ANNAS ROM GUIDE
Le Colonnacce
Fotos fra Foro Transitorio
"Le colonnacce" ("de 2 store (grimme) søjler") var den betegnelse, som beboerne i Middelalderens Rom hæftede på de 2 søjler, som stod tilbage fra Domitian's og Nerva's Forum, det såkaldte Foro Transitorio.

Søjlerne står på højre side af de tilbageblevne fundamenter fra det Tempel for Minerva, som Domitian lod opføre, da han samtidig viede hele anlægget til denne gudinde, som han havde valgt som skytsgudinde.

Minerva spillede altså en central rolle på dette sted og det gør hun også på de 2 "colonnacce", hvor et relief af gudinden stadig kan ses på den øverste brede del af den frise, som løb langs muren og frem og tilbage over søjlernes kapitæler.

Under den brede del af frisen løber en smallere frise med motiver hentet fra myten om Arachne og med scener fra kvindernes liv og gøremål. Her ses for eksempel kvinder der væver, en beskæftigelse som stod under Minerva's beskyttelse.

De med korinthiske kapitæler forsynede søjler er af pavonazzetto-marmor mens friserne er udført i hvid marmor. De udgjorde en del af Forums langvæg - og en tilsvarende fandtes på den modsatte side - hvor der var opført et smalt, højt podium. Da pladsen på Foro Transitorio var meget trang, var der ikke plads til en egentlig søjlegang og de søjler, som man rejste, kom til at stå meget tæt på væggene, med hvilke de blev forbundet ved hjælp af den gennemgående frise.

Når denne lille gruppe mur og søjler har overlevet til idag, skyldes det, at den indgik som del af områdets byggeri, som mur og væg i de huse der opstod i Middelalderen. Disse er idag nedrevet, så kun søjlerne står tilbage, men på et gammelt stik af Giuseppe Vasi kan man se, hvorledes det engang har set ud.

Litteratur om Le Colonnacce:
Guida archeologica di Roma. A cura di Adriano La Regina. Milano, Electa, 2004.
- side 147f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 4: side 30f.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 165.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 91.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 3. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999.
- side 10ff.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 242ff.
Capitolium.Org: Forum of Nerva.
RomeArtLover:(nr.1 der kaldes Tempio Antico di Pallade): S. Maria in Macello Martyrum.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Ordliste
Fotogalleri
Bykort
Bøger og links om Rom
Restauranter
Hovedside
cop. Leif og Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.5.2006 og sidst opdateret d. 27.8.2006