ANNAS ROM GUIDE
Beatrice Cenci - romerinde
1577 - 1599

Beatrice Cenci var hovedpersonen i en af slut-1500-tallets store skandaler i Rom. Den unge og smukke kvinde myrdede sammen med sin broder og stedmoder sin egen fader i 1598. En uhyrlig forbrydelse, men det viste sig at faderen havde været en tyran og at hele familien havde ligget under for hans gentagne overgreb. Sympatierne var delte, men loven og den strenge moral fik overtaget og morderne blev halshugget. En begivenhed, som fulgtes nøje af Roms befolkning.

Men hvordan kunne det dog komme så vidt?

Beatrice var blot 21 år, da hun begik sin forbrydelse. Hun var født den 6. eller 8. Februar 1577 i Cenci-familiens palæ på Monte dei Cenci i Rom som datter af Ersilia Santacroce og Francesco Cenci. Faderen var en brutal og voldelig type, som siden sin pure ungdom havde turet i gaderne omkring Cenci-familiens ejendomme i kvarteret Rione Regola, som lå tæt på Tiberen. Med en bande af venner terroriserede han de andre beboere og handlende med gadedrengestreger af groveste art. Og så snart de blev gamle nok, gik jagten ind på kvinderne og pigerne i området. Der var tale om voldtægter mod kvarterets prostituerede og tjenestepigerne i Casa Cenci, og hvis de vovede at gøre modstand eller protestere, gik Francesco ikke af vejen for at give dem en omgang bank. Men ingen turde anmelde ham til politimyndigheden kaldet Bargello.

Måske for at få lidt ro på knægten, hvis fader Cristoforo var død i 1562, besluttede familien sig for at få ham gift med en jævnaldrende pige, den 14-årige Ersilia, af den udmærkede Santacroce-familie, et passende parti for en Cenci.

Men freden varede kun kort tid, så genoptog knægten sin hærgen. Og nu havde han ydermere sin stakkels kone at afreagere på. Hendes hverdag har ikke været ikke god, der vankede bank og slag og voldtægter uden ende, når det stak Francesco og Ersilia ikke lige var ved at barsle. For hun nedkom med ikke mindre end 12 af hans børn i løbet af de næste 15 år: Giacomo i 1567, Cristoforo i 1572, Antonina i 1573, Rocco i 1576, og i 1577 Beatrice. I 1581 fødte hun Bernardo og i 1583 Paolo. Desuden regner man med at hun havde 4 eller 5 aborter eller dødfødte børn.

Naturligvis begrænsede Francesco ikke sine voldsudbrud til hustruen, børnene gik heller ikke fri for hans tunge næver og raseriudbrud. Livet i Casa Cenci var blevet et helvede og i 1584 døde den nu omkring 32-årige Ersilia, hvad enten det nu var af sygdom, under barsel eller at hun tog sit eget liv for at få fred, sådan som rygtet gik. Men det gjorde jo naturligvis ikke hverdagen nemmere for børnene. Vold fulgte på voldtægt og voldtægter fulgte på ny vold, når Francesco og hans bande af venner turede i gaderne på jagt efter slagsmål og kvindeligt bytte.

Efter Ersilia's død blev pigebørnene, Antonina på 11 og Beatrice på 7, anbragt i børnehjemmet ved Santa Croce-Klosteret, som lå ved Monte Citorio og lededes af franciskaner-nonner. Her blev børnene til 1592, hvor de var henholdsvis 18 og 15 år, og Beatrice huskede senere disse år som de lykkeligste i hendes liv. De små brødre Bernardo og Paolo satte faderen i pleje hos en familie, der boede ved Campo de' Fiori. Giacomo på 17 år, Cristoforo på 12 og Rocco på 8 blev tilsyneladende hos deres fader og voksede op med hans "gode" eksempel for øje. Cristoforo og Rocco døde derfor også tidligt i forskellige slåskampe og dueller i henholdsvis 1598 og 1596.

Den 27. April 1585 valgtes Felice Peretti til Pave Sixtus V og han gik ind for ro og orden, disciplin og moral. Og især ønskede han at komme vold og bandeuvæsen til livs. Det lykkedes dog Francesco ved bestikkelse at holde sig myndighederne fra halsen og i 1590 døde Sixtus V og alt blev som før i de følgende år.

I 1592 tog Francesco den nu 19-årige Antonina og den 15-årige Beatrice ud af Klosteret og bragte dem hjem til sig i Via Ripetta, hvortil han i en periode flyttede - ifølge nogle historikere for at undgå samlivet med sønnerne, som han frygtede ville slå ham ihjel som hævn for hans nægten dem midler til at leve for.

I deres nye hjem beordrede Beatrices far sine døtre til at adlyde alle hans bud i et og alt. De forsøgte dog mest at holde sig på deres værelser for at undgå de brutale orgier, som faderen og hans venner bestandig afholdt i huset med druk og slagsmål, voldtægt og nærmest tortur af de kvinder, som de samlede op og ofte holdt indespærrede i flere dage.

I 1592 blev Clemens VIII Pave og også han ønskede at få has på bandeuvæsenet og bragt ro og orden til byen. Han berordrede derfor Il Bargello til at holde øje med Francesco Cenci og dennes venner og Francesco følte sig derfor lidt stækket og tænkte, at han kunne bluffe sig til en ny troværdighed ved igen at blive en "respektabel" ægtemage. Han giftede sig derfor den 17. November 1593 i Kirken Santa Maria in Trastevere med enken Lucrezia Petroni Velli, det perfekte offer for hans terror- og voldsprægede familieliv, da hun hverken var ung, smuk eller rig. Under dække af sit nye image som ægtemand fortsatte Francesco dog med sin tidligere fremfærd. Men denne gang gjorde han regning uden vært.

I 1594 voldtog Francesco en 16-årig pige, hvis moder ikke ville lade sig kyse og anmeldte ham til politiet, hvorefter han blev arresteret. Beatrice var nu blevet en 16-17 år gammel, altså jævnaldrende med faderens offer, og kan ikke have været upåvirket af hændelsen. Men den rige Francesco slap med skrækken, han betalte en klækkelig bøde på 100.000 scudi - og sikkert også bestikkelse - og kunne i sommeren 1594 gå ud af fængslet som en fri mand.

Den 18. Januar 1595 blev den nu 22 år gamle Antonina gift med Luzio Savelli, en enkemand med en lille datter. Det fortælles, at Antonina havde bønfaldt Paven om at komme til at gifte sig, så hun kunne slippe væk fra sin fader, og det kan meget vel have været tilfældet. Desværre slap den 18-årige Beatrice ikke så let.

Francesco følte nu, at han ikke længere kunne handle frit i Rom, og besluttede sig derfor til at forlade byen og flyttede på landet, hvor han med hustruen Lucrezia og datteren Beatrice slog sig ned i det såkaldte Rocco eller Castello della Petrella, som lå ved byen Petrella Salto og som han lejede af Colonna-familien. (se billede af Rocca di Petrella) Området hørte dengang under Kongedømmet Napoli og Francesco følte sig derfor her sikker for sine kreditorer og "forfølgere" i Rom. (Han havde blandt andet fået pålagt store bøder for sine udskejelser). Her var øde, kun en landsby med nogle få huse klemt sammen ved foden af fæstningstårnene, og ikke på nogen måde noget som kunne måle sig med Rom - og de "fornøjelser", som Francesco tog sig der. Han må have følt sig som en løve i et bur - og sikkert også uretfærdigt behandlet, ude af stand til at se sine egne fejl, som han var. Altså nu en mere og mere frustreret voldsmand, som kun havde hustru og datter at lade sine luner gå ud over. Samtidig var han plaget af idéer om, at sønnen Giacomo, som han altid havde behandlet brutalt og ydmyget, samt nægtet penge til at leve for, skulle planlægge at myrde ham, uden at det dog var kommet så vidt.

I Castello della Petrella tilbragte Beatrice så nogle år, i denne fæstning med dens tårn med de tykke tykke mure og små vinduer, højt på en bakketop, uden venner, uden fremtid. Hun følte sig som en fange og ligegyldigt, hvordan hun og stedmoderen opførte sig, eller hvad de sagde, ville det bare udløse raserianfald med tæv og trusler fra den frustrerede Francesco, som den efterhånden 20-årige pige vel nu mere så som en trussel og voldsmand end som en fader.

Og som en fader opførte Francesco sig da heller ikke, indespærret i disse trange rammer, uden afløb for sine voldstendenser eller sit seksuelle begær, begyndte han også at voldtage sin datter. Ikke underligt at hun kom til at hade sin fader og fanatasere om måder til at undslippe ham, flygte fra ham - hvis bare han var død, ville alt være så nemt. Langsomt begyndte disse tanker og planer at tage form om, hvordan man kunne sikre, at Francesco døde, så Beatrice og Lucrezia kunne slippe væk fra borgen og få et liv igen?

Castello della Petrella ejedes som nævnt af Colonna-familien, som havde en slags vicevært til at passe stedet. Det var en vis Olimpio Valletti, der boede i fæstningen. Ham begyndte Beatrice nu i tankerne at gøre til en del af sin plan - og derfor begyndte hun så også at lægge an på ham og endte med at blive hans elskerinde. Nu var de to om komplottet, som derfor blev finpudset, således at Olimpio og en af hans venner eller medhjælpere skulle dræbe Francesco, så man én gang for alle kunne undslippe hans greb. Både Olimpio og hjælperen Marzio Catalano havde hustru og brøn, men de var forblændede af den smukke og indsmigrende Beatrice, så de var lette at overtale.

Den 9. September 1598 blev planen bragt til udførelse og Olimpio og Marzio trængte ind i den sovende Francesco's kammer og slog ham ihjel med en hammer, hvilket udløste et rent blodbad, som de sammensvorne derpå måtte forsøge at få fjernet. Lucrezia og Beatrice måtte deltage i arbejdet for at blive færdige, så den sidste del af deres plan kunne igangsættes. De skulle nemlig få det til at se ud som om Francesco var død ved at falde ud over en balkonkant i træ. Men trækanten ville ikke så let give efter, så de måtte skære et hul i den for at skubbe liget ud og nedad skrænten.

Næste morgen opdagede morgenduelige arbejdere og landsbyfolk "ulykken" og Francesco blev bragt op i borgen, hvor Olimpio, Beatrice og Lucrezia spillede deres roller ved at vaske og iklæde den døde og lægge ham på en improviseret katafalk.

Men ikke alle "købte" de efterladtes forklaringer og påtagne sorg. Det siges, at Lucrezia græd voldsomt, måske af angst for opdagelse, men at Beatrice ikke gjorde. Måske har det fået nogen til at fatte mistanke. Men endnu følte Beatrice sig sikker og sendte bud efter sine søskende, at deres fader var død. Det siges også, at da de alle var samlede og alene, festede de, fordi deres tyran var død.

Nu ville de forberede faderens begravelse og derpå vende tilbage til Rom. Det fortælles. at Olimpio hurtigt fik Francesco i kisten, så ingen skulle stille spørgsmål til mærkerne efter hammeren, når nu manden var død ved at falde ned fra balkonen. Derfor blev Francesco begravet i den stedlige kirke, selvom han havde en gravplads stående parat i familiekapellet Kirken San Tommas dei Cenci i Rom. - Endnu en omstændighed, som gav anledning til rygter og mistanke.

I Petrella var stemningen nu vendt, man havde vejret mord og beskyldninger hviskedes i krogene. Sådan gik flere dage, men stemningen blev ikke bedre. Og rygterne og beskyldningerne fulgte med familien tilbage til Rom, hvortil de ankom i midten af September - sammen med "viceværten Olimpio".

De vedvarende rygter fik til sidst myndighederne til at se nærmere på sagen og Francesco's enke og børn blev indkaldt til forhør. Den ældste søn, den 31-årige Giacomo, havde sit alibi klart, han havde været i Rom, da han modtog nyheden om faderens død. Og Beatrice og Lucrezia afgav forklaringer efter bedste evne. Olimpio havde sine problemer, han skyndte sig tilbage til Petrella, men her mødtes han som en morder og hans arbejdsgiver Marzio Colonna var heller ikke nogen støtte, så Olimpio skyndte sig tilbage til Rom, hvor Beatrice hellere havde set hans hæl end hans tå. Hans tilstedeværelse og udsagn kunne være farligt, så på en eller anden måde fik familien også ham dræbt, efter at han påny havde forladt byen.

Under retssagen sad Beatrice fængslet i Carcere di Torre Savella, også kaldet Corte Savella. Som adelige kunne hun og de andre anklagede familiemedlemmer ikke underkastes tortur, men Paven havde mulighed for at give dispensation og det gjorde han den 25. Juli 1899. Angiveligt fordi torturen ville kunne give fuld tilståelse - og dermed opklaring - af forbrydelsen. Og Paven ønskede mere end alt - dels at statuere et eksempel på, at fadermord var en modbydelig og helt utilladelig forbrydelse - dels at få afsluttet sagen med "en moralsk finale". Et andet grumt "famiiliemord" havde nemlig også rystet Rom i slutningen af 1598, da Grev Lelio Massimo's 4 sønner skød deres stedmoder Eufrosina Gambazzi, som nyligt var blevet viet til deres fader, som derefter døde af et slagtilfælde. Og den unge Paolo Santacroce begik nu næsten samtidig med Cenci-sagens forhør knivdrab på sin moder Costanza, fordi han mente, at hun forholdt ham hans arv. Han flygtede efter drabet og kunne derfor ikke straffes. Men det kunne Cenci-familien og nu måtte der virkelig statueres et eksempel på at disse fader-/modermord ikke kunne tolereres.

Onde tunger ymtede, at Paven også glædede sig til at skovle Cenci-familiens rigdomme i sine lommer, når familien var udryddet. Men vore dages historikere afviser denne teori, da Francesco allerede havde gjort så stort indhug i rigdommene og belånt sine ejendomme i en grad, der levnede meget lidt til hans arvinger.

Den 7. August 1599 blev Giacomo udsat for tortur. Han holdt ikke længe ud, men var villig til at fortælle alt og især at anklage Beatrice for mordet. Den 8. August var det Bernardo's tur til at blive forhørt. Han hævdede fortsat under torturen, at Giacomo ikke havde deltaget i mordet eller planlægningen af dette, eftersom han opholdt sig i Rom. Men Bernardo kastede også skylden på sin søster. Den 9. August blev Lucrezia ført ind i torturkammeret. Også hun fortalte, at det var Beatrice's idé og og at det var Beatrice, der havde beordret Olimpio til at hjælpe sig med at hævne faderens mishandling.

Under forhørerne kom det også frem, at der tidligere havde været planer i familien om at forgive Francesco, og at Giacomo skulle have sendt flasker med gift via Olimpio til Beatrice, der havde forsøgt at få indholdet i sin fader, som var mistænksom og forlangte, at hans hustru eller datter skulle smage på indholdet først.

Den 10. August blev Beatrice selv forhørt, men hun nægtede alt. Hun blev mærkværdigvis ikke udsat for tortur, men havde måttet overvære torturen af hendes søskende og stedmor og havde således hørt, hvorledes de alle undsagde hende og skød skylden på hende - men også tryglede hende om at påtage sig skylden alene, så de selv kunne gå fri. Og hovedansvarlig for at det planlagte mord blev ført ud i livet, var hun vel også. Da hun ikke ville tilstå, endte man med at lade hende klæde nøgen og underkaste tortur. Men stadig ville hun ikke tilstå. Torturen fortsatte i mange timer, måske 9 timer uden ophør, som dommerne senere udtalte, at de havde siddet bi.

Omsider endte Beatrice med at tilstå, at det var på hendes foranledning - og hendes alene - at Olimpio og hans hjælper Marzio havde myrdet hendes fader. Olimpio, som var flygtet og derpå blevet myrdet, og Marzio, som var død, mens han sad fængslet.

Som forsvarer i sagen havde Beatrice advokaten Prospero Farinacci, som forgæves prøvede at gøre det formildende synspunkt gældende, at Beatrice havde været i den grad udsat for faderens voldtægt og seksuelle krænkelser og ydmygelser, at hun tilsidst ikke havde set anden udvej end at lade ham dræbe.

Undersøgelserne strakte sig over et års tid, men endte med en dødsdom, der lød omtrent således: "Retten dømmer og udtaler, at de nævnte Giacomo, Bernardo, Beatrice Cenci og Lucrezia Petronia Velli er skyldige i anklagerne og skal straffes efter loven".

Til trods for de voldsomme forhørsmetoder, torturen, de gensidige anklager og frygten for udfaldet, lader det til at de anklagede havde en forholdsvis behagelig tilværelse i Corte Savella-fængslet, hvor de tilsyneladende opholdt sig samlet og havde frihed til at tale sammen, trøste hinanden - eller skyde skylden på hverandre - måske har opholdet ikke været så behageligt endda. Men de var jo adelige, så de havde ret til en vis standard, som ikke kunne tilkomme almindelige godtfolk. For eksempel var Beatrice ofte til middag hos fængslets leder, Kaptajn Amerigo Capponi, der vist også lå under for hendes skønhed og charme. Og de måltider, som de anklagede indtog, var absolut ikke under den standard, de var vant til: farserede duer, vildt, oksestege, pølser, fisk, oste, kager og desserter, frugter og udsøgte vine.

Tiden blev dog ikke kun tilbragt med at nyde disse goder. Også spørgsmålet om, hvad der skulle blive af deres ejendele og ejendom efter døden, blev vendt og testamenterne blev skrevet. Beatrice bestemte, at de penge, som hun kunne råde over, skulle fordeles til kirker, klostre og lægbroderskaber for at der kunne blve sagt sjælemesser for hende i al evighed. Men hun efterlod også 8000 scudi til brug til medgift for fattige piger, som skulle giftes på San Francesco's festdag. Og den 8. September lod hun tilføje, at der skulle sættes en sum til hendes gamle veninde Caterina de Santis til brug for opfostringen af et særligt drengebarn. Da det blev offentlig kendt, gik sladderen straks. Var drengen et uægte barn af Beatrice? Og hvem var i så fald faderen? hendes gamle bekendt, prælaten Monsignore Guerra? Eller hendes medsammensvorne Olimpio? Eller måske dennes medhjælper Marzio? --- Eller måske ovenikøbet Beatrice's egen fader Francesco?

Den 10. September blev Beatrices og Lucrezias sidste nat. De tilbragte den i Corte Savella sammen med de folk, der skulle trøste dem og gøre dem i stand til med værdighed at gå døden i møde dagen efter, præster, skriftefædre og medlemmer af lægbroderskaberne Arciconfraternita della Misericordia og Arcivonfraternita delle Stimmate. Beatrice fortrød vist intet, men hun stillede sin skriftefader dette vanskelige spørgsmål: " At ville undvige det uretfærdige - er det da en forbrydelse eller retfærdighed?". Men Beatrice holdt fanen højt, om aftenen var der nærmest fest og hun havde bestilt en særlig god vin fra Ischia, en i Rom kaldet Vino Greco (græsk vin), og hertil søde og krydrede kager og konfekt.

Heller ikke den personlige pleje tilsidesatte Beatrice trods den skæbnesvangre dom. Den sidste morgen iklædte hun sig en elegant sort frakke, som lod hende se smuk og slank, bleg og skrøbelig ud, som hun rank og med løftet pande på sine bare fødder tiltrådte den sidste tur mod sin død. Helt anderledes end Lucrezia, der mærket af torturen stred sig afsted ved hendes side.

Den 11. September 1599 ved middagstid blev Beatrice og hendes stedmoder Lucrezia halshugget på Piazza Ponte Sant'Angelo. Giacomo Cenci blev sønderrevet med rødglødende tænger på vejen til retterstedet og derpå tæsket til døde og parteret i stykker, som blev ophængt i kroge på skafottet. Mens Bernardo, der blot var 16-17 år ved mordet, "kun" blev dømt til tugthuset og galejerne. Han skulle dog først overvære henrettelserne "til skræk og advarsel".

I Kirken San Giovanni Decollato findes et lille rum, kaldet "camera storica", hvor man opbevarer de remedier, som benyttedes af det religiøse lægbroderskab Arciconfraternita della Misericordia, der assisterede de dødsdømte. Her skulle også findes den vidjekurv, der modtog den halshuggede Beatrices hoved.

Mange i Rom havde sympati for den stakkels, unge - de fleste troede, at hun ikke var mere end 16 år gammel, skønt hun faktisk var 22 - og smukke Beatrice og der opstod tumulter ved hendes henrettelse. Og da dødsdommen blev kendt havde synpatisører skrevet deres kommentar og hængt den op på en af datidens "talende statuer": Udisti? Alla pulzella - il padre tolse l'onore - e il papa, sol di nome clemente, - toglie ora la testa": "Har du hørt? Faderen ("il padre") tog pigens ære - og Paven ("il papa"), med navnet "clemente" (italiensk for Pave Clemens = "den barmhjertige") tager nu hendes hoved".

Efter henrettelsen blev Beatrice Cenci efter eget ønske begravet i Kirken San Pietro in Montorio på Gianicolohøjen. Begravelsen skete, som dommerne havde bestemt det, i stilhed ved midnat, hvor det i sorte slør indsvøbte lig blev nedlagt i en grav med det afhuggede hoved på et sølvfad ved siden af. Det hele var lagt i en blykiste uden inskription. Ligesom der ikke kom nogen indskrift på den enkle sten, som blev lagt over graven. Graven findes i Kkirkens presbyterium, men den blev efter sigende profaneret i 1798 af en gruppe franske republikanere, som håbede deri at finde guld og rigdomme. Det eneste de fandt, var nu Beatrice's kranium på sølvfadet. Det snuppede de og det er idag forsvundet. Det samme gjælder kraniet, som de unge fyre brugte som fodbold. Resten af graven siges stadig at befinde sig i Kirken under trinene op i højalteret. Oprindeligt var der som nævnt ingen indskrift på gravstenen, men idag er stenen malet lyseblå med et Madonna-monogram.

Efter henrettelsen af Lucrezia, Giacomo og Beatrice og galejdommen over Bernardo var denne gren af Cenci-familien uden overhovede og familiens ejendomme blev konfiskeret af Den Pavelige Administration og solgt på auktion for et meget lavt beløb på 91.000 scudi. Det meste blev opkøbt af Pave Clemens VIII's nevø Gian Francesco Aldobrandini, hvilket gav næring til rygterne om at dødsdommene skyldtes Pavens ønske om at få fat i de rare penge og den gode jord til sin familie. Konfiskationen udvirkede, at Beatrice's testamentariske ønsker blev sat ud af kraft og dermed ikke opfyldte!

I Museo Criminologico i Rom findes idag et sværd, som man mener har været brugt ved henrettelsen af Lucrezia og Beatrice. Det blev sidst i 1800-tallet fundet i Tiberen under arbejdet med digemurene, på det sted, hvor skafottet og bøddelens magasin stod i 1500-tallet. Det har et blad, der er 101 cm langt og 5-7 cm bredt. (Se foto af "spada di giustizia" her).


Litteratur og links om Beatrice Cenci :
Bevilacqua, Mario: Il Monte dei Cenci : una famiglia romana e il suo insediamento urbano tra medioevo ed età barocca. Roma, Gangemi Editore, 1988. (Roma, storia, cultura, immagine, 3).
- side 65, 82, 185, 191, 194, 252, 254, 255.
Carpaneto, Giorgio: Le famiglie nobili romane. Rendina Editori, 1994.
- side 87-94.
Cuomo, Franco: Beatrice Cenci : misteri e segreti della protagonista di una tragedia familiare nelle Roma del Cinquecento tra depravazione e parricidio. - Roma : Rendina Editori, 1994.
Gigli, Laura: Il complesso Gianicolense di San Pietro in Montorio. (Itinerari d'arte e di cultura. Luoghi). Roma, Fratelli Palombi Editori, 1987.
- side 26.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 216-217.
Vannucci, Marcello: Le grandi donne del Rinascimento Italiano. 2. edizione. Roma, Newton & Compton editori, 2004. (I Big Newton, Saggi - Storia, 117)
- side 256-261.
BelSito.it: La Bbella Cenci.
Giovannini, Fabio: Crimini e delitti nella storia di Roma: Beatrice Cenci. La ribellione di una ragazza della fine del Cinquecento.
Lazio Turismo: La Rocca di Petrella e Beatrice Cenci.
Museo Criminologico: Il supplizio di Beatrice Cenci / di Assunta Borzacchiello. 
Museo Criminologico: Spada di giustizia.
Treccani: Cenci, Beatrice / di Luigi Caiani - Dizionario Biografico degli Italiani - Volume 23 (1979)
Wikipedia (engelsk tekst): Beatrice Cenci.
Wikipedia (italiensk tekst): Beatrice Cenci.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 15.1.2018 og sidst opdateret d. 24.1.2018