|
|
I Velia-området i det Antikke Rom, mellem Palatin og Esquilin skal der ved begyndelsen af den nuværende Via Madonna dei Monti (Antikkens "Argiletum") have ligget den såkaldte "Tigillum Sororium", der var en slags hellig indgang til den gamle by på Palatin. Ordet "tigillum" betyder "en lille bjælke", her er der tale om en tværbjælke, som var spændt ud imellem 2 altre, det ene for Juno Soraria og det andet for Janus Curiati. Richardson (se litt.note nedenfor) placerer denne bjælke ovenfor alteret Compitum Acilii og nævner, at den spændte overden bivej af Sacra Via, som gik op ad Oppiushøjen. De store piger skulle, når de var ved at komme i puberteten, passere under denne bjælke som et symbol på, at de gik fra barndommen til at blive voksne. Gudinden Mater Matuta skal have været den guddom, der beskyttede de unge piger i den farlige overgangstid og den 11.Juni fejrede de romerske mødre hende ved at samles og bede om hjælp for deres unge døtre. Leo Hjortsø (se litt.note nedenfor) fortæller at ordet "sororium" kommer heraf, da "sororiare" betyder "at klø" og det så skulle hentyde til de unge piger, hvis "bryster begyndte at svulme og klø". Den folkelige forklaring er derimod, at ordet "sororium" kommer af "soror" søster og "sororius" "søsterlig". Således oversættes derfor "Tigillum Sororium" som "Søsterbjælken" og den forbindes med historien om Horatius, der havde sejret over albanerne og herved dræbt sin søsters forlovede. Søsteren Horatia sørgede i stedet for at juble over broderens sejr og i raseri dolkede han hende. Som straf for søstermordet blev Horatiernes slægt dømt til at opstille et "åg", 2 høje stolper med en tværbjælke og hvert år på søsterens dødsdag måtte broderen nu "gå under åget". Raymond Bloch (se litt.note nedenfor) mener, at når bjælken var anbragt på denne måde, symboliserede den en dør og "når Horatius gik gennem den, blev hans urenhed tilbage bag den". (Da Kristendommen senere havde overtaget scenen, afholdtes næsten samme sted en lignende ceremoni, hvor kvinder skulle "gå under" det hellige billede, som blev båret i procession fra Kirken San Giovanni in Laterano til Kirken Santa Maria Maggiore ved Festa dell'Assunzione den 15.August. Ruten gik over Foro Romano og ved Kirken Santi Cosma e Damiano foregik det nævnte ritual). Litteratur om Tigillum Sororium: Ankerfeldt, Carl: Slentreture i Rom. Poul Kristensens Forlag, 1984. - side 100. Bloch, Raymond: Roms oprindelse. Hernov, 1962. - side 50. Hjortsø, Leo: Romerske guder og helte. Politikens Forlag, 1988. - side 63, 93, 179f. Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992x - side 400. Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000. - side 109. |
|
|
|
|
|
|
|
|