|
Tempietto del Carmelo Se nr. 123 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
Således kaldes et lille kapel, der på østsiden af Piazza Costaguti rager frem i landskabet i form af en halvcirkel formet af søjler og forsynet med et halvkuplet tag. Udover navnet Tempietto del Carmelo - Karmels lille tempel - bruges også navnet Santa Maria del Carmelo om Kapellet.
Den lille bygning, der idag er lukket af et kraftigt og højt metalgitter, opførtes i 1759 after en offentlig indsamling af midler til at bygge en beskyttelse af et mirakuløst Madonna-billede, kaldet Madonna del Carmine, som desværre senere er forsvundet og erstattet af et nyt i 1825. Kapellet læner sig op af vestmuren til det i 1400-tallet opførte Casa di Lorenzo Manili, der står på hjørnet af Via del Portico d'Ottavia og dermed lige i udkanten af det, der engang var det jødiske indelukke, Ghetto'en. En af områdets porte stod lige sydøst for disse bygninger mellem de 2 pladser Piazza Giudea fuori del Ghetto og Piazza Giudea dentro del Ghetto - altså Piazza Giudea udenfor Ghetto'en og Piazza Giudea indenfor Ghetto'en. Kapellets næsten naboskab til Ghettoen forårsagede, at der i en periode her afholdtes tvangsprædikener for beboerne, som man ønskede skulle afsværge deres jødiske tro og konvertere til katolicismen. Kapellet, der tilhørte Kirken Sant'Angelo in Pescheria, blev taget ud af brug og sækulariset i begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter rummet benyttedes til værksted for en lappeskomager. Nu om dagen er bygningen i privateje og i dårlig stand. På de profilerede kanter under kuplen sidder indskrifter, der fortæller om bygningens opførelse og restaurering. Selvom en del af indskrifterne idag er udvidskede og nærmest ulæselige, kan man her øverst læse: "Gloria Libani data est ei decor Carmeli et Saron" og nedenunder: "aedificatum piorum eleemosin Anno Dni MDCCLIX iterum restaurata sumptibus FF. Fratellini an. sub. MDCCCXXV". Bygningen blev opført til ære for Santa Maria del Carmelo, der også har tilnavnet "del Monte Libano". Der er tale om Jomfru Maria i den skikkelse, der kaldes "Madonna del Carmine" og særligt æres af Karmeliter-Ordenen. Carmine står for Carmelo, Karmels Bjerg i Palæstina hvor ordenen opstod. Opførelsen fandt som nævnt sted i 1759 og den senere restaurering fandt sted i 1825, bekostet af Fratellini-familien, som var en rig apoteker-familie, der boede i nærheden af Ghetto'en. På den indre mur sidder andre indskrifter, der omhandler senere restaureringer i 1862 og 1876, samt en genindvielse i 1892. Seneste restaurering fandt sted i 2005. Idag er rummet tomt, men tidligere var der et alter med et guldindrammet maleri af Madonna med Barnet, der begge havde påsat sølvkroner. Desuden havde Maria en halskæde af 5 rækker perler. På alterbordet stod 6 lysestager i træ og 2 lamper med evigtbrændende flamme. Det oprindelige altermaleri skal før Kapellets opførelse have været opbevaret i Lorenzo Manili's hus.
Litteratur om Tempietto del Carmelo: |