Santa Felicita og hendes 7 børn, Silano (Silanus), Gennaro (Januarius), Felice (Felix), Filippo (Philippus), Alessandro (Alexander), Vitale (Vitalis) og Marziale (Martial) led ifølge legenden alle martyrdøden under Kejser Antoninus Pius (138-161 efter Kristus) eller under Kejser Marcus Aurelius (161-180 efter Kristus).

Det fortælles, at Felicita var en rig kristen enke, som levede i Rom med sine 7 sønner. På et tidspunkt blev det hende pålagt at ofre til statens guder, men hun nægtede at udtale et eneste ord. Dagen efter opfordrede hun offentligt sine børn til at følge hendes eksempel, hvorpå de blev arrestereret og udsat for tortur.

Felicita skal være blevet halshugget, mens Gennaro blev torteret og derpå dræbt med slag af en blybelagt pisk. Felice og Filippo blev banket ihjel med stokke, Silvano blev kastet i en afgrund og Alessandro, Vitale og Marziale blev henrettet.

Felicita og Silanus blev begravet på Maximus' kirkegård ved Via Simeto nr.2 og Pave Bonifacius I lod i årene 418-422 bygge en kirke viet til Santa Felicita på dette sted. Kirken blev bygget over jorden over det sted, hvor hun lå begravet, mens en underjordisk kirke blev bygget nedenunder og viet til Silanus.

Silanus' knogler var imidlertid tidligere blevet fjernet fra begravelsespladsen, muligvis af modpave Novatian's tilhængere. De blev dog fundet igen og atter anbragt i den oprindelige grav.

Under Pave Leo III (795-816) blev Santa Felicita og hendes 7 børns knogler flyttet til kirken Santa Susanna, hvor de nu er anbragt i alteret i krypten, der blev bygget i Renæssancen.

Felicita's øvrige børn blev ikke begravet sammen med hende og Silanus, og man mener derfor, at der slet ikke er tale om andre 6 børn, men derimod blot om andre kristne, som led martyrdøden samtidig med Felicita og Silanus.

Gennaro blev begravet på Praetextatus' Kirkegård ("Cimitero di Pretestato"), Felice og Filippo på Priscilla's Kirkegård og Alessandro, Vitale og Marziale på Gordanus' Kirkegård. Senere blev deres knogler flyttet til andre kirker og idag findes resterne af Felicita, Silano, Gennaro, Felice, Filippo også i Kirken San Marcello al Corso og under alteret i Kirken San Paolo fuori le Mura. Resterne af Felice og Vitale findes desuden i Kirken San Nicola dei Lorenesi. Også kirkerne Santa Cecilia og Santi Pietro e Marcellino er i besiddelse af relikvier fra alle disse martyrer.

Familien dyrkedes engang i et lille kapel fra det 5.århundrede, Oratorio di Santa Felicita, som i 1812 blev fundet i ruinerne af Trajan's Termer i den nuværende Parco Oppio på Colle Oppio. Forskerne mener, at det var indrettet i en del af et antikt hus, hvori helgenindens søn Alessandro havde levet indtil sit martyrium. Kapellet er desværre helt forsvundet idag. Det var udsmykket med fresker forestillende helgeninden stående i bøn under et billede af Kristus, som rækker hende martyrkronen. Ved siden af hende sås de 7 børn og inskriptionen "Felicitas cultrix romanorum".

Forskerne mener, at legenden om Santa Felicita og hendes 7 sønner er opstået på baggrund af historien om de 7 jødiske sønner og deres moder, som omtales i den anden Makkabæerbog. En anden udgave af denne legende fortælles om Santa Sinforosa (Symphorosa) og hendes 7 sønner, som fejres den 18. Juli.

Santa Felicita Martire fejres den 23. November, mens hendes 7 "børn", "I Santi Sette Fratelli Martiri", fejres den 10. Juli.

Litteratur om Santa Felicita og hendes sønner:
The Penguin dictionary of saints. Penguin Books, 1982.
- side 127f.
Pierrard, Pierre: Dizionario Larousse dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 86.
Reclams Lexikon der Heiligen und der Biblischen Gestalten. reclam, 1979.
- side 193f.
Enrosadira: Santa Felicita e figli.