|
|
er et lille, grønt anlæg, som i sin tid hørte til Kirken Santa Caterina da Siena og det tilhørende Kloster, der omkring begyndelsen af 1600-tallet blev bygget på Monte Magnanaopli ved nutidens Largo Magnanpoli og Via IV Novembre, på det øverste område af det, der engang var dækket af Kejser Trajan's store Markedskompleks, på hvis ruiner Middelaldertårnet Torre delle Milizie er bygget. |
|
|
Tårnet er idag fritlagt og rejser sig i Klosterhaven ved siden af Kirken mellem de gamle pinjetræer. Palmen og den lave grønne bevoksning vokser i et bed midt på pladsen, som blev anlagt allerede inden en fløj af Klosteret, der var bygget op af Tårnet og derfor i vejen da dette skulle fritlægges, i 1911 blev revet ned. |
|
I stedet for Klostermuren er det idag de gamle mure fra Trajan's Marked, som afgrænser Giardino delle Milizie mod trafikken på Via IV Novembre.
Heroppe på Magnanapoli-højtoppen lå de øvre dele af det store Markedskompleks og gennem det, der muligvis også var et åbent område i Antikken, løb en gade med det senere navn Via della Torre, der tilsyneladende har forbundet Quirinalhøjtoppen i nord med Monte Magnanapolihøjen og Subura-kvarteret i syd. Før området blev omdannet til Klosterhave i 1600-tallet, var det en tid lang del af Caetani-familiens fæstning, kaldet Castello dei Caetani eller Loggetta Caetani, hvoraf man kan se rester i anlægget mellem Torre delle Milizie og Markedskomplekset. Her får man indtryk af at befinde sig i et Middelalderligt kvarter, med en stenlagt gade og husmure med reparationer og tilføjelser fra den tid, som man har ladet stå, da man fritlagde komplekset i 1930'erne.
Litteratur om Giardino delle Milizie: Guida archeologica di Roma. A cura di Adriano La Regina. Milano, Electa, 2004. - side 163. I Mercati Traianei e la Vita Commerciale nella Roma Antica, di Lucrezia Ungaro e Luigi Messa. (Comune di Roma, Assessorato alla Cultura, Centro di Coordinamento Didattico, 3). Roma, Fratelli Palombi Editori, 1989. - side 14, 18. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione I, Monti. del 4: side 46. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|