ANNAS ROM GUIDE
Viale del Monte Oppio

er en bred allé, der på Colle Oppio går fra Via delle Terme di Tito ved Largo della Polveriera mod øst ind gennem Parco Oppio, hvor den krydser Via delle Terme di Traiano, støder sammen med den stille Via delle Sette Sale og fortsætter ud til det store kryds Largo Brancaccio, hvor den møder vejene Via Giovanni Lanza fra nordvest og Via Merulana mod øst.

Den første del af vejen går ind over ruinerne af Trajan's Termer og under dem Nero's Gyldne Hus, der er delvist udgravet og kan beses ved at løse billet nede i kiosken ved parkens hovedindgang.

Ruinerne fra Trajan's Termer kan derimod ses flere steder i selve parken som høje halcirkelformede mure fra gymnastiksale og måske et bibliotek (ved Largo della Polveriera).

Og på hjørnet af Via delle Terme di Traiano og Viale del Monte Oppio kan man gennem en lille "pavillon" komme ned til udgravningerne af et nymfæum fra Kejser Trajan's eller endog fra Kejser Nero's tid: Ninfeo di Colle Oppio.

Kort herefter ligger den gamle og interessante Kirke San Martino ai Monti med resterne af huse fra de første århundreder efter Kristus ud til sidegaden Via Equizia.

På Viale del Monte Oppio findes 2 af de små gadealtre, som er opsat på husvægge og gadehjørner overalt i Rom: En Madonna med Barnet i mosaik fra det 20.århundrede og en marmorramme med en fresko af Madonna med Barnet.


Fotos fra området
Kort over området
Restauranter i området
Bøger/links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - sidst opdateret 17.11.2002