I 1500-tallets Rom havde kvinder, og her er især tale om enker, visse muligheder for selv at drive forretning eller virksomhed. Ofte en forretning, som de videreførte efter deres ægtemages død, men de havde også her mulighed for at udvide og udfolde sig eller "tænke ud af boksen".

Et eksempel herpå er de mange kvinder, som deltog i arbejdet med opførelsen af Peterskirkens kuppel. - Ja, deltog gjorde de ikke direkte fysisk. Der var ingen kvinder, som mødte op på byggepladsen og deltog i selve byggeriet, men de kunne yde deres på mange andre måder. I mange tilfælde var der dog tale om, at de simpelthen opfyldte de aftaler, som den afdøde ægtemand havde indgået med en køber eller entreprenør.

Disse kvinder blev således arbejdsgivere for en række mandlige arbejdere, som slæbte varer, kørte "firmaets" vogne, og udførte andet arbejde.

Nogle kvindehistorier:

Paola var enke efter Antonio Blado, der var bogtrykker ved Peterskirken, "Fabbrica di San Pietro", og siden 1539 havde trykt alle bekendtgørelser, pavelige buller og dispensationer i sit værksted på Campo de' Fiori. Efter mandens død førte Paola virksomheden videre.

Pavens vaskekone - man må formode, at hun havde mange hjælpere i dette job - hed i 1542 Perna og tituleredes Madonna Perna. I sit vaskeri havde hun en række æsler, som vel trak de vogne, som transporterede vasketøjet mellem vaske-, tørre- og blegesteder. Som hjælp til kuppelbyggeriet stillede hun nu 6 æsler til rådighed for vandbæreren mastro Lorenzo, så han kunne fragte jord til den vejstrækning, som arkitekten Antonio da Sangallo havde projekteret bag Kirken.

Pacifica de Cosciaris stillede i sommeren 1545 sine folk og vogne til rådighed for byggeriet af kuplen på Peterskirken. Pacifica kaldes ellers "tinozzara", "baljefabrikant", men udover at fremstille og transportere disse baljer, kunne hun altså også lade sine vogne fragte travertinblokke fra Tivoli-egnen og ind til Rom. I perioden 8. Juni til 18. Juli stod Madonna Pacifica for ikke mindre end 133 vognlæs af travertinblokke fra Cava dello Schella til Vatikanet, for hvilke hun blev betalt med 8 giuli pr. vognlæs.

Antonina de' Pozzo havde været gift med Giacomo Carone, som inden sin død havde indgået en aftale om at fragte travertinblokke til byggepladsen ved Vatikanet. Som Giacomo's enke fulgte Antonina i hans fodspor og sørgede i årene 1548-1550 for, at fragtaftalerne blev overholdt.

I 1565 døde vognmanden Ponzino, som i 2 år havde haft aftale om at fragte de travertinblokke, der ankom til byen med både på Tiberen og læssedes af i havnen Porto di Castello eller var blevet samlet på lagerpladser rundt om i byen, blandt andet ved Colosseum og Circus Maximus, til San Pietro-byggepladsen. Herved havde han tjent 2 carlini pr. vognlæs og efter hans død tog enken Marta handsken op og sørgede for fragten.

I 1565 stillede også enken Porzia Cenci sine vogne til rådighed for fragt af travertinblokke til byggeriet.

Meget mere om dette spændende byggeri kan læses i Barbara Baldrati's bog: La Cupola della Basilica di San Pietro in Vaticano : il cantiere e il sistema costruttivo. - Editore Studium, 2014.