ANNAS ROM GUIDE
Filippo della Valle - italiensk billedhugger

1697-1768


Billedhuggeren og kobberstikkeren Filippo della Valle blev født i Firenze i 1697 og han fik sin første uddannelse i Firenze hos billedhuggeren Giambattista Foggini. Senere fortsatte han fra 1724 sin uddannelse i Rom hos billedhuggeren Camillo Rusconi.

I 1725 vandt Filippo della Valle førstepræmien i den konkurrence, som kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca udskrev for unge kunstnere, og i 1730 blev han medlem af sammenslutningen.

De næste 10 år var gode for toscanske kunstnere, da den florentinske Kardinal Lorenzo Corsini blev Pave under navnet Clemens XII. Og Filippo della Valle kom også kort efter Pavens tiltræden til at arbejde på dennes familiekapel, Cappella Corsini i Kirken San Giovanni in Laterano, sammen med Camillo Rusconi, Giovanni Battista Maini og Pietro Bracci, som han også senere arbejdede sammen med.

I 1744 blev della Valle medlem af kunstnernes religiøse broderskab Congregazione dei Virtuosi og i 1747, 1752 og 1762 var han endvidere leder af dette. I årene 1760 og 1761 bestred han desuden posten som formand for Accademia di San Luca.

Filippo della Valle var en af de mest betydningsfulde billedhuggere i Rom omkring midten af 1700-tallet og han udførte talrige værker i byen. Han blev fader til flere børn, i hvert fald 5 døtre, hvoraf den ene, Camilla født 1748, også blev kunstner. Dog ikke billedhugger, men maler. Hun døde allerede som 29-årig i 1777 og blev begravet i Kirken Santa Susanna i det gravmæle, hendes fader havde tegnet for sig selv. En anden datter, Catarina, blev i 1756 gift med guldsmeden og bronzestøberen Luigi Valadier og i 1762 moder til den kendte arkitekt Giuseppe Valadier.

Filippo della Valle døde den 29. April 1768 i Rom. Han ligger begravet i Kirken Santa Susanna i det gravmæle, som han selv havde tegnet.

 

Af Filippo della Valle's værker i Rom kender vi:

på Fontana di Trevi: statuer på hver side af den centrale Neptunstatue af Pietro Bracci: "Fecondità" ("Frugtbarheden") og "Salubrità" ("Sundheden"), udført omkring 1760,

i Kirken Santi Apostoli: gravmæle for Maria Clementina Sobieski, fra 1735,

i Kirken San Giovanni dei Fiorentini: gravmæle for Girolamo Sanminiati, der døde i 1733,

----- på facaden: relief af Johannes Døberens prædiken, udført i 1735,

----- statuer af "Caritas" ("Kærligheden") "og "Fortitudo" ("Tapperheden") udført omkring 1750,

----- gravmæle for Pave Clemens XII, udført i 1742,

i Kirken San Giovanni in Laterano, Cappella Corsini: statue af "La Temperantia" ("Mådeholdet"), udført i 1732,

----- i forgården: Johannes Døberens halshugning,

----- gravmæle for Kardinal Nicolo Antonelli, udført i 1767,

i Kirken Sant'Ignazio: alterrelief med motivet "Annunciazione" ("Bebudelsen") fra omkring 1749-1750,

i Kirken San Luigi dei Francesi: statue af en kirkefader, måske San Girolamo,

i Kirken Santa Maria Maggiore, på facaden over Loggia delle Benedizione: en statue af Spirito Santo "Helligånden" på det buede gavlfelt over den midterste åbning i portico'en,

----- balustraden over portico'en: en statue af Beato Niccolò Albergati,

i Kirken Santa Maria della Scala: relief af Santa Teresa, udført i 1746,

i Kirken Santa Maria in Trastevere: gravmæle for Kardinal Conradini der døde i 1743,

i San Pietro (Peterskirken), venstre tværskib: statue af San Giovanni di Dio, udført i 1744,

----- gravmæle for Pave Innocens XII (1746),

----- højre side af hovedskib: statue af Santa Teresa d'Avila, udført i 1754,

i Kirken Santa Susanna udførte Filippo della Valle gravmælet for sig selv og for datteren Camilla, der var maler og døde som 29-årig i 1777,

i Kirken San Tommaso degli Inglesi: gravmæle for Thomas Deheram, der døde i 1739,

I Palazzo della Consulta, udsmykningen over sidedørene: krigstrofæer udført i 1735.

 

 

Litteratur om Filippo della Valle:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
Artcyclopedia: Filippo della Valle (engelsk tekst).
Google billedsøgning: Filippo della Valle.
Roman Churches: Filippo della Valle.
Thais.it: Della Valle Filippo.
Wikipedia: Filippo della Valle (engelsk tekst).
Wikipedia: Filippo della Valle (italiensk tekst).
St. Peters Basilic.org: St.John of God (fotos).

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.9.2010 og sidst opdateret d. 12.2.2011