|
|
ligger mellem 3 af Roms høje, nemlig Monte Palatino, Colle Aventino og Monte Celio øst for Circo Massimo i den gamle Murcia-dal nordvest for området omkring Caracalla's Termer. Herfra går den brede boulevard Viale delle Terme di Caracalla videre mod øst, Viale Aventino går sydpå, Via di San Gregorio fører mod nord op forbi Palatin til Colosseo og vejene Via del Circo Massimo og Via dei Cerchi går mod vest på hver sin side af Circo Massimo. På pladsen ligger også en metro-station "Stazione Circo Massimo". Her kan ses rester af Porta Capena, en port i Den Serviske Bymur fra 2. halvdel af det 4.århundrede før Kristus (ca.380). Muren omsluttede Roms 7 høje. Porta Capena stod her for at markere begyndelsen af Via Appia, der udgik herfra. I årene 270-275 blev Den Serviske Bymur erstattet af en større ringmur, Den Aurelianske Bymur, og strækningen mellem Porta Capena og den nye Porta Appia (nu Porta San Sebastiano) kom til at ligge indenfor bymuren. De nuværende veje Viale delle Terme di Caracalla og Via di Porta San Sebastiano følger den gamle landevejs forløb. På pladsen ligger FAO's hovedkvarter i en stor bygning fra 1951 tegnet af arkitekten Vittorio Cafiero. Her findes nu også et monument til minde om attentatet på World Trade Centers "tvillingtårne" (Twin Towers) i New York den 11. September 2001 og de mange omkomne: en mindesten med et indgraveret motto af George Santayana: "Coloro che non sanno ricordare il passato sono condannati a ripeterlo" ("De, der ikke husker fortiden, er tvungne til at gentage den") og en cypres i et lille anlæg, samt fra 2009 også 2 søjler som symbol på tvillingetårnene. Søjlerne smykkede i sin tid en fontæne i Curia Innocenziana på Piazza di Montecitorio.
|