Villa Wolkonsky, som også staves Villa Wolkonskj eller Villa Wolkonskij, er et af Roms store private parkanlæg. Det tilhører idag den britiske ambassade og er bopæl for den britiske ambassadør i Rom.
Den store villabygning ligger i en meget stor park med gamle træer og rester af akvædukter og antikke grave. Desværre er den lukket for offentligheden og de høje mure omkring giver ikke engang mulighed for et smugkig på herlighederne.
Grunden har en sjov trekantet facon, bredest mod sydvest og smallest mod nordøst, hvor den afgrænsens af Via di Santa Croce in Gerusalemme. På nordsiden af den lange grund løber Via Statilia, på sydsiden Via Giovanni Battista Piatti og på den vestligste del Via Ludovico di Savoia. Her ligger - ud for Via Conte Rosso - hovedindkørslen til Villa'en. Og heromkring slutter grunden, da randbebyggelsen på hjørnet af Via Ludovico di Savoia og langs med Via Emanuele Filiberto, samt om hjørnet ved Via Amedeo VIII, udgøres af almindelige boligblokke med lejligheder og forretninger.
Parken er fuld af høje, gamle, spændende træer, små veje og stier, blomsterbede og skyggefulde anlæg. Og midt i det hele ligger - klinet op ad akvæduktbuerne - den mindre villabygning, som er opført omkring 1830 af den russiske Prinsesse Zenaide Wolkonsky (eller Wolkonskaja, hunkønsformen af ægtemanden Prins Nikita Wolkonsky's efternavn), samt lidt længere mod syd den store, firkantede bygning, som blev opført i 1890'erne.
Zenaide og Nikita var blevet gift i 1811 og 9 år senere kom hun til Rom, hvor hun kastede sig ud i byens kulturelle og selskabelige liv. Efter 3 år vendte Zenaide tilbage til Moskva, men efter Zar Alexander I's død i 1829 forlod hun atter Rusland for at bosætte sig permanent i Rom på den ejendom, som hendes fader havde foræret hende. Her lod hun den romerske arkitekt Giovanni Azzurri tegne den mindre villabygning, som inkorporerede 3 buer af de mange rester af Acquedotto Neroniano, som endnu står påVilla'ens grund. Restaureringen af denne akvædukt fik hun den pavelige administration til at bekoste og nu kunne hun så hellige sig anlægget af en pragtfuld park med mængder af roser og alle slags eksotiske og smukke planter. Gennem parken anlagde hun 2 alléer, som hun kaldte "Allée des Morts" ("De dødes allé") og "Allée des Mémoires" ("Mindernes allé"). Idag ved vi ikke nøjagtig hvor disse alléer løb, men måske løb Allée des Mémoires langs akvædukten og Allée des Morts gennem skovområdet. Overalt lod hun anbringe statuer og antikke fragmenter, samt buster af sine venner.
Denne Villa var Prinsesse Zenaides landsted, for hun ejede også en lejlighed inde i selve byen, i nærheden af Trevi-fontænen. Men en stor del af hende og hendes mands selskabelighed fandt sted i Villa Wolkonsky, hvor både forfattere og musikere flokkedes.
Efter Zenaides død i 1862 arvede hendes søn Alexander Villaen og hans barnebarn Nadia gift Campanari arvede efter ham. I begyndelsen af 1890'erne lod familien Campanari bygge en ny villa-bygning på grunden, syd for den gamle, som ligger i forlængelse af akvædukten.
Fra 1922-1943 anvendtes Villaen af den den tyske regering som ambassadørbolig. I denne periode blev den nye villabygning udvidet med 2 fløje og en ekstra etage. Den gamle villabygning blev også udvidet og flere mindre bygninger blev opført. Heldigvis blev have og park stadig holdt og træerne voksede i ro og fred.
I 1943, da Tyskland okkuperede Rom, ophørte Villaens funktion som tysk ambassade og efter befrielsen i 1944 overtog den Italienske Regering ejendommen.
Fra 1947 har Villa Wolkonsky været sæde for den britiske ambassadør i Rom.
---------- Læs Mere om Villa Wolkonsky ----------
|
