På den grund, hvor Kirken San Silvestro al Quirinale med det tilhørende Kloster og Klosterhave ligger ved Via XXIV Maggio på skråningen af Quirinalhøjens sydvestside, lå på et meget tidligt tidspunkt i Antikken en helligdom for en af de ældste romerske guder Semo Sancus.

Helligdommen kaldtes Aedes Semo Sancus Dius Fidius, hvilket er guddommens fulde navn i hans egenskab af beskytter af løfter og edsaflæggelser. Den blev ifølge traditionen grundlagt af Tarquinius Superbus eller Tarquinius Priscus, men blev først indviet den 5. Juni 466 før Kristus af konsulen Spurius Postumius Regillensis, hvis navn kom til at stå på en indskrift på Templet. Dette lå ikke langt fra et andet gammelt - ja endnu ældre - tempel - nemlig det for guden Quirinus, som man idag mener har ligget på grunden, hvor Quirinalpalæet står.

Semo Sancus-Templet gav navn til hele området omkring nutidens Largo Magnanapoli på Collis Mucialis eller Collis Sanqualis, hvor der lå en byport i den gamle Serviske Bymur, Porta Sanqualis.

Tempelbygningen var ikke overdækket, således at edsaflæggelserne kunne foregå under åben himmel, således som Leo Hjortsø beskriver det: "Sker edsaflæggelsen i et hus, foregår ceremonien under compluvium (røgfanget i taget), så Jupiter straks oppe fra sin himmel kan se og afsløre en meneder og ramme ham med sit lyn." (Hjortsø s.77). Det var altså ved hjælp af sine lyn, at Semo Sancus Dius Fidius kunne besegle edsaflæggelsen. Stedet, hvor et lyn slog ned, betragtedes af romerne som helligt og her anlagdes et bidentalalter efter særlige retningslinier. Et sådant lille bidentalalter fandtes lige nordøst for Kirken San Silvestro al Quirinale i dennes tilstødende Klosterhave og altså ved siden af eller indenfor Semo Sancus-Templets område.

Det var tilsyneladende her i Templet, at det præsteskab, som stod for bidentalaltrene og kaldtes Decuria Sacerdotum Bidentalium, holdt til. Man har nemlig i slutningen af 1500-tallet fundet en votivindskrift med dette navn på en travertinplade i Klosterhaven og i 1887 fandt man adskillige blyrør med navnet på bidentalpræsterne i Kirkens område længere nede af skråningen, hvor Teatro Drammatico Nazionale blev bygget.

Vi kender lidt mere til dette Tempel, her stod nemlig en statue af Tanaquil, der var hustru til Tarquinius Priscus, Templets grundlægger. Statuen var forsynet med attributterne en ten og en rok, der for romerne var symbol på det ukrænkelige familieliv.

Desuden stod her en bronzestatue af Gaia Caecilia, der af nogle antages at være den samme som Tanaquil, mens andre mener at det drejer sig om dennes svigerdatter. Fra denne statues bælte brugte romerne at tage små affilede spåner til brug i amuletter mod sygdom.

Man ved også fra Livius, at man i år 329 før Kristus opstillede forskelligt krigsbytte i form af bronzeringe eller -skjold efter et salg af konfiskeret ejendom tilhørende en vis Vitruvius Vaccus, en romersk borger der havde hidset borgerne i Fondi og Privernum til oprør mod Rom.

I Templet opbevaredes også et skjold i træ og læder med en inskription med teksten fra fredstraktaten mellem Rom og Gabii under Tarquinius Superbus.

I 1500-tallet kom området, hvor Semo Sancus-Templet lå, til at indgå i Arcioni-familiens besiddelser og det var her, "nedenfor San Silvestro's urtehave", at den i tiden kendte "arkæolog" og antikvitetshandler Antonietto Antiquario i begyndelsen af det 16.århundrede udgravede nogle søjler i rødt og hvidt marmor, som man mente stammede enten fra den gamle helligdom for Semo Sancus eller fra det nærliggende Serapis-Tempel.

Den romerske arkæolog Rodolfo Lanciani fandt under udgravninger i området i slutningen af 1800-tallet 3 søjlebaser og 2 mindre altre, som han mente måtte stamme fra Aedes Semo Sancus.

.