Kun få år efter politikeren Giuseppe Mazzini's død i 1872, besluttede Regeringen i 1890 at hædre hans minde med en statue i Rom, men denne beslutning blev straks genstand for en voldsom debat, fordi alle partier ønskede at tage æren for idéen.

Til slut enedes man om at sætte 100.000 lire af til projektet, som derpå skulle sættes i gang. Nu viste det sig imidlertid, at Roms bystyre ved den senere borgmester Ernesto Nathan ikke var interesseret i at bidrage til udgifterne ved et monument, men ville foretrække oprettelsen af en social institution eller en skole i Mazzini's navn.

Regeringen gennemførte dog sin plan og nedsatte en kommission, som skulle se på monumentets udformning, placering og hvilke kunstnere, der skulle indbydes til at afgive forslag til udførelsen.

Kommissionen bestod af en række af byens fremtrædende borgere: Fabrizio Colonna, Prospero Colonna, B. Odescalchi, Pilade Mazza, Adolfo Brunicardi, Ettore Sacchi, Giuseppe Sacconi, Ernesto Basile og Gaetano Koch.

Derpå gik der en række år med møder og diskussioner, men det viste sig så svært at finde den rette billedhugger, at der kom forslag om at lade projektet falde.

Omsider lykkedes det kommissionen at nå til enighed og den 23. januar 1902 fik billedhuggeren Ettore Ferrari opgaven overdraget. Han fik også besked på at det hastede med at fremvise et udkast og allerede i maj kom hans første skitse af Giuseppe Mazzini siddende inde i et lille dorisk tempel.

Selve statuen skulle udføres i bronze som en siddende statsmand, der eftertænksomt skuer ud over det nedenforliggende Circo Massimo. Monumentet, der skulle bære statuen, var tænkt som en stor stenklods med flere trin og plateauer. På midten skulle der være en høj base som baggrund for et stort relief med allegorier på Mazzini's samlingstanker: friheden, de undertrykte der kaster tyranniets åg af sig, kampen mod despoterne, revolutionens triumf og anerkendelsen af dem der led og døde for sagen.

Ferrari's skitse blev godkendt og han udførte herefter en gipsmodel i løbet af 1904 og fik bevilget 400.000 lire til færdiggørelsen af statuen.

Der gik imidlertid nogle år, uden at der skete mere i sagen, og i 1911 fravalgte man at opføre det lille tempel til monumentet.

Nu var projektet kommet så langt, at man skulle tage stilling til statuens placering. Tidligere havde Regeringen foreslået Gianicolo-højen, nu foreslog Ferrari en opstilling på Aventin og man enedes i begyndelsen om pladsen foran Kirken Santa Sabina. Denne placering mødte imidlertid modstand i Kulturministeriet og spørgsmålet stod derfor stadig åbent, da 1. Verdenskrig brød ud og der var vigtigere sager at tage stilling til.

Først i 1944 blev spørgsmålet atter rejst. I mellemtiden var Ettore Ferrari død i 1929 og 2. Verdenskrig havde optaget sindene, mens bronzestatuen ventede i et støberi i Napoli og reliefferne stod i kunstnerens atelier.

Efter krigen tog man tanken op igen og denne gang enedes man om en placering på Piazzale Romolo e Remo (nutidens Piazzale Ugo La Malfa). Da nu kunstneren var død, overtog Ettore Guastalla arbejdet med at samle monumentets enkelte dele og opsætte disse efter Ferrari's tegninger. Dog måtte nogle af de allegoriske figurer i relieffrisen fjernes, da Vatikanet i 1948 protesterede mod blandt andet en hest, der trampede henover det kirkelige emblem.

De omstridte figurer blev fjernet og omsider kunne man i 1949 på Republikkens fødselsdag den 2. juni fejre indvielsen af monumentet til ære for en af Il Risorgimento's ledende skikkelser.

Litteratur om Monumento a Giuseppe Mazzini:
La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003.
- side 724.
Malizia, Giuliano: Le statue di Roma. Roma, Newton Compton editori, 1. edizione, 1994.
- side 178ff.
Roma Segreta: Monumento a Mazzini.