|
|
|
Sepolcro degli Statilii / Sepulcrum Statiliorum 1.århundrede efter Kristus |
|
I slutningen af 1800-tallet fandt man, da man gravede til anlægget af jernbanen på Esquilinhøjen ved Porta Maggiore, rester af et stort område med antikke grave på den jord, som menes at have tilhørt familien Statilius (også kaldet Statilii eller Gens Statilia). Gravpladsen, som omtales som Sepulcrum Statiliorum, Sepolcro degli Statilii, Colombario dei servi e dei liberti degli Statilii eller Tomba degli Statilii, blev ødelagt under gade- og banearbejdet, men den lå omtrent på venstre side af Via di Porta Maggiore (nordvestsiden), omtrent 200 meter før Byporten, på området mellem gaden og Via Giovanni Giolitti. Området tilhørte i Antikken en af tidens berømte store landsteder, Horti Tauriani, som ejedes af T. Statilius Taurus, der var konsul i år 44 efter Kristus. På gravpladsen fandt man et meget stort urnegravsted, et såkaldt colombario, som indeholdt mere end 500 pladser til asken af Statilius-familiens slaver og frigivne. I 1875-1877 lykkedes det at få udgravet 3 af gravkamrene, inden området blev planeret, og man fandt her 428 indskrifter, som blev dateret til perioden mellem Kejserne Augustus (år 31 før til 14 efter Kristus) og Claudius (41-54). Desuden fandt man andre gravkamre med 108 indskrifter og en lille grav på 2.90 x 1,95 meter udsmykket med fresker, som blev taget ned og idag opbevares i Museo Nazionale Romano. Fresken, som dateres til Augustus' tid, havde motiver fra Aeneas-myten og Roms tidligste historie. Andre dekorationer øverst på væggen og i loftet dateres til begyndelsen af 200-tallet og blev fotograferet og derefter genbegravet. På Statiliernes tid lå området udenfor den gamle Serviske Bymur og da det var forbudt at begrave de døde indenfor murene, var det i Antikken skik at anlægge gravene lige udenfor bymurene, gerne langs de store veje, som førte fra byen ud i oplandet. Den vej, som Statilius-familiens gravplads lå op til, var den gamle Via Praenestina. Der var dog også andre grave end Statiliernes i området. Lidt længere mod sydvest har man fundet en grav for Arruntius-familien og andre grave, hvor man ikke har kunnet klarlægge tilhørsforholdet, er også blevet undersøgt i tidens løb. Sepulcrum Statiliorum bestod af et underjordisk firkantet kammer med et gravrum i midten. På en øvre etage var der lavet små rum med mere end 700 urnepladser, der dog ikke alle var i brug. Det lader til, at etagerne ikke var indbyrdes forbundne, men havde forskellige indgange fra en sidegade til Via Praenestina. Man mener, at gravpladsen blev forladt i år 53 efter Kristus, selvom der stadig var ledige pladser i urnegraven. Måske var det forbundet med Statilius-familiens fald på dette tidspunkt, hvor M.Statilius Taurus begik selvmord efter at Kejserinde Agrippina havde ladet ham anklage for at udøve magi, fordi hun ønskede at overtage hans ejendom. Senere blev en kvinde af familien, Statilia Messalina, gift med Kejser Nero i år 66 og den nye samlede familie skal derpå have ladet opføre nye gravsteder på stedet. Man har nemlig også fundet kejserlige slaver begravet i området. Den store italienske arkæolog Rodolfo Amedeo Lanciani fortæller om opdagelsen af gravpladsen: " Dette Columbarium kom for dagen i 1875... Udgravningerne tog kun få uger, men i den tid fandt man ikke mindre end 566 indskrifter sammen med i hundredevis af sager i terracotta, glas, ben, elfenben, bronze, sølv, guld og marmor, som stammede fra gravgaver. Efterfølgende udgravninger i 1880 bragte endnu flere indskrifter for dagen. På et ganske lille område på få hundrede kvadratmeter fandt man mere end 800." Af andre fund kan nævnes olielamper, skåle, fade, vaser, bronzemønter og en lille terracottabuste af en kvinde. Ud fra grave og indskrifter udregnede Lanciani, at Statilius Taurus, som var konsul i år 10 efter Kristus, og hans familie havde i hvert fald 370 personlige slaver. Men indskrifterne viser også, at der eksisterede flere gravsteder for familiens slaver og frigivne. Nogle af disse fandt man som nævnt i 1880 og antallet af blot de personlige slaver lader altså til at have været endnu højere. Der var f.eks. en person med titlen "Asturconarius", som havde til opgave at passe den spanske hest, som Statilius Taurus havde købt i Asturia-provinsen. Og der var en "puer capsarius", som bar sin herres kappe; 2 "nutrices" : ammer; 1 "obstetrix", dvs. jordemoder, fødselshjælper. Samt en bogholder og flere administratorer af familiens ejendomme. En mand passede gravstedet, en anden de klæder, som familiens forfaderportræt skulle iklædes i begravelsesprocessionerne. Der var slaver som tog sig af badet og remedierne hertil, en række som vaskede og rengjorde. En "medicus ocularius": en øjenlæge; og kvinder som kartede uld, vævede og syede. Alle disse personer fik efter deres død deres urne opstillet i familiens Columbarium. Et relief på en af askeurnerne fra Sepulcrum Statiliorum kan ses på fotograf Alinari's arkiv. Den afdøde begrædes af venner og familie. Hendes navn var Iulia Eleutheridis og hun levede på et tidspunkt mellem det 1. og det 4.århundrede. Relieffet findes i dag i Museo Nazionale Romano. En af de fundne indskrifter er fra den frigivne Statilia Ammias urne fra det 1.århundrede efter Kristus. Indskriften lyder: "Statilia Ammia hic - sepulta est quoius sepult - curam - egerunt - conleg - commorient - Cerdo - ins(ul) - vir - eius - Bathyllus - atriens(is) - Musaeus - ost - Eros - ins - Philocal(us) - unctor" ("Her ligger Statilia Ammia begravet. Hendes begravelse besørgede begravelsesforeningen: Cerdo, som var vicevært, og hendes ægtemand, Bathyllus, som var tjener i huset, Musaeus, dørvogteren, Eros, den anden vicevært i ejendommen, og massøren Philocalus". (ILS 7360 (se litt.note forneden))
Litteratur og links om Sepolcro degli Statilii: |