Traditionen fortæller også, at netop dette billede lod Pave Gregor den Store bære i procession rundt i byen, da man forsøgte at standse et voldsomt angreb af pest i 590. Maria gik da i forbøn hos Gud Fader, som lod pesten ophøre. Som tegn herpå sendte han Ærkeenglen Mikael ned på toppen af Hadrian's Mausolæum, hvor processionen passerede. Mikael viste sig for de troende, der så ham stikke et blodigt sværd i skeden og forstod, at epidemien nu var ovre. Det var efter dette mirakel, at Hadrian's Mausolæum blev kaldt Castel Sant'Angelo, "Engelsborg". (Legenden herom synes først opstået i 1100-tallet og ikke alle senere beretninger nævner billedets hjemsted som Santa Maria Maggiore).
Ikonet har siden da haft sin plads i Santa Maria Maggiore, før 1260erne over "Portam Reginae", døren ind til det gamle Dåbskapel, som nu er væk, men dengang lå mellem de nuværende kapeller for Sforza- og Cesi-familien. Senere blev det fra slutningen af 1200-tallet opsat i et af de to tabernakler, som dengang stod i Kirkens hovedskib i nærheden af Højalteret. Tabernaklet var et alterbord mellem 4 søjler, som bar en stor, høj og kraftig overbygning, et stort skab, hvori det hellige billede kunne opbevares. Skabet havde kunstfærdigt udsmykkede sider og tårne og spir på toppen. Forsiden var lavet af 2 døre, som kunne åbnes, når de troende skulle se billedet. (i Kirkens museum kan man se 2 sådanne døre fra et meget senere tidspunkt (19.århundrede)).
Ikonet omtales i et dokument fra 1240 som "Regina Coeli", "Himlens Dronning", et navn som Billedet havde indtil det 19.århundrede. Ifølge Wikipedia bærer Maria i den ene hånd en såkaldt "mappa" eller "mappula", som var et "slags broderet tørklæde til ceremoniel brug", som oprindeligt var symbol for konsulerne og senere for Kejseren i Antikken, altså et symbol på Maria's stilling som Himmeldronning.
Maria-skikkelsen hører til den type, som man kalder Hodigitria. På italiensk kaldes denne fremstilling "Maria Conduttrice"/"Colei che mostra la Via", Maria der fører, viser vej(en). Maria vises her altid frontalt, som regel i halvfigur, dog nogle gange i helfigur. Hun kan vises siddende, men også stående. På venstre arm har hun Jesus-Barnet, som velsigner beskueren. Med den anden hånd peger Maria på Barnet for at vise tilskueren, at Jesus er vejen frem. - Det er dog ikke tilfældet med "Salus Populi Romani". Her holder Maria hænderne samlet i en velsignende gestus under Barnet, der også er gengivet en smule atypisk. Normalt holder det i en Hodigitria-fremstilling den højre hånd let hævet for at velsigne (på græsk maner), mens den venstre holder en pergamentrulle. På ikonet i Santa Maria Maggiore holder Jesus-Barnet i den venstre hånd en bog, der muligvis skal forestille evangeliet. Maria er iklædt en mørk kappe og håret er samlet i en hætte under et slør. Over panden bærer dette en stjerne i form af et kors, der symboliserer jomfrueligheden.
I tidens løb har dette Madonna-billede deltaget i mange processioner. Fra 752 til ca. 1571 var det skik, at det berømte billede af Kristus fra Laterankirken ved Festen for Maria's Himmelfart ("Festa di Maria Assunta" den 15.August) blev båret i procession mod Santa Maria Maggiore - og at Salus Populi Romani herfra blev båret i procession mod San Giovanni in Laterano, således at Moder og Søn mødtes midtvejs. Her "hilste" de på hinanden ved at bærerne bøjede billederne let fremover mod hinanden. Derefter vendte processionerne om og bragte billederne hjem til deres rette plads.
Ansvaret for at passe Maria-billedet og bære det i processionen påhvilede fra omkring 1265 Broderskabet "I Raccomandati della Vergine", der senere blev en del af Confraternita del Gonfalone. Det var ikke altid, at dette passede kannikerne ved Santa Maria Maggiore, og der kunne opstå skænderier og håndgemæng om "ejerskabet" under processionerne. Det var der nok også grund til, for pengegaverne til billedet og Broderskabet var så store, at man for dem kunne drive hele 3 hospitaler (Santa Maria Maddalena, Santi Quaranta Martiri og Sant'Alberto). I 1496 lod Broderskabet installere en mekanisme i tabernaklet, så dørene åbnede "af sig selv", når arrangementet blev båret ud af Kirken. I 1498 lod de udføre et "processionstabernakel", der var forgyldt og bemalet og forsynet med mekanismer, der kunne bøje tabernaklet fremover ved det ovenfornævnte møde. (Som Barbara Wisch nævner det i sin artikel i The Miraculous Image (se litt.note nedenfor), var Confraternita del Gonfalone på det tidspunkt kendt for sin store opfindsomhed med spektakulære effekter ved de mysteriespil, som de stod for i Colosseum i Påsken).
Billedet er ca. 117x79 cm og malet på et stykke ceder- eller kastanietræ. I de øverste hjørner er der skrevet MP og OY, forkortelser for den græske betegnelse for Guds Moder, Mater Theou. Ikonet blev kronet af Pave Clemens VIII i 1597 og af Pave Pius XII i 1954 (de sidste kroner kan idag ses i Kirkens lille museum). Billedet siges at have udvirket mirakler og mange Paver har holdt det højt i ære. Det er således blevet båret i procession i Roms gader også i nyere tid.
I 1605 ønskede Pave Paul V at opføre et nyt, pragtfuldt kapel ved Santa Maria Maggiore, der på værdig vis kunne huse det tilbedte billede. Et overdådigt alter blev opbygget på det såkaldte Cappella Paolina's endevæg og ikonet blev flyttet hertil den 27. Januar 1613.
I tidens løb er Salus Populi Romani blevet kopieret mange gange, blandt andet bestilte Kardinal Filippo de Levis omkring 1475 en kopi af den romerske maler Antoniazzo Romano, der var tidens store Madonna-maler og fremstiller af kopier af de hellige og undergørende ikoner i Roms kirker.
I Rom eksisterer der en række andre meget gamle Maria-billeder, som har været anset for malet af San Luca eller kopier af hans oprindelige maleri. Det ældste findes idag i Kirken Santa Francesca Romana, der tidligere hed Santa Maria Nova. Det er muligvis bragt til Rom i 439 af Kejser Valentinian III, først anbragt i hans palads på Palatin og derpå i Kirken Santa Maria Antiqua. Måske var det dette billede - og ikke Salus Populi Romani - som Pave Gregor I bar i procession under bønnen for pestens ophør i 590. Legenderne og historierne om disse billeder er mangfoldige.
Andre Lukas-ikoner (eller billeder som anses for fremstillet på overnaturlig vis) i Rom findes i kirkerne Santa Maria del Popolo, Sant'Agostino, Santa Maria ad Martyres (Pantheon), Sant'Alfonso de' Liguori (ikon kaldet Madonna del Perpetuo Soccorso), Santa Maria in Aracoeli, Santa Maria in Via Lata (ikon kaldet "Fons Lucis": "Lysets Kilde" eller "Stella Maris": "Havets Stjerne"), Santa Maria in Campo Marzio, Oratorio del Rosario og Santa Maria in Trastevere.
De forskellige billeder har hver for sig på forskellige tidspunkter været "på mode", det vil sige mest søgt, mest tilbedt, mest anset - og måske mest båret i procession? Fra et tidligt tidspunkt var det altså Salus Populi Romani - som måske måtte dele pladsen med ikonet fra Santa Maria Antiqua. På et senere tidspunkt i det 15.århundrede var Kirken Santa Maria in Aracoeli meget populær og modtog mange rige gaver - og ikonet herfra var anset og omtalt.
Men i 1470 var det ikonet fra Santa Maria del Popolo, som blev båret i procession (sammen med Kristus-ikonet fra Lateranet og Johannes Døberens relikvier) for at påkalde Maria's hjælp til at afvende en tyrkisk invasion. Den 6. Juli 1476 var det Salus Populi Romani, som blev båret rundt for at stoppe en pestepidemi. Og i slutningen af 1400-tallet var det ikonet fra Sant'Agostino, som blev mest søgt og som blev båret i procession for at "rense luften" under en pestepidemi i 1485 eller 1495.
I løbet af Jubelåret 1500 blev flere af billederne vist frem i processioner den 9. August (et billede fra San Lorenzo in Damaso) og den 26. August (billeder fra Santa Maria in Portico, der nu hedder Santa Maria in Campitelli, - det anses forøvrigt ikke for malet af San Luca - og fra Sant'Agostino). Den 14. Marts 1518 afgik der en særlig stor bønfaldelsesprocession for at bede om samling af de kristne herskere mod den tyrkiske fare. Her blev frembåret både ikonerne fra Santa Maria in Portico, San Giovanni in Laterano og Santa Maria Maggiore - samt hovedrelikvierne af helgenerne Peter, Paulus, Andreas og Johannes Døberen.
I 1522 var der atter pest i Rom og ikonet fra Santa Maria in Portico kom alene i procession, mens det i 1537 og 1543 fik følgeskab af både Lateran-ikonet og Salus Populi Romani i bønner mod de tyrkiske angreb og ønsker om fred. I 1578 var ikonet fra Santa Maria del Popolo igen på gaden, men denne gang alene, for at afvende en pestepidemi.
Litteratur om Salus Populi Romani:
Arte e Iconografia a Roma - dal Tardoantico alla fine del Medioevo / Maria Andaloro, Serena Romano, con contributi di Augusto Fraschetti, Enrico Parlato, Francesco Gandolfo, Peter Cornelius Claussen. Roma, Palombi Editori - Milano, Jaca Book, 2002.
- side 40ff.
Inglessis, E.-M. Jung: Madonne romane : immagini mariane a Roma dall'era delle catacombe al tempo presente. Città del Vaticano, Libreria Editrice Vaticana, 2001.
- side 158f.
Per le vie di Roma : le edicole sacre / a cura di Luisa Cardilli. Bonsignori editore, 2000.
- side 35.
The Miraculous Image in the Late Middle Ages and Renaissance. Edited by Erik Thunø and Gerhard Wolf. (Analecta Romana Istituti Danici, Supplementum XXXV). Roma, "L'Erma" di Bretschneider, 2004.
- side 123ff., 159, 163f (Barbara Wisch: Keys to success : Propriety and Promotion of Miraculous Images by Roman Confraternities).
Santini, Pietro: La Basilica di Santa Maria Maggiore. uden år.
- side 55-59.
Cathopedia: Salus Populi Romani (italiensk tekst).
Regina Mundi: Icone Mariane: Salus Populi Romani, Roma.
Universitätsbibliothek Heidelberg: Katalog der Mariengnadenbilder.
Wikipedia: Salus Populi Romani (engelsk tekst).
