Victoria-Alteret var en smuk udført græsk statue af Sejrens Gudinde, Victoria. Statuen blev bragt til Rom efter de tarantinske krige i Syditalien mod borgerne i byen Tarentum (nutidens Taranto) og deres hjælpehær ledet af Kong Pyrrhos af Epirus i årene 380-372 før Kristus.

Efter Slaget ved Actium i år 31 før Kristus lod Kejser Augustus statuen opstille i Curia Julia på Forum Romanum blandt andre statuer af Statens skytsånder og til ære for disse plejede senatorerne, når de trådte ind i Rådssalen, at afbrænde en lille smule røgelse.

Således hædret stod Victoria-Statuen i mange år og var garant for Statens opretholdelse og en del af romernes selvopfattelse.

Så kom den nye religion, Kristendommen vandt mere og mere indpas og i 313 erklærede Kejser Constantin den Store denne religionsudøvelse for tilladt. Selvom Kejseren efter sin sejr over Maxentius udenfor Rom ikke ønskede at fejre dette ved at ofre til Victoria, betød det dog ikke, at denne skik forsvandt øjeblikkeligt eller at kulten ophørte.

I mange år eksisterede de to religioner side om side, Kristendommen med flere og flere tilhængere og hedenskabet med færre og færre, men især blandt de traditionsrige fornemme gamle familier, hvorfra senatorer og statsembedsmænd rekruteredes, levede den gamle kult i bedste velgående. Det var den, der havde gjort Romerriget til den magt, det nu var. Det var den, der havde bragt deres familier ære, ry, velstand og magt. Det var den, der stod som garant for at alt dette og de værdier, det var opbygget på, skulle fortsætte også i fremtiden.

Men de nye kristne kejsere ville det anderledes, da Kejser Constantius II besøgte Rom i 357 beordrede han Victoria-Alteret fjernet fra Curia. Den officielle religion var kristendommen, ikke de hedenske guder. Kort efter at Julian den Frafaldne i 362 havde frasagt sig Kristendommen, lod han midlertid Alteret genopstille. Nu stod Victoria-Alteret så på sin plads i de næste mange år.

Med Kejser Gratian (375-383) opstod der en ny situation. I 379 udstedte han et dekret, hvori han forbød enhver kristen religionsudøvelse, som afveg fra den ortodokse katolske lære. Og i 382 afskaffede han enhver statsstøtte til den hedenske kult, til Vestalinderne og de forskellige præsteskaber og konfiskerede deres besiddelser. Og han krævede, at Victoria-Alteret blev fjernet fra Curia Julia.

Det hedenske parti i Senatet blev forfærdet, fra at de to religioner havde levet side om side, blev nu pludselig den gamle religion helt tilsidesat. Og det var dog den, der havde bragt Romerriget den magt og velstand, som befolkningen nød godt af idag. Nu vendte Riget sig mod de guder, der havde skænket dem alt. Det var en forfærdende tanke og samtidig et voldsomt indgreb i den enkeltes ret til at tro på og tilbede den eller de af de mange guder, der fandtes side om side, som man følte særlig var garant for familiens og Rigets ve og vel.

I Rom udfærdigede bypræfekten, Praefectus Urbis Quintus Aurelius Symmachys, på det hedenske partis vegne en appel til Kejser Gratian om at videreføre den tolerancepolitik overfor religionsudøvelsen, som hans forgængere havde gjort og fortsætte med den økonomiske støtte hertil. Men Gratian, som blev rådgivet af Ærkebiskop Ambrosius i Milano, stod fast på, at tidspunktet var kommet, hvor Kristendommens stilling skulle slås fast. I de offentlige bygninger havde de gamle guder ingen ret til at være og de hedenske ofringer i offentlige rum skulle indstilles. Samtidig fralagde Gratian sig den hedenske titel "Pontifex Maximus".

Det var mange mennesker, der ud over den personlige tro, også berøvedes indtægter, magt og andre goder. Der var altså tale om ikke blot en religionskonflikt, men også en strid om magt, indflydelse og økonomi. Den ledende hedenske overklasse var ikke villige til uden kamp at give disse privilegier fra sig og nogle som Prætorianer Præfekten Nicomacus Flavianus veg ikke tilbage for at bruge magt for at ændre tingenes tilstand. De næste ti år kom således til at rumme en række oprør og kampe om magten mellem forskellige kejsere og generaler, kristne og hedenske.

Senatet i Rom prøvede nu at få Kejser Gratian's dekret mildnet på forskellige områder, for eksempel ved at de personer, som nu havde mistet stillinger og indtægter, kunne få andre kompenserende goder. Man vedtog derfor at sende en delegation til Gratian i Milano, hvor han havde opslået sin hovedstad. Kejseren nægtede imidlertid at modtage de hedenske senatorer og kunne ikke se, hvorfor disse skulle tilgodeses i forhold til de mange kristne senatorer.

Da Gratian i 383 blev forladt af sine tropper og dræbt, tog det hedenske parti det som indtægt for de gamle guders vrede og hævn over at blive fornægtet.

I nogle år var magten i Det Vestromerske Rige på forskellige hænder, men Gratian's broder, den ganske unge Valentinian II, havde magten i Italien. Valentinian var nok kristen, men ikke så afvisende overfor andre religioner som Gratian. Hans moder Justina var for eksempel af den arianske trosretning og hans første minister Bauto var hedning.

I 388 lykkedes det den Østromerske Kejser Theodosius I at indsætte Valentinian II som kejser i hele det Vestromerske Rige med den dygtige frankiske General Arbogast som militær leder og egentlig magtudøver og i 391 forstærkedes Kristendommens stilling yderligere, da Kejserne efter opfordring af Ærkebiskop Ambrosius lod Roms bypræfekt udstede et edikt, der forbød ofring og besøg i templerne og tilbedelse af gudebillederne. Og i 392, da Kejser Theodosius I i november ved lov gjorde Kristendommen til Romerrigets statsreligion og samtidig også forbød den gamle kult i hjemmene med ofringer og afbrænding af røgelse for larerne. Alle temmpler og deres besiddelser kom nu til at tilfalde Staten og der fastsattes hårde straffe for overtrædelser, især hvis synderen var statsembedsmand.

I 392 døde Kejser Valentinian II imidlertid under uopklarede omstændigheder. Det vides ikke om han begik selvmord eller blev myrdet af General Arbogast, men denne handlede hurtigt ved at udråbe en ny kejser, nemlig romeren Eugenius, der var kristen, men tolerant og åben overfor hedenskabet og det hedenske parti fik nu igen frie tøjler.

Templerne blev genåbnede, statsstøtten og priviligierne genindført og Victoria-Alteret i Curia blev genrejst. Prætorianerpræfekten Nicomacus Flavianus, som Arbogast i 394 udnævnte til Konsul, og hans søn, som blev udnævnt til Praefectus Urbis, favoriserede de gamle hedenske skikke og deres tilhængere og lod flere kirker i Rom lukke.

Der var nu en hel kreds af hedenske Senatorer i Rom, som kunne ånde lettet op og dyrke deres gamle guder igen. I denne kreds var således forfatteren Quintus Aurelius Symmachus, Arbogast's onkel Ricomerus, Nicomacus Flavianus og andre, som ikke syntes, at Kristendommen havde gjort noget godt for Romerriget.

Men lettelsen varede kun kort. I 394 sejrede Thedosius stort over Arbogast, som sammen med  Nicomacus Flavianus begik selvmord, mens tronraneren Eugenius blev henrettet. Theodosius I tog derpå magten i hele riget som enekejser. Kristendommen havde sejret og Victoria-Alteret blev atter fjernet fra Curia.

De kristnes sejrsrus og glæde over, at Kristendommen endelig havde vundet plads som den eneste tilladte religion i Romerriget, havde dog også negative følger, idet det nu blev legitimt for de rabiate kristne og munkene, der for en tid havde været forment adgang til byerne, at genoptage deres angreb på de hedenske templer og - også med vold - at omvende disses sidste tilhængere. Mange steder i Rom har man fundet tegn på velovervejede ødelæggelser af de gamle gudestatuer og i flere af de mithræer, som er fundet under de kristne kirker, er der spor efter sejrherrenes voldelige adfærd.

Læs mere her om de personer, der prægede debatten i Rom i det 4.århundrede.

Litteratur om sagen om Victoria-Alteret i Curia Julia:
Christensen, Torben: Romermagt, hedenskab og Kristendom, en kulturkamp. Gad, 1970.
- side 276ff.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 268f.
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
- side 41ff.
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
- side 193.
Medieval Sourcebook: Ambrose: Dispute with Symmachus.