fiori er henfaldet til blot at være en græsningsmark for heste, og mener derfor, at den bør brolægges." Paven døde i 1447, så det var kun den første del af dette arbejde, som blev sat i værk og afsluttet i 1449.

I midten af 1400-tallet begyndte interessen at samle sig om den ellers øde og forladte blomstereng og tidens magtfulde familier begyndte at strides om ejerskabet. Orsini-familien residerede altså i sydøsthjørnet, mens deres hovedfjende Grev Everso dell'Anguillara opkøbte ejendomme lidt vest for Via del Biscione for at kunne kontrollere området herfra. I samme område, men tæt på Orsini-familiens ældste huse lod også Pave Eugen IV's nevø Kardinal F. Condulmer bygge et nyt palæ. I Pladsens modsatte ende havde Tebaldeschi-familien deres huse med et befæstet tårn i Via dei Tebaldeschi, nutidens Via dei Cappellari. Ejendommen overtoges i 1400-tallet af familien Della Valle.

Indtil omkring 1860'erne var Campo dei Fiori ikke så lang, som den er idag. Den nåede egentlig i nordvest kun frem til Via dei Baullari, hvor der imellem denne gade og en nu forsvunden gade ud for Vicolo del Gallo stod en lille samling huse, som grænse for det åbne område.

I 1456 var Pladsens betydning blevet så væsentlig, at Pave Calixtus III lod den brolægge, udført under opsyn af Kardinal Mezzarota Scarampi. Under Pave Sixtus IV (1471-1484) ændredes blomsterengen til en regulær Plads og samtidig åbnedes den nye forbindelsesgade Via Florea, nutidens Via del Pellegrino (en indskrift fra 1483 til minde herom findes idag på muren i Via dei Balestrari, på hjørnet af Via dei Giubbonari). Yderligere belægning udførtes senere i 1489, hvor Campo dei Fiori, Platea Campo Florum, efterhånden var den mest trafikerede plads i byen og dennes vigtigste handelscentrum. Af denne grund lod Pave Innocens VIII Pladsens brolægning forny i perioden 1488-1490. Her blev den gamle stenbelægning erstattet af en ny i teglsten, som købtes af Saba Porcari for 210 guldfloriner.

På Campo de' Fiori færdedes alle slags mennesker: prælater, notarer, håndværkere, turister og udenlandske legater og ambassadører, der ofte fandt logi i Palazzo Orsini. Den store tilstrømning gjorde, at næsten alle Pladsens sider fra slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet var bebygget med huse, der i stueetagen havde værtshus eller "osteria", mens sidegaderne fyldtes med både beskedne herberger og "luksushoteller". Disse var som oftest ledet af tyske tilflyttere, som var meget ansete af blandt andre Pave Pius II.

Blandt gæstgiverierne kan nævnes "Capo d'Oro" på selve Campo de' Fiori ved Via dei Cappellari og det meget gamle "Arco di Campo de' Fiori", som har navn efter Buen i starten af Via dei Cappellari. "Il Gallo" ("Hanen") beliggende på hjørnet af Via dei Cappellari og Vicolo del Gallo lå her i 1700-tallet, mens "Hostaria della Vacca", som ejedes af Pave Alexander VI's elskerinde Vannozza Catanei i slutningen af 1400-tallet lå på netop dette hjørne. Huset står her stadigvæk! Ved siden af stod "La Barca" ("Båden") og overfor "La Fontana" ("Fontænen"), som også ejedes af Vannozza, og et andet værtshus kaldet "La Scala" ("Trappen"). Ved Via dei Baullari stod "Albergo La Corona", mens der i begyndelsen af Via dei Balestrari fandtes "Osteria dei Balestrari", som omtales allerede i 1600-tallet.

En del af Campo de' Fiori's betydning skyldtes, at ruten for de mange pavelige processioner mellem Peterskirken og Laterankirken eller den indre by gik over Pladsen. Især kan nævnes den meget prægtige "Possesso-procession", hvor den nyvalgte Pave blev hyldet på sin færd fra kroningen i Peterskirken til "indtagelsen" af sin post som Roms Biskop i Laterankirken. Herigennem gik også processionen ved Kejser Karl V' s indtog i Rom i 1536 med al den pragt og vælde, som en sådan lejlighed krævede.

Også mere verdslige fester afholdtes på Campo de' Fiori, for eksempel turneringer, væddeløb og konkurrencer. Men også dystre begivenheder som bålafbrændingen af Giordano Bruno den 17. Februar 1600.

Fra tidlig tid stod der på Pladsens sydlige del en fontæne udsmykket med delfinfigurer i bronze, men Pave Gregor XIII (1572-1585) lod denne erstatte af et lavere springvand kaldet "la Terrina", "Suppeterrinen", efter dens facon. Først bestod den blot af et lavt bassin i marmor, men i 1622 tilføjedes "et låg"i travertin. Fontænen blev flyttet i 1889, da statuen af Giordano Bruno, udført i 1887 af Ettore Ferrari, blev opstillet på stedet. "La Terrina" blev istedet opsat på Piazza della Chiesa Nuova, hvor den stadig kan ses.

I 1898 fik Pladsen en ny fontæne, stadig som et lavt bassin, men uden låg. Den opstilledes på det område, som blev indvundet ved nedrivningen af en række mindre huse, der stod på den dengang lidt kortere Plads, mellem gaderne Via dei Baullari og Via della Corda, som på det nedrevne stykke kaldtes Via dei Macelli.

Litteratur om Campo dei Fiori:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 227-229.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 1I / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. 1980. ------- side 4, 6, 56, 68, 78, 110, 140, 148, 150-164, 172, 180.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ----- side 5, 7, 8, 38, 74, 90, 116.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 224-226.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Cinquecento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Giulio II a Clemente VIII. Leo S. Olschki Editore, 2008. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, XII).
- side 24-26, 30-31, 288, 416.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 55, 56, 90, 136, 157, 194, 195, 215, 244.
borgato.be: Campo de' Fiori.
Info.roma.it: Piazza di Campo dei Fiori, Roma.
Roma Segreta: Campo de' Fiori.
RomeArtLover: Piazza di Campo dei Fiori.