|
|
|
født ca. 335-340 - død den 4. April 397 |
Den Hellige Ambrosius, Sant'Ambrogio, var Biskop i Milano og betragtes som en af Kirkelærerne, som er en betegnelse for særligt hellige og lærde mænd indenfor den Katolske Kirke. En "Doctor Ecclesiae" proklameres af Paven. De første kirkelærere er Sant'Ambrogio, Sant'Agostino, San Gerolamo og San Gregorio Magno. (Læs mere her). Ambrosius blev født i den nordre del af Det Romerske Imperium, i byen Trier (på italiensk: Treviri) der ligger ved Moselfloden i Sydtyskland. Hans fader var Prætorianer-Præfekt for Gallien, men døde desværre, mens Ambrosius var barn. Hans moder bragte derefter omkring 354 sine børn til Rom, hvor familien ifølge en legende, der dog ikke står til troende, boede i et hus nord for Circus Flaminius, ved nutidens gade Via di Sant'Ambrogio. Børneflokken bestod foruden af Ambrosius også af søsteren Marcellina og broderen Satyrus (San Satiro). Ifølge legenden indrettede Marcellina senere det fædrene hus til Kloster. Ambrosius fik nu sin skolegang og uddannelse i Rom, hvor han studerede romerret og retorik, og fik derefter ansættelse ved den kejserlige administration hos Præfekten for Prætorianergarden. Ambrosius blev herefter omkring år 370 udsendt til Milano for at styre de nordre provinser Liguria og Aemilia. I Milano var den religiøse leder fra 355 den arianske Biskop Aussenzio, som døde i 374. Valget af hans efterfølger forløb ikke uden problemer og Ambrosius måtte som provinsens leder gribe ind. Han holdt en tale for at berolige gemytterne og den var så afbalanceret og klog, at både arianere og ortodokse katolikker blev begejstrede og på stedet valgte Ambrosius til deres nye Biskop. Valget blev forelagt Kejseren, som godkendte det og Ambrosius måtte til sin egen overraskelse overtage hvervet. Han var dog endnu ikke døbt, da det på den tid var skik at udsætte dåben til en moden alder. Ambrosius blev derfor døbt den 30. November 374, inden han kunne Bispevies ugen efter. Da Ambrosius endnu ikke havde gennemgået undervisning og forberedelse til dåben, som nu blev gennemført i al hast, måtte han selv i gang med at studere de religiøse tekster og lære græsk. Efterhånden som hans lærdom steg, kunne han også argumentere mere og mere i religiøse sager og hans mening fik meget stor betydning. Han blev en stor modstander af Bypræfekten i Rom, Symmachus, som sammen med andre tilhængere af den gamle gudetro i 384 appellerede til Kejseren om at få det gamle Victoria-Alter repareret og genopsat i Senatsbygningen. Ambrosius overtalte senere den unge Kejser Valentinian II til at afslå dette ønske. Han nægtede også at efterkomme et ønske fra Kejserens moder om at overlade den arianske menighed i Rom en bygning til kirkebrug. Ambrosius' stærke holdninger gav sig også udtryk i, at han forbød Kejser Theodosius I at komme ind i Milano efter massakren i Tessalonica i år 390. Først efter Kejserens bod, fik denne tilladelse til at komme ind i Kirken. Det var også Ambrosius, der udvirkede, at Kejseren frasagde sig titel af Pontifex Maximus, den øverste præst i den gamle religion. Som nævnt stod arianismen stærkt i Milano, da Ambrosius kom til, men han nedkæmpede den og satte istedet sin treenighedslære, som var inspireret af San Basilio og østkirkens nikæiske tradition. Han var desuden med til at omvende og døbe Augustin, den senere kirkelærer Sant'Agostino, i år 386. Ambrosius gik ind for asketisk livsførelse, præsternes cølibat og jomfruelighed for de unde kvinder, der ønskede at blive Kristi brud. Han forfattede en del hymner, bla.a. "Aeterne rerum conditor" og det er muligt, at det også er ham, der var ophavsmand til hymnen "Te Deum". Ambrosius udviklede i Milano en ny liturgi, som kaldes "ambrosiansk litrugi" og som på visse punkter adskilte sig fra den klassiske liturgi, som man brugte i Rom. Ambrosius døde den 4. April 397, men hans mest brugte festdag er den 7. December, dagen for hans Bispevielse. Ambrosius' jordiske rester befinder sig i krypten under Kirken Basilica Ambrosiana i Milano. Her findes også en gravsten over hans søster. Sant'Ambrogio anses for beskytter af bier og biavlere, samt af folk, der arbejder med voks. Nogle relikvier af Sant'Ambrogio, Santa Marcellina og San Satiro opbevares i en urne på det første alter i højre side i Kirken Sant'Ambrogio della Massima.
Litteratur om Sant'Ambrogio: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|