1100-tallet var en urolig tid i Rom, hvor flere store, magtfulde familier stredes om indflydelsesrige poster og magt til at bestemme, hvem af deres respektive kandidater, der skulle ende med at sidde på pavetronen.

Allerede efter Pave Calixtus II's død i 1124 havde den meget rige og magtfulde Pierleoni-familie forsøgt at få deres kandidat, Kardinalpræsten Tebaldo Boccadipecore, valgt til Pave med navnet Coelestin II, men straks efter at de ved et kup havde sat ham på tronen, brød en gruppe af Frangipane-familiens folk ind i Lateranet, hvor de med magt afsatte den nyvalgte Pave, som under disse tumulter blev alvorligt såret. Han frasagde sig straks ganske frivilligt embedet, også fordi hans sår var så alvorlige, at han døde kort efter. Da nu Frangipane-klanen havde overtaget, fik de deres kandidat valgt til Pave Honorius II (1124-1130) og Pierleoni-partiet kunne blot tage dette til efterretning, mens Frangipanerne styrede Rom.

Det fik dog ikke Pierleoni-familien til at opgive tanken om at få del i den højeste magt og under Honorius II's sidste sygdom og død i natten mellem den 13. og den 14. Februar 1130 var de på banen igen, da Frangipane-partiet med Kardinal Aimerico i spidsen for 16 kardinaler allerede havde indfundet sig i et slags "conclave" i familiens fæstning Rocca dei Frangipane ved Titus-Buen og straks valgt Gregorio Papareschi, Kardinal ved Kirken Sant'Angelo in Pescheria, til ny pave med navnet Innocens II (1130-1143).

De 25 kardinaler, der nu sammen med Pierleoni-klanen følte sig overlistet, nægtede at godkende det forhastede valg, hvor ikke alle kardinaler havde "nået" at deltage. De samlede sig derfor nu i et "nyt conclave" i Kirken San Marco, hvor de valgte Kardinal ved Kirken San Callisto Pietro Pierleoni til Pave Anacletus II. Kort efter dette valg kom nogle af kardinalerne, som Frangipane-partiet havde haft samlet til, og de valgte nu at anerkende Anaceletus II i stedet for Innocens II. Det endte således med, at et flertal af Kardinaler stod bag Anacletus II, sammen med også repræsentanter for Roms borgere og alle adelsfamilierne fra Tebaldi- til Stefani-familien.

Nu burde Innocens II jo have taget flertallets valg til efterretning og have trukket sig, men det skete ikke og begge Paver blev derfor pavekronet på den samme dag, den 23. Februar 1130, Innocens II i Lateranet, hvorfra han derefter hastigt flygtede til Frangipane-fæstningen på Palatin, mens Anacletus II blev kronet i Peterskirken med stor festivitas og folkets hyldest.

Således havde nu Pierleoni-familien via deres familiemedlem Pietro som den nye og anerkendte Pave Anacletus II adgang til den højeste magt, Pavedømmets finanser og byens kirker med disses indtægter. Anacletus II bosatte sig i et af Pierleoni-familiens befæstede tårne, det såkaldte Torre del Papito ved Largo Argentina, tog straks magten i sin hånd og benyttede den blandt andet til at takke sin familie, der havde støttet ham på denne rejse. Hans slægtning Ugo Pierleoni blev udnævnt til Bypræfekt, hans nevøer Leone og Ruggero fik dominerende roller i det økonomiske liv i Rom og Pavens udveksling med fremmede magter. Og de gengældte - som også resten af familiemedlemmerne - med at strø om sig med drikkepenge og betalinger for støtte og folkets hjælp og opbakning. Samtidig med at byens bygninger blev sat i stand og kirkelige organisationer blev hjulpet på vej, samt forbedringer i gadebilledet blev fremmet.

Men nogen reformator blev Anacletus II ikke. Hans primære sigte var at holde den "ægte" Pave Innocens II fra at få mere støtte og mulighed for at sætte sig fast på magten i Rom. Således var Rom i en tilstand af nærmest borgerkrig i foråret og sommeren 1130.

Imens flygtede Innocens II til Frankrig, hvor han og hans parti i den grad talte hans sag, at han fik opbakning fra både Tyskland, England, Frankrig og en stor del af Italien, samt alle religiøse ordener. Som særlig hjælper fik han i Frankrig Abbeden Bernhard de Clairvaux (på italiensk kaldet Bernardo di Chiaravalle), der havde indflydelse hos konger og andre herskere. I Koncilet i Reims i Oktober 1131 blev Innocens II anerkendt som Pave af både Italien og Spanien og samtidig udsendtes en bandbulle mod Anacletus II, der betegnedes som jøde (Pierleoni-familien havde jødiske rødder, men var blevet kristnet i 1050) og kaldtes ""Ghetto-Paven".

I April 1132 holdt Innocens II endnu et koncil, denne gang i Piacenza og her blev han anerkendt som Pave af alle biskopper og prinser i Lombardiet - med undtagelse af Ærkebiskoppen af Milano.

I 1133 marcherede den tyske Kong Lothar ned i Italien for at indsætte Pave Innocens II på Pavetronen i Rom - og som tak modtage kejserkronen af Pavens hånd. I April måned ankom Lothars hær til Rom, men Anacletus ville endnu ikke opgive sin stilling og lukkede sig inde i Castel Sant'Angelo. Imedens holdt Kongen og hans Pave Innocens II deres indtog i byen, hvor de fik en fin velkomst af Frangipane-familien og deres tilhængere, selvom folket forholdt sig afventende.

Innocens II installerede sig endnu engang i Lateranet, mens Kong Lothar boede på Aventinhøjen, hvorfra den storslåede procession i anledning af hans kroning gik til San Giovanni in Laterano den 4. August 1133. Da nu Lothar havde fået Kejserkronen, rejste han hjem igen med sin hær og lod Innocens II om at klare sig i et Rom, hvor folket endnu støtte Anacletus II.

Det var et pinsomt scisma for den katolske Kirke og i 1135 afholdtes et Koncil i Pisa, hvor repræsentanter fra Rom og hele Syditalien stadig støttede Anacletus II som den rette Pave og situationen tilspidsedes, da Kong Ruggero af Sicilien, Puglia og Calabria lovede at sende væbnede styrker for at hjælpe Anacletus' sag. Innocens II skyndte sig at mobilisere sin støtte Bernardo di Chiaravalle, som derpå overbeviste Kejser Lothar om, at det nu var hans pligt at rejse en hær og i Italien bekæmpe Kong Ruggero - og derved få hele landet ind under sit Kejserdømme.

Der skulle vist ikke megen overtalelse til, for Kejseren stormede med sin hær gennem Italien og hans Pave Innocens II velsignede hver en kamp og hvert et blodbad undervejs. Kong Ruggero trak sig nu tilbage til Sicilien og Innocens II kunne atter gøre sit indtog i Rom, nu støttet af de fleste kardinaler, mens Anacletus II som Modpave nu sad lukket inde i Castel Sant'Angelo.

Her døde Anacletus II den 25. Januar 1138 og der var derfor atter kun én Pave, nemlig Innocens II, og ingen Modpave. - Det vil sig kun for en kort bemærkning, for Pierleoni-familien ønskede ikke så let at opgive deres magt og position, så de skyndte sig at få valgt Kardinal Gregorio til Pave Viktor IV. Dette skete i Marts måned, men allerede den 29. April lod den nye Modpave sig overbevise af Bernardo og Innocens II's støtter til at fraskrive sig embedet og istedet anerkende Innocens II som Pave. I Maj måned samme år endte Pierleoni-familien med også at falde til føje og anerkende Innocens II som den rette Pave.

Kardinal Pietro Pierleoni's vej til Pavevalgtet:

Pietro Pierleoni var født ca. 1090 og viede sit liv til Kirken. Han studerede i Paris og blev derpå munk i Benediktinerklosteret i Cluny. Pave Paschalis II kaldte ham til Rom, hvor Pietro i en tid var beskæftiget i Kurien. I 1106 eller 1112 blev han udnævnt til Kardinal-Diakon ved Kirken Santi Cosma e Damiano. I 1118 var i Pave Gelasius II's følge på dennes rejse til Pisa og Cluny, hvor Paven døde i 1119. I 1120 blev Pietro Pierleoni Kardinal-Præst ved Santa Maria in Trastevere og i slutningen af året udnævnte Pave Calixtus II ham til sin Legat i Frankrig sammen med Kardinal Gregorio Papareschi, som senere blev hans konkurrent til pavemagten.

Som Pavelig Legat rejste Pietro meget, både i Frankrig, England, Skotland og Irland, hvilket fik Kong Henry I til at sende 2 engelske biskopper til Rom for at klage over ham.

Efter en periode tilbage i Rom blev Pietro igen sendt som Pavelig Legat til Frankrig sammen med Kardinal Papareschi og her blev han til 1125, hvor han atter kom til Rom, hvor Pave Honorius II - som ikke brød sig om Pierleoni-Kardinalen - var blevet valgt året før.

Kardinal Pietro kom til at deltage i flere pavevalg, først det i 1118, hvor Pave Gelasius II blev valgt, og siden i 1119 i valget i Cluny, hvor Pave Calixtus II blev valgt af 6 kardinaler. I perioden i 1124, hvor Honorius II blev Pave, var Pietro derimod ikke i Italien, men stadig i Frankrig som Pavelig Legat. Det sidste pavevalg, som Pietro Pierleoni deltog i, var i 1130 hvor det lykkedes ham at samle et flertal af kardinaler til at vælge ham som Pave Anacletus II - desværre samtidig med at et mere magtfuldt - men mindre antal - kardinaler havde valgt en anden til Pave Innocens II. Politiske intriger og forviklinger, samt rænke- og magtspil, endte med at Anacletus blev Modpave, mens Innocens II fik foræret titlen som den rette Pave.

Det vides ikke, hvor Modpave Anacletus II blev begravet. Nogle nævner i Kirken San Giovanni in Laterano, andre at det måske var i Benevento. Reardon (se litt.note nedenfor) skriver, "at det var kendt, at han blev begravet i familiekapellet i Kirken Santa Maria in Trastevere .... og at Pave Innocens II senere dekreterede kapellet nedrevet". Reardon citerer Joachim Prinz, der i sin bog Popes of the Ghetto har fortalt, at Innocens II lod hele Kirken rive ned, dels fordi den var meget forfalden og dels fordi hans fjende Anacletus var begravet der. Innocens II lod kirken genopbygge og indrettede sit eget gravmæle på netop det sted, hvor Anacletus' grav skal have stået. Innocens' grav findes som det fjerde kapel i Kirkens venstre side.

Litteratur om Modpave Anacletus II:
Caporilli, Memmo: I Papi, I Concili Ecumenici, I Giubilei, Anni Santi: storia e immagini. Trento, Euroedit, 6.edizione, 1999.
- side 87.
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
- side 325-329.
Lexikon der Päpste und des Papsttums / Redaktion: Bruno Steimer. - Verlag Herder Freiburg, 2001.
- side 15-16.
Reardon, Wendy J.: The Deaths of the Popes : comprehensive Accounts, Including Funerals, Burial Places, and Epitaphs. Jefferson, North Carolina , and London: McFarland & Co., Reprint, 2010.
- side 92.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 412-414.
The Cardinals of the Holy Roman Church:  Conclave 1130.
The Cardinals of the Holy Roman Church:  Pierleoni, Pietro.