Jøder i Rom : Nyere Tid

I begyndelsen af Renæssancen oplevede den jødiske menighed i Rom en vis opblomstring af deres handels- og finansvirksomhed. Kirken forbød nemlig de kristne at yde lån mod betaling, mens jøderne ikke lå under for det samme forbud og derfor kunne opdyrke denne form for bank- og pantelånervirksomhed. Da enhver kristen, som havde behov for rede penge, ikke havde anden mulighed end at henvende sig til den jødiske pantelåner og som betaling for lånet måtte acceptere den rente, som udlåneren satte - nogle gange også en høj rente, så udlåneren blev til ågerkarl - var der her grobund for misfornøjelse og misundelse, der kunne nære den gamle jødefjendtlighed.

Pavernes indstilling til jøderne var stadig meget forskellig i forhold til hver enkelt paves frisind. Martin V (1417-1431), Eugenius IV (1431-1447) og Innocens VIII (1484-1492) var således yderst tolerante, mens senere paver var mere restriktive.

I slutningen af 1400-tallet voksede også Franciskaner-bevægelsen, som var meget kritisk overfor jøderne, som man blandt andet beskyldte for at begå rituelle mord. For at forhindre de kristne i at komme under indflydelse af jødiske pengeudlånere, oprettede man kristne pengeinstitutter kaldet Monti di Pietà og ødelagde på denne måde delvist den jødiske befolknings indtjeningsmuligheder. Især Franciskaneren Giovanni da Capistrano (1386-1456) holdt nogle fanatiske antisemitiske prædikener og kun Pavens manen til besindelse hindrede de ophidsede tilhørere i at begå overgreb.

De italienske jøder holdt tæt kontakt i faren og indsamlede et stort beløb, som formåede at mildne en bulle, som Eugenius IV havde forberedt. Og det lykkedes også det jødiske samfund at formå Nikolaus V til at stoppe Giovanni da Capistranos idé om at tvangsforflytte alle jøder.

I 1492 udjog den spanske konge Ferdinand den Katolske jøderne af sine landområder og de landflygtige drog blandt andet til Italien, hvor de optoges i de eksisterende samfund. Men denne indvandringsbølge - der nærmest fordoblede antallet af jøder i Rom og skabte indbyrdes problemer på grund af forskellige sprog og ritualer - satte fornyet gang i Franciskanernes antisemitiske kampagne og i deres prædikener beskyldte de jøderne for alskens grusomheder: at forgifte brønde, at foretage ritualmord, at udbrede sygdomme og lignende.

De mange nye jøder (de spanske kaldtes "marrani") skabte indbyrdes diskussioner og rivalisering og det blev nødvendigt at oprette særlige synagoger til de enkelte trosretninger og først i 1524 lykkedes det at genoptage fællesskabet under den jødiske leder Daniel da Pisa.

I disse år var der endnu en rolig periode, hvor de rimeligt tolerante paver Julius II (1503-1513), Leo X (1513-1521) og Clemens VII (1523-1534), trods de store problemer omkring Roms ødelæggelse i 1527, lod den jødiske menighed leve i fred og ligefrem opmuntrede studier i hebraisk.

Men herefter voksede intolerancen - også som følge af Modreformationen - og resulterede i stramninger i jødernes levevilkår. De måtte ikke mere besidde fast ejendom eller udøve håndværk, måtte udelukkende tjene som småhandlende eller pengeudlånere. Pave Julius III (1550-1555) beordrede ødelæggelse af jødernes samling af hellige skrifter, Talmud, og værre blev det i 1555, da Pave Paul IV udsendte en bulle ("Cum nimis absurdum"), der påbød jøderne at leve i en aflukket del af byen, en såkaldt Ghetto, skærmet af mure og aflåst ved solnedgang. Synagogen skulle lukkes, jøderne skulle sælge deres faste ejendomme, de måtte kun ernære sig ved handel med brugt tøj og de skulle herefter bære et klædningsstykke i en særlig farve (først blågrøn, nogle år senere gul) som tegn på deres race.

I løbet af de næste måneder byggede man en mur langs Tiberens bredder og mellem de jødiske beboelseshuse, således at området, der kaldtes "Il Serraglio degli Ebrei", helt kunne aflukkes. I muren var der først 2 porte, men senere åbnedes der i 1577 endnu 1, og i 1585-1590 yderligere 2, så tallet nåede op på 5. I 1823 åbnedes 3 mere, så der ialt var 8 porte. Indenfor fandtes der 5 små pladser og en række smalle gader, flankeret af høje huse, for det var den eneste måde, man i de næste mange år kunne udvide arealet. (Se kort over Ghetto'en i år 1700)

Således startede den lange periode, hvor jødernes liv fortrinsvis udspillede sig i Ghetto'en. Dog havde de lov til at forlade denne ved solopgang, hvis de blot vendte tilbage, inden portene blev lukket ved solnedgang. De kunne således handle med de kristne ude i byen og kristne kunne også få adgang til Ghetto'en, men samværet mellem de to befolkninger var ikke ufarligt, i perioder kunne jødiske børn - og såmænd også voksne - nærmest blive bortført fra Ghetto'en for at blive tvangsdøbt.

Den tvungne jødiske tilværelse i Ghetto'en havde dog også sine mildere perioder, for eksempel under Pave Pius IV (1559-1565), der med sin bekendtgørelse "Jus Gazzagà" prøvede at forhindre de kristne husejere i at hæve huslejen i Ghetto'en urimeligt. Hans efterfølger Pius V (1566-1572 strammede imidlertid atter jødernes vilkårene og menighedens økonomi blev væsentlig forringet. Gregor XIII (1572-1585) lettede påny nogle af forbudene, men pressede istedet på med tvangsprædikener for at få gang i jødernes omvendelse. Den strenge Sixtus V (1585-1590) var mild mod Ghetto'en, som han lod udvide. Han gav bedre vilkår for jødernes handel og gav tilladelse til oprettelse af 64 pantelånervirksomsheder, men få år efter strammede Clemens VIII (1592-1602) atter skruen, og hadet og forfølgelserne genopstod.

På dette tidspunkt talte den jødiske menighed i Rom ca. 4000 medlemmer, der levede i fattigdom og nød, også på grund af de skatter, som de skulle betale til Kirken, og som var steget til ekstreme højder i midten af 1600-tallet. Så høje var skatterne blevet, at den romerske menighed måtte ud at låne penge for at kunne betale det skyldige beløb.

Det skulle imidlertid blive endnu værre, da Innocens XI i 1682 forbød jøderne at drive pantelånervirksomhed og på denne måde ødelagde deres sidste og eneste virkelige indtjeningsmulighed.

I 1700-tallet levede mere end 6000 jøder under disse elendige og fattige forhold i Ghetto'en. For at opretholde livet var de nødt til at tage til takke med de ringeste job som omvandrende sælgere af brugte, dårlige og elendige sager og ragelse, som forhandlere af brugt tøj i elendige butikker eller måske som skræddere.

Paverne Benedikt XIV (1740-1758) og Clemens XIV (1769-1774) gjorde nogle mindre forsøg på at lette forholdene for Ghetto'ens beboere, men i 1775 udsendte Pius VI bullen "Editto sopra gli Ebrei", der endnu engang forringede jødernes livsvilkår.

Under den korte franske regering i Rom under Napoleon fik jøderne de samme rettigheder som alle andre borgere, men da Paven overtog magten igen, vendte alt tilbage til det gamle.

Omkring 1840 var den dygtige Samuel Alatri jødernes leder og det lykkedes for ham at opnå nogle lempelser hos Pave Gregor XVI og dennes efterfølger Pius IX, der i 1848 lod Ghetto'ens porte stå åbne.

Men først efter at Rom i september 1870 var blevet erobret af de kongetro piemontesere og indlemmet i det nye italienske kongedømme, kunne jøderne frit forlade Ghetto'en og atter færdes og leve hvor de ønskede. Og til sidst blev det meste af bebyggelsen i Ghetto'en revet ned, da nye brede gader og pladser opstod i stedet og den nye, flotte synagoge blev bygget i 1904. Enkelte rester af den gamle bydel er dog stadig bevaret og stemningen kan fornemmes endnu idag ved Lungotevere Cenci, Via Catalana og Portico d'Ottavia.

Indtil 1587 havde jøderne i Rom haft deres begravelsesplads, Campus Judaeorum, på en grund lidt nord for Porta Portese i Trastevere. Men nu skulle der bygges en ny forsvarsmur herovre og en del af området blev derfor eksproprieret. Det resterende område viste sig snart at være for lille til sit formål og i 1645 tillod Pave Innocens X derfor den jødiske befolkning at købe et stykke jord på Aventinhøjens nordskråning ned mod Valle Murcia, hvor Circo Massimo ligger. Her indrettes nu en ny begravelsesplads, som kaldtes Orto degli Ebrei og var i brug i næsten 300 år indtil 1895, hvor man begyndte at flytte gravsten og gravmæler samt de resterende knogler fra gravene til en ny jødisk afdeling på den nye, store kirkegård Campo Verano , der i de foregående år var blevet anlagt udenfor byen ved Via Tiburtina.

I mange år levede Roms jøder nu et liv på linie med den øvrige befolkning, mange blev dog boende i gaderne omkring den nedrevne Ghetto og her findes stadig jødiske forretninger og restauranter samt synagogen kaldet Tempio Maggiore, den mindre synagoge Tempio Spagnolo og Museo Ebraico di Roma. Gadenavne som Via delle Cinque Scole og Via Reginella minder stadig om den gamle tid. Men mange jøder er også flyttet til andre kvarterer i Rom og på Esquilinhøjen rejste man i 1899 en lille synagoge, kaldet Oratorio di Castro. Den lå først på Piazza dell'Esquilino, flyttede derpå til Via Modena og ligger idag i Via Cesare Balbo nr.33.

I 1938 udstedte den fascistiske regering i Rom en række racelove, som atter gav den jødiske befolkning problemer, men rent katastrofalt blev det først i 1943, da tyskerne havde holdt deres indtog i byen og derpå først krævede en stor pengesum (50 kilo guld indenfor 36 timer) i bytte for 200 jøders liv, og senere (den 16.oktober) deporterede 2091 romerske jøder, hvoraf kun 15 overlevede opholdet i koncentrationslejren Auschwitz.

Idag lever Roms jødiske menighed atter et stille liv blandt byens øvrige beboere.