1100-tallet var en urolig tid i Rom, hvor flere store, magtfulde familier stredes om indflydelsesrige poster og magt til at bestemme, hvem af deres respektive kandidater, der skulle ende med at sidde på pavetronen.

Allerede efter Pave Calixtus II's død i 1124 havde den meget rige og magtfulde Pierleoni-familie forsøgt at få deres kandidat, Kardinalpræsten Tebaldo Boccadipecore, valgt til Pave med navnet Coelestin II, men straks efter at de ved et kup havde sat ham på tronen, brød en gruppe af Frangipane-familiens folk ind i Lateranet, hvor de med magt afsatte den nyvalgte Pave, som under disse tumulter blev alvorligt såret. Han frasagde sig straks ganske frivilligt embedet, også fordi hans sår var så alvorlige, at han døde kort efter. Da nu Frangipane-klanen havde overtaget, fik de deres kandidat valgt til Pave Honorius II (1124-1130) og Pierleoni-partiet kunne blot tage dette til efterretning, mens Frangipanerne styrede Rom.

Det fik dog ikke Pierleoni-familien til at opgive tanken om at få del i den højeste magt og under Honorius II's sidste sygdom og død i natten mellem den 13. og den 14. Februar 1130 var de på banen igen, da Frangipane-partiet med Kardinal Aimerico i spidsen for 16 kardinaler allerede havde indfundet sig i et slags "conclave" i familiens fæstning Rocca dei Frangipane ved Titus-Buen og straks valgt Gregorio Papareschi, Kardinal ved Kirken Sant'Angelo in Pescheria, til ny pave med navnet Innocens II (1130-1143).

De 25 kardinaler, der nu sammen med Pierleoni-klanen følte sig overlistet, nægtede at godkende det forhastede valg, hvor ikke alle kardinaler havde "nået" at deltage. De samlede sig derfor nu i et "nyt conclave" i Kirken San Marco, hvor de valgte Kardinal ved Kirken San Callisto Pietro Pierleoni til Pave Anacletus II. Kort efter dette valg kom nogle af kardinalerne, som Frangipane-partiet havde haft samlet til, og de valgte nu at anerkende Anaceletus II i stedet for Innocens II. Det endte således med, at et flertal af Kardinaler stod bag Anacletus II, sammen med også repræsentanter for Roms borgere og alle adelsfamilierne fra Tebaldi- til Stefani-familien.

Nu burde Innocens II jo have taget flertallets valg til efterretning og have trukket sig, men det skete ikke og begge Paver blev derfor pavekronet på den samme dag, den 23. Februar 1130, Innocens II i Lateranet, hvorfra han derefter hastigt flygtede til Frangipane-fæstningen på Palatin, mens Anacletus II blev kronet i Peterskirken med stor festivitas og folkets hyldest.

Således havde nu Pierleoni-familien via deres familiemedlem Pietro som den nye og anerkendte Pave Anacletus II adgang til den højeste magt, Pavedømmets finanser og byens kirker med disses indtægter. Anacletus II bosatte sig i et af Pierleoni-familiens befæstede tårne, det såkaldte Torre del Papito ved Largo Argentina, tog straks magten i sin hånd og benyttede den blandt andet til at takke sin familie, der havde støttet ham på denne rejse. Hans slægtning Ugo Pierleoni blev udnævnt til Bypræfekt, hans nevøer Leone og Ruggero fik dominerende roller i det økonomiske liv i Rom og Pavens udveksling med fremmede magter. Og de gengældte - som også resten af familiemedlemmerne - med at strø om sig med drikkepenge og betalinger for støtte og folkets hjælp og opbakning. Samtidig med at byens bygninger blev sat i stand og kirkelige organisationer blev hjulpet på vej, samt forbedringer i gadebilledet blev fremmet.

Men nogen reformator blev Anacletus II ikke. Hans primære sigte var at holde den "ægte" Pave Innocens II fra at få mere støtte og mulighed for at sætte sig fast på magten i Rom. Således var Rom i en tilstand af nærmest borgerkrig i foråret og sommeren 1130.

Imens flygtede Innocens II til Frankrig, hvor han og hans parti i den grad talte hans sag, at han fik opbakning fra både Tyskland, England, Frankrig og en stor del af Italien, samt alle religiøse ordener. Som særlig hjælper fik han i Frankrig Abbeden Bernhard de Clairvaux (på italiensk kaldet Bernardo di Chiaravalle), der havde indflydelse hos konger og andre herskere. I Koncilet i Reims i Oktober 1131 blev Innocens II anerkendt som Pave af både Italien og Spanien og samtidig udsendtes en bandbulle mod Anacletus II, der betegnedes som jøde (Pierleoni-familien havde jødiske rødder, men var blevet kristnet i 1050) og kaldtes ""Ghetto-Paven".

I April 1132 holdt Innocens II endnu et koncil, denne gang i Piacenza og her blev han anerkendt som Pave af alle biskopper og prinser i Lombardiet - med undtagelse af Ærkebiskoppen af Milano.

I 1133 marcherede den tyske Kong Lothar ned i Italien for at indsætte Pave Innocens II på Pavetronen i Rom - og som tak modtage kejserkronen af Pavens hånd. I April måned ankom Lothars hær til Rom, men Anacletus ville endnu ikke opgive sin stilling og lukkede sig inde i Castel Sant'Angelo. Imedens holdt Kongen og hans Pave Innocens II deres indtog i byen, hvor de fik en fin velkomst af Frangipane-familien og deres tilhængere, selvom folket forholdt sig afventende.

Innocens II installerede sig endnu engang i Lateranet, mens Kong Lothar boede på Aventinhøjen, hvorfra den storslåede procession i anledning af hans kroning gik til San Giovanni in Laterano den 4. August 1133. Da nu Lothar havde fået Kejserkronen, rejste han hjem igen med sin hær og lod Innocens II om at klare sig i et Rom, hvor folket endnu støttede Anacletus II.

Det var et pinsomt scisma for den katolske Kirke og i 1135 afholdtes et Koncil i Pisa, hvor repræsentanter fra Rom og hele Syditalien stadig støttede Anacletus II som den rette Pave, og situationen tilspidsedes, da Kong Ruggero af Sicilien, Puglia og Calabria lovede at sende væbnede styrker for at hjælpe Anacletus' sag. Innocens II skyndte sig at mobilisere sin støtte Bernardo di Chiaravalle, som derpå overbeviste Kejser Lothar om, at det nu var hans pligt at rejse en hær og i Italien bekæmpe Kong Ruggero - og derved få hele landet ind under sit Kejserdømme.

Der skulle vist ikke megen overtalelse til, for Kejseren stormede med sin hær gennem Italien og hans Pave Innocens II velsignede hver en kamp og hvert et blodbad undervejs. Kong Ruggero trak sig nu tilbage til Sicilien og Innocens II kunne atter gøre sit indtog i Rom, nu støttet af de fleste kardinaler, mens Anacletus II som Modpave nu sad lukket inde i Castel Sant'Angelo.

Her døde Anacletus II den 25. Januar 1138 og der var derfor atter kun én Pave, nemlig Innocens II, og ingen Modpave. - Det vil sig kun for en kort bemærkning, for Pierleoni-familien ønskede ikke så let at opgive deres magt og position, så de skyndte sig at få valgt Kardinal Gregorio Conti til Pave Viktor IV. Dette skete i Marts måned, men allerede den 29. April lod den nye Modpave sig overbevise af Bernardo og Innocens II's støtter til at fraskrive sig embedet og istedet anerkende Innocens II som Pave. I Maj måned samme år endte Pierleoni-familien med også at falde til føje og anerkende Innocens II som den rette Pave.

Da nu Innocens II ikke længere skulle bekymre sig om modstand fra en Modpave og fra Pierleoni-familien, kunne han påbegynde reformer af Kirken og han indkaldte derfor til et Økumenisk Koncil i 1139, det 10. af slagsen, der også kaldes Det 2. Laterankoncil. Her annulleredes alle de beslutninger, som var truffet under Anacletus II. Samtidig udsendtes en bandbulle mod Kong Ruggero af Sicilien og Arnaldo da Brescia's udtalelser om Kirkens saekularisering dømtes som kætteriske. Denne måtte derfor gå i landflygtighed i Frankrig.

I Maj-Juli 1139 drog Innocens II så med en hær mod syd mod Kong Ruggero. Paven sluttede sig der til de oprørske normannerfyrster, men endte sammen med Kardinalerne i sit følge som fange hos Ruggero. Den 25. Juli indik han dog en aftale med Ruggero, i hvilken Paven anerkendte Ruggero som Konge over Puglia, Sicilia og Calabria, samt området Capua - dog undtaget Benevento, hvor Paven opholdt sig resten af sommeren.

Den 29. September vendte Innocens II tilbage til Rom under Ruggero II's beskyttelse. Her udsendte Paven  bullen "Omne datum optimum", hvori han bekræftede Tempel-Ordenens officielle status.

Roms borgere og lavadel havde dog endnu ikke indordnet sig under Innocens II og de mødtes nu bevæbnede på Capitolhøjen, hvor de vedtog at oprette en Kommunal styrelse kaldet "Senatet". Og de forlangte, at Paven skal holdes uden for bystyret.

I 1140 havde Innocens II et fredeligt år i Rom, hvor han udnævnte adelsmanden Teobaldo til Bypræfekt. Desuden sørgede han for at sætte reparationer i gang i flere kirker, heriblandt Santa Maria in Trastevere.

De næste par år havde Innocens dog problemer med byen Tivoli, som i 1141 gjorde oprør mod Paven, der sendte en hærafdeling ud for at slå optøjerne ned. Den pavelige gruppe blev imidlertid slået på flugt, så Innocens II måtte sende en større hær afsted for at belejre byen. Borgerne i Tivoli var dog ikke slået endnu og den 12. Juni 1142 slog de belejrede tilbage og tvang dermed Pavehæren til at fortsætte belejringen senere.

Året efter sendte Paven i Juni-Juli måned 1143 en ny hær under ledelse af Bypræfekten Teobaldo ud for at angribe Tivoli. Innocens II fulgte selv med hæren og den 7. Juli overgav Tivoli sig til Paven, men ikke til romerne, fredsaftalen gav derfor magten over byen til Paven alene og han fik derved titel af Greve over Tivoli. Romerne og Præfekten Teobaldo var ikke tilfredse med denne ordning. De ville have del i magten over Tivoli, men Innocens II afslog. Romerne gjorde derfor oprør og besatte den administrative gamle bygning Tabularium ved Capitolhøjen. Her genoprettede de den gamle Republik, "Res Publica" og dekretede afslutning på Pavemagten i Rom.

Den 24. September 1143 døde Innocens II og blev begravet i Kirken San Giovanni in Laterano. Senere (i 1150) bliver hans kiste dog flyttet til Kirken Santa Maria in Trastevere.

Allerede den 26. September valgtes derpå Kardinal Guido di Castello til ny Pave med navnet Coelestin II. ---- En pavekroning kan der dog ikke blive tale om i det, der nu er Republikken Rom, så først mere end 2 måneder efter valget, kan Kardinalen den 3. December blive pavekronet med navnet Coelestin II. --- Den nye Pave flytter ind i Klosteret ved Kirken San Cesario på Palatinhøjen, hvor Frangipane-familien kan beskytte ham.

Kardinal Gregorio Papareschi's vej til Pavevalgtet:

Gregorio Papareschi var født i den sidste del af 1000-tallet som søn af Giovanni Papareschi, der havde bolig i Trastevere. Der er tale om en gammel fornem romersk familie, en gren af Papi-familien, der også havde andre forgreninger i Rom, såsom Paparoni-familien, og var i slægt med både Bonaventura- og Romani-familien. Gregorio Papareschi ses også omtalt som Gregorio de Papa, Gregorio del Papa, eller Gregorio Paparone.

Gregorio kom til at gøre karriere indenfor Kirken, hvor han startede som Kannik ved San Giovanni in Laterano. Omkring 1088 blev han første gang udnævnt til Kardinal, måske af Pave Urban II (1088-1099). I 1095 og 1096 havde han hvervet at underskrive Urban II's udsendte pavelige buller, hvorefter man ikke hører meget til ham i de første 15 år af 1100-tallet, hvor Pachalis II var Pave (1099-1118).

Sidst i denne periode var Kardinal Gregorio dog udsendt som Pavelig Legat til Pavia i 1116. Samme år var han på valg som Kardinal-Diakon ved Kirken Sant'Angelo in Pescheria. Det var også i 1166, at han igen underskrev pavelige buller.

Gregorio Papareschi deltog i Pavevalget efter Paschalis II's død i 1118, hvor Kardinalerne valgte Gelasius II til Pave. Dennes Pavetid varede dog kort, da han døde i 1119. Også i dette Pavevalg deltog Kardinal Gregorio og her var han i Cluny i Frankrig sammen med 9 andre Kardinaler med til at vælge Calixtus II til Pave (1119-1124). De fleste af de øvrige Kardinaler var i Rom og kunne derfor ikke deltage i valget. Samtidig regerede også fra 1118-1121 Modpaven Gregor VIII.

I de føgende år var Kardinal Gregorio del af Pave Calixtus II's inderkreds og han underskrev flere pavelige buller, ligesom han fulgte med Paven på forskellige rejser rundt i Frankrig, blandt andet i Cluny, Toulouse, Tours og Reims. I 1120 deltog han også i rejser til Italien, blandt andet til byerne Pisa, Benevento og Capua. Samt i 1121 til Rom, hvor Pave Calixtus II slog sig ned i Lateranet. I Tyskland fik Kardinalen også forbindelser, da han i 1122 foretog indvielsen af en Biskop i Würzburg og om efteråret deltog han i drøftelser med Kejser Henrik V.

I 1123 var Kardinal Gregorio imidlertid igen i Rom, hvor der i Lateranpalæet blev forhandlet med Pisa og Genova. Han fik dog også tid til at deltage i indvielsen af Oratorio di San Crisogiono den 8. Juli, inden han igen rejste til Frankrig som Pavelig Legat sammen med Kardinal Pietro Pierleoni. Gregorio Papareschi rejste nu igen en del rundt i Frankrig, men kunne dog deltage i Pavevalget efter Calixtus II's død i December 1124. Her blev Honorius II valgt og Kardinal Gregrorio kronede den nye Pave.

Efter et ophold i Tyskland i 1124 kom Gregorio til Rom, hvor han blev de næste 5 år og for Pave Honorius II underskrev forskellige buller.

Honorius II døde i 1130 og ved pavevalget herefter, var det at Gregorio Papareschi selv blev valgt til ny Pave med navnet Innocens II, som det er beskrevet øverst på denne side.

Litteratur om Pave Innocens II:
Caporilli, Memmo: I Papi, I Concili Ecumenici, I Giubilei, Anni Santi: storia e immagini. Trento, Euroedit, 6.edizione, 1999.
- side 49.
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
- side 328-334.
Lexikon der Päpste und des Papsttums / Redaktion: Bruno Steimer. - Verlag Herder Freiburg, 2001.
- side 155-157.
Reardon, Wendy J.: The Deaths of the Popes : comprehensive Accounts, Including Funerals, Burial Places, and Epitaphs. Jefferson, North Carolina , and London: McFarland & Co., Reprint, 2010.
- side 90-91.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 412-416.
The Cardinals of the Holy Roman Church:  Conclave 1130.
The Cardinals of the Holy Roman Church:  Papareschi, seniore, Gregorio.