|
|
ligger midt på Via del Circo Massimo nedenfor nordsiden af Aventinerhøjen og syd for den nedenforliggende grønne dal med resterne af Circus Maximus. Fra denne plads kan man ad 2 veje komme op på Aventin: ad Via di Valle Murcia mod nordvest og ad Viale delle Terme Deciane mod sydøst. Ugo La Malfa var politiker i efterkrigstidens Italien, hvor han bl.a. en overgang var handelsminister. Han døde i 1979. Førend man besluttede at hædre La Malfa ved at navngive pladsen efter ham, hed denne Piazzale Romolo e Remo. Dette navn overgik derpå til pladsen foran indgangen til Forum Romanum. På Piazzale Ugo La Malfa knejser et stort monument for statsmanden Giuseppe Mazzini. Det er udført i 1929 af kunstneren Ettore Ferrari og blev opsat i 1949 i anledning af 100års-dagen for den romerske Republik (1849-1949). På højskråningen lå i sin tid, der hvor Via di Valle Murcia senere blev anlagt og på begge sider af denne, den gamle jødiske kirkegård kaldet Orto degli Ebrei. De gamle, høje cypresser på højsiden stammer fra kirkegården. Idag er pladsen optaget af Roms Rosenhave, Roseto di Roma. Men også i Antikken havde blomsterne særligt hjemme netop på denne skråning, hvor Gudinden Flora, beskytter af forår, blomstring og frugtbarhed, havde sit Tempel. Også andre frugtbarhedsguder dyrkedes på denne side af Aventinhøjen, for eksempel havde Ceres, Liber og Libera et Tempel lidt tættere på det nedenfor liggende Circus Maximus. |
|
|
|
|
|
|
|