ANNAS ROM GUIDE

Ponte Mazzini

Se til højre for nr. 86 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

Ponte Mazzini er en af Roms nyere broer, opført i 1904-1908 for at forbinde området mod øst ved Piazza della Chiesa Nuova med Trasteveresiden og det store (nu tidligere) fængselskompleks Carcere di Regina Coeli.

Ponte Mazzini fra Lungotevere Farnesina - cop.Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Broen har navn efter den italienske politiker Giuseppe Mazzini (1805-1872), men den kaldes også Ponte Gianicolense, fordi Gianicolohøjen rejser sig i baggrunden.

Ponte Mazzini, som blev tegnet af Kommunens ingeniører Viani og Moretti, har en længde på 106 meter, der strækker sig over 3 brede brobuer båret af 4 kraftige bropiller, og en bredde på 17 meter. Murværket er dækket af travertinplader med gennemstukkent mønster og oprindeligt skulle broen have haft en dekoration i bronze med lygtepæle, vædderhoveder og skibsstævne, men 10 år efter projektets start i 1893 var kommunekassen tom og firmaet Allegri Lazzeri måtte arbejde med en reduceret plan. De bronzedekorerede lygtepæle blev dog senere rejst.

Ponte Mazzini, en af lygtepælene med bronzedekoration - cop.Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Den nye bro kunne indvies i April 1908 og den udgår mod nord fra pladsen Largo Lorenzo Perosi, som ligger mellem de 2 brede flodboulevarder Lungotevere dei Tebaldi fra sydøst og Lungotevere dei Sangallo mod nordvest. Fra Largo Perosi udgår den lille gade Via di San Filippo Neri, der tidligere kaldtes Via Padella. Den gamle gade forsvandt sammen med mange andre i området, da man i 1940 rev husene ned for at skabe en bredere gennemkørselsgade mellem Ponte Mazzini og Chiesa Nuova. Dette projekt blev dog aldrig til noget og i stedet har området ligget hen som en stor bar plads, hvorunder der nu er bygget en enorm parkeringskælder (Parking Via Giulia) med indkørsel fra Lungotveresidegaden Via Bravaria.

Mod vest munder Ponte Mazzini ud i krydset mellem Lungotevere Gianicolense, der kommer fra nordvest, og Lungotevere Farnesina, som støder til fra sydøst.

 

 

Litteratur om Ponte Mazzini:
Delli, Sergio: I ponti di Roma. Newton Compton editori, 1979.
- side 136-137.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1979.
- Rione VII, Regola, del 3: side 18.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1980.
- Rione XIII, Trastevere, del 1: side 48.
Tagliaferri, Alberto e Valerio Varriale: I ponti di Roma. 1. edizione. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 347).
- side 117-121.
Alvaro de Alvariis photostream: Ponte Mazzini.
Annazelli.com: Ponte Mazzini ex Ponte Gianicolense (Roma).
Info.roma: Ponte Mazzini.
Wikipedia (italiensk tekst): Ponte Giuseppe Mazzini.

Seværdigheder i området
Steder i området
Personer med tilknytning til området
Kort over området
Tilbage til turen
Fotos fra turen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.9.2019