ANNAS ROM GUIDE
Santacroce-familien

Familien Santacroce, også kaldet de Santacruce eller Publicola Santacroce, var en fornem romersk familie med rødder så gamle, at de endog mente at nedstamme fra Publius Valerius Poplicola, som var konsul i år 508 og 504 før Kristus. Blandt familiens myter var også den, at det var en af deres slægtninge, som bragte det kostbare Kors-relikvie til Rom.

Familien med Santacroce-navnet nævnes dog først i Rom af kilder fra 1100-tallet og fremover, hvor de fra 1200-tallet havde besiddelser i områderne Rione Sant'Angelo og Rione Regola ("Contrada Santacroce"). Det var en af de familier, som i disse urolige år og op til 1400-tallet sloges om magten i Rom, hvor deres hovedmodstander var Margani-familien, der havde ejendom i nabolaget. Santacroce-familien var blandt Orsini-familiens allierede og de 2 familier var også indgiftede. Mange giftermål blev også indgået med Mattei-familien, der ligeledes havde ejendomme i kvarteret.

Santacroce-familien tabte kampen efter mange slag og nederlag: i 1446 dræbtes Bartolomeo Santacroce af Paolo Margani, i 1480 slog Prospero Santacroce Stefano Margani ihjel og i 1485 døde Pietro Santacroce i kamp mod Paolo Margani.

Inden da, havde Pave Sixtus IV (1471-1484) bandlyst dem fra Rom og sendt dem i eksil, samtidig med at han havde ladet deres ejendomme ødelægge. Men straks efter at Sixtus IV var død og Innocens VIII var blevet pave i 1484, vendte Santacroce-familien hjem og overhovedet Antonio Santacroce påbegyndte opførelse af et nyt palæ på ruinerne af deres tidligere huse. Dette palæ lå - og ligger - i Via in Publicolis og blev base for familiens fremgang i årene efter. I bygningen inkorporeredes et Middelaldertårn, det såkaldte Torre dei Santacroce, som har hørt til familiens ældre ejendom.

Santacroce-familien var nu trætte af at slås og sluttede fred med det pavelige parti, hvor der var fremgang og rigdomme at hente. Antonio Santacroce's bror Giorgio I fik således Vejano (tidligere kaldet Viano) som len i 1493 og familien talte herefter en del indflydelsesrige prælater og kardinaler, ligesom mange medlemmer bestred embeder som Caporione og Conservatore ved Roms Kommune.

I slutningen af 1500-tallet påbegyndte Onofrio Santacroce byggeriet af et nyt palæ, som stadig står ved Piazza Benedetto Cairoli overfor Kirken San Carlo ai Catinari.

Omkring 1642, da familien lod deres gravkirke Santa Maria in Publicolis nedrive og genopbygge, havde de knyttet til sig arkitekten Giovanni Antonio De Rossi og murermesteren Alessio De Rossi, samt fra 1639 maleren Giovanni Francesco Grimaldi. Arkitekten arbejdede også for Kardinal Marcello Santacroce med den indre istandsættelse af Palazzo Santacroce ai Catinari i årene 1659-1668 og Grimaldi arbejdede med udsmykningen af palæet store sal. Også Giovanni Francesco Grimaldis søn, maleren og arkitekten Alessandro Grimaldi, kom i 1680 til at arbejde for Santacroce-familien i Santa Maria in Publiccolis med gravmælet på højre væg i Presbyteriet.

I 1718 blev en Santacroce Greve af Oliveto og i 1754 blev familien Prinser af Sangemini. Desuden var de Grever af Corchiano. Andre len var Vejano (Viano), Oriolo og Rota, ligesom en gren var Grever i Riofreddo og en anden i Pratica.

I Rom havde familien særlig tilknytning til Kirken Santa Maria in Publicolis, hvor deres medlemmer blev begravet. Andre familiemedlemmer er begravet i familiekapellet Cappella Santacroce i Vejano.

Familiens våben er delt på langs, den ene del med bund i sølv, den anden med rød bund. Ovenpå sidder et kors, der ligeledes er delt på langs og malet med den modsatte dels farve. (se billede af Santacrocefamiliens våben)

Familiens boliger i Rom var: Palazzetto Santacroce i Via in Publicolis 43 og Palazzo Santacroce ai Catinari ved Piazza Benedetto Cairoli. I midten af 1500-tallet byggede de også det palæ, som idag huser Monte di Pietà. Man må huske på, at før 1880'erne var der en ganske anderledes sammenhæng i dette område, end efter anlægget af Via Arenula, der skærer igennem og på den måde har skabt 2 nærmest isolerede områder med den førstnævnte bebyggelse med baghus, Kirke og Tårn på østsiden af "grænsen" og de 2 sidsnævnte ejendomme på vestsiden. Omkring 1599 havde familien desuden et hus ved Corso'en, tæt på Arco di Portogallo.

 

Af Santacroce-familiens medlemmer kender vi:

Bartolomeo Santacroce, som blev dræbt af Paolo Margani i 1446.

Andrea Santacroce, som var advokat ved Curien, lod i 1465 Kirken Santa Maria in Publicolis restaurere. Han var Conservatore ved Roms Kommune i 1465 og 1469.

Alfonso Santacroce, som døde i 1472. Hans gravsten kan ses i guvet i Kirken Santa Maria in Publicolis.

Prospero Santacroce, som i 1480 dræbte Stefano Margani (nogle steder kaldet Pietro Margani). Som straf blev store dele af hans ejendom konfiskeret, blandt andet en gård i Selva della Rocca. Men han vendte tilbage til Rom og flyttede tilsyneladende ind i det hus, som Antonio Santacroce havde genoprbygget i Via in Publicolis. Ved Prospero's død noteredes det, at der i huset fandtes mange marmorfragmenter med antikke indskrifter, samt statuer. Det må formodes, at en del af disse indgik i den antik-samling, som Valerio Santacroce senere ejede. Det er måske denne Prospero, som i år 1500 var "Guardiano" ved Ospedale delle Grazie. Den 30. Juli gav han en Gregorio fra Bologna og en Domenico fra Castelfranco lov til at udgrave marmorsten, statuer og andet i de urtegårde, som lå bagved Hospitalet og Kirken Santa Maria de Gratiis (der lå i området omkring Basilica Giulia, ved nutidens Santa Maria della Consolazione). Prospero Santacroce var Conservatore i 1495.

Pietro Santacroce, som blev dræbt af Paolo Margani i 1485.

Giovanna Santacroce, som var gift med Vincenzo Leni og moder til Marco Marcello Leni, som blev gift i år 1500 med Lucida de Albertonibus.

Antonio Santacroce, som i slutningen af 1400-tallet byggede et nyt familie-palæ i Via in Publicolis ved siden af Kirken Santa Maria in Publicolis. Antonio var bror til Giorgio I Santacroce. Det er sandsynligvis denne Antonio, som Rodolfo Lanciani (se litt.note forneden) hentyder til, når han under Pave Alexander VI for 1498 noterer, at Tarquinio og Antonio Santacroce var blandt de romerske adelsmænd, som sjældent var rige på årsindkomst, men derimod fik 5-10 % af deres indtægt ved at fungere som forpagtere af inddrivning af afgifter og skatter ved for eksempel byportene, havnen, kødimporten og lignende. Det var måske denne Antonio Santacroce, der var Conservatore ved Roms Kommune i 1523.

Giorgio I Santacroce, som i 1493 fik det pavelige len Vejano. Giorgio var bror til Antonio og far til Onorio II, som efterfulgte ham som lensherre over Vejano.

Onofrio Santacroce, som i 1498 også var ejer af en samling af antikke marmorfragmenter og statuer, "Collezione Santacroce". Han ejede blandt andet et relief af en romersk embedsmand iklædt toga. Det var fundet i nærheden af Piazza Giudea ved udgravningen af fundamentet til det nye palæ. Man mente, at relieffet forestillede Valerius Poplicola, som familien anså for deres stamfader.

Girolamo Santacroce, også kaldet Giacomo Santacroce, som omkring 1498 i sit hus opbevarede blandt andre ting: 6 antikke indskrifter, 2 marmortavler med konsul-emblemer, en kentaur i halvrelief, et Fides-alter, et stykke af en kyriatide og en indskrift om guderne Amor, Honor og Veritas. Den sidste findes gengivet på en tegning af Giovanni Antonio Dosio i Berlin, Kufferstichkabinett, og bærer den forklarende tekst "in casa di ms Jac(om)o S(an)ta (Croce) vicino a piazza giudea". Girolamo var gift med Ortensia Mattei. Rodolfo Lanciani (se litt.note nedenfor) citerer en oplysning fra 1526: "Foran Carcere Tulliano ligger idag en marmorstatue kaldet Marforio. Men en statue meget lig denne, uden hovede men i samme position, kan ses foran Santacroce-familiens huse". Girolamo var Caporione i 1539, 1542, 1553 og 1558, Conservatore i 1561, 1564, 1569, 1572, og Priore for Caporionerne i 1562 og 1575.

Onorio II Santacroce, søn af Giorgio I og lensherre til Vejano. Han døde i 1551.

Pietro Santacroce, som var Caporione i 1568 og 1573, samt i 1612.

Pompilio Santacroce, hvis enke Costanza Capranica i 1559 for 735 scudi køber en vingård beliggende mellem Titus-Buen og Constantin-Buen af en vis Victoria de Castiglia, gift med Hippoliti Camataro. Gården kaldes Vigna Castiglia og efter købet indgik den i den store Vigna Capranica, som køberens familie længe havde ejet. Costanza havde dog problemer med at betale de sidste 130 scudi og måtte henvende sig til sin slægtning Angelo Capranica, der lånte hende restbeløbet i 1569. Vingården lejede Costanza ud til en vis Bastiano i følge en oplysning fra 1587, hvor man i jorden fandt flere statuer, fragmenter og søjlestykker i marmor og travertin.

Valerio Santacroce, der i sit hus havde en stor antiksamling, som kunstneren Marten van Heemskerck har gengivet på en tegning, som idag findes i i Berlin, Kufferstichkabinett, med titlen "Sculture in casa Santacroce". Her ses et hjørne af en gårdsplads eller et rum med fliser på gulvet, hvor en mængde antikke fragmenter står lænet op af hinanden og af væggene. Den italienske videnskabsmand Ulisse Aldrovandi (1522-1605) har beskrevet samlingen således: "I M. Valerio della Croce's hus ved Piazza Giudea: Inde i en gård finder man først en torso af Herkules i overnaturlig størrelse, derefter en meget smuk hest, som er ved at falde, med et skind som saddel og siddende her resten af en amazone. Over en statuebase ses 2 smukke bjørnehoveder og et løvehovede. En nøgen Panstatue - uden hovede men med et dyreskind over skulderen - læner sig op af en træstub, hvorpå hans fløjte hænger. Derefter følger en tyr med et menneske på ryggen, som tvinger dens hovede bagover. Ved siden af står 2 små torso'er og en pille med et relief af Meleagers jagt". Valerio Santacroce ejede også en vingård, "Vigna Santacroce" på Aventinhøjen ved Kirken Santa Prisca. Ovennævnte Aldrovandi fortæller: "I Valerio Santacroce's vingård på Aventinhøjen ved Santa Prisca ses i haven en antik statue af en konsul i sin toga praetextata (den hvide toga med en purpurfarvet bræmme, som drengebørn og dommere bar ved officielle ceremonier) og med en stav i hånden. Der er også en anden konsul i mindre størrelse men med samme klædedragt og gestus. Der er også en meget smuk statue af en delvis nøgen Venus og en mandstorso, som er anbragt oven på en antik søjle. Desuden er der for enden af vejen en statue af en påklædt kvinde". I 1547 nævnes en ejendom, som Valerio og Prospero Santacroce ejer uden for Porta San Lorenzo. Valerio var Caporione i 1538, 1543, 1546, 1547 og 1551, samt Conservatore i 1548.

Fabio Santacroce, der bestred følgende hverv: Caporione i 1566 og Conservatore i 1570 og 1594.

Marzio Santacroce, som var Caporione i 1571, 1587 og 1593, samt Conservatore i 1582.

Ersilia Santacroce, der omkring 1563 var gift med Francesco Cenci, en uægte søn af Cristoforo Cenci, og blev moder til 12 børn. Det var denne Franceco Cenci, der i 1598 blev myrdet af sin datter Beatrice Cenci. Læs her om Beatrice Cenci og fadermordet! - Og om Ersilia's øvrige børn: Giacomo født i 1567, Cristoforo født i 1572, Antonina født i 1573, Rocco født i 1576, Bernardo født i 1581 og Paolo født i 1583. Ersilia døde i 1584 enten af mandens overgreb eller som nogle mener ved at begå selvmord. Francesco fortsatte blot det samme ryggesløse levned som før - og det også efter sit andet ægteskab i 1595 med Lucrezia Petroni.

Scipione Santacroce, der blev Biskop af Cervia og døde i 1583.

Giorgio III Santacroce, som døde i 1591. Han grundlagde Oriolo Romano og byggede et palæ der. I 1570 lånte han 260 scudi til Kardinal Cesi mod pant i dennes ejendom Castello di Cantalupo.

Marcello Santacroce, som var Caporione i 1590 og Conservatore i 1595.

Tarquinio Santacroce, som sammen med hustruen Ersilia de' Massimi var forældre til Prospero Santacroce.

Prospero Santacroce, som var søn af Tarquinio Santacroce og Ersilia de' Massimi, var født i 1513 eller 1514 og blev pavelig legat i Tyskland og Frankrig, samt Kardinal i 1565, og døde i 1589. Han skal have været den første der indførte tobak i Italien. Planten kaldtes i starten "erba Santacroce": "Santacroce-urten". Et senere portræt af ham kan ses i Kirken Santa Maria in Publicolis og en buste findes i Kirken Santa Maria Maggiore. Han overtog i 1588 et palæ, som ejedes af Santacroce-familien, der havde ladet det opføre. I 1591 solgte hans arvinger bygningen og idag huser den "Monte di Pietá". Kardinalen var givetvis lige så interesseret i Antikken som hans slægtninge og det fortælles, at han var med til at finde en fantastisk grav ved Porta Latina. Giovanni Pietro Rossini fortæller i sin bog "Il Mercurio errante delle grandezze di Roma", at der i Palazzo Santacroce i gården fandtes mange smukke antikke basrelieffer med scener af Bacchus med silener, og et tyreoffer, samt statuer af Apollon, Diana, kvindelige jægere og en gladiator. I 1552 modtog Kardinalen i sin egenskab af Abbed for San Lorenzo fuori Le Mura en lejeafgift for et rørkrat.

Hectore Santacroce (= Ettore Santacroce), der den 9. Februar 1588 tillod en vis Adrien S. Expomi at foretage udgravninger i sit landområde i Vitorchiano for at finde guld eller metal, sten eller figurer.

Paolo Santacroce, som den 5. September 1599 dræbte sin moder Costanza. Enten fordi han mente, at hun var gravid med et uægte barn. Eller fordi hun nægtede at udbetale hans arv. Han var derefter flygtet til Napoli og kunne derfor ikke straffes. Det kunne til gengæld hans broder Onofrio, som blev anklaget som medskyldig og dødsdømt ved halshugning på Piazza Ponte Sant'Angelo den 31. Januar 1604.

Cassio Santacroce, der i år 1600 var Caporione.

Claudia Santacroce, som blev gift med en søn i Mattei-familien. Da hendes svigerfader Ciriaco Mattei den 17. August 1600 gjorde testamente, efterlod han til "Signora Claudia S.ta Croce mia nora" ("min svigerdatter Fru Claudia Santacroce") sine ringe og diamanter, så hun kunne have glæde deraf sammen med alle de andre guldsager, som "jeg bærer på mig, såsom kæder og ringe".

Andrea Santacroce, der var Caporione i 1616.

Bartolomeo Santacroce, der bestred hvervene som Caporione i 1606 og 1610, samt Conservatore i 1614 og 1622.

Antonio Santacroce, som blev Kardinal i 1630. Han var fætter til Grev Onofrio. I 1633 bestilte han et maleri hos Guido Reni med motivet "Den angrende Maria Magdalene", som hans arvinger senere forærede til Kardinal Antonio Barberini. Han døde i 1641 og hans portræt kan ses i Kirken Santa Maria in Publicolis.

Onofrio Santacroce var Greve og fætter til Kardinal Antonio. Han lod i 1598 bygge et nyt familiepalæ ved nutidens Piazza Benedetto Cairoli: Palazzo Santacroce ai Catinari. Ifølge Majanlahti (se litt.note forneden) blev Onofrio dømt for at have tilskyndet sin broder Paolo til at myrde deres moder Costanza, som ikke ville udnævne dem til sine arvinger. Begge brødre blev dømt og Onofrio blev halshugget på Piazza Ponte Sant'Angelo den 31. Januar 1604, hvorefter husbyggeriet gik i stå, indtil nedennævnte Valerio Santacroce overtog det.

Francesco Santacroce, som var Caporione i 1635 og 1643.

Giulio Santacroce, som var Caporione i 1640.

Michelangelo Santacroce, som var Caporione i 1643.

Prospero Santacroce, som var Caporione i 1641.

Tarquinio Santacroce, som var Caporione i 1645, 1648, 1650 og 1653, samt Conservatore i 1657 og 1696.

Valerio Publicola Santacroce, Greve og gift med Elena Maria Mattei di Giove med hvem han blandt andre havde sønnerne Scipione og Marcello. Ægteparret døde i 1670 og deres portrætter kan ses i Kirken Santa Maria in Publicolis, hvor deres gravmæler er opsat. Det var denne Valerio, som fortsatte byggeriet af det nye familiepalæ i årene 1630-1640. Valerio var Conservatore i 1630.

Scipione Publicola Santacroce, søn af Valerio Publicola Santacroce og Elena Maria Mattei di Giove, var ældre broder til Kardinal Marcello og blev gift med Ottavia Corsini. Portrætter af ægteparret, der døde i 1668 og 1679, kan ses i Kirken Santa Maria in Publicolis, hvor deres gravmæler er opsat. Scipione var Caporione i 1649 og Conservatore i 1651 og 1655.

Marcello Santacroce, søn af Valerio Publicola Santacroce og Elena Maria Mattei di Giove og broder til Scipione Publicola Santacroce. Han blev Kardinal i 1652 og fortsatte byggeriet på det nye familiepalæ. Han var onkel til den senere Kardinal Andrea Santacroce og vistnok også til den senere Grev Andrea Santacroce. Kardinalen finansierede også genopbygningen af Kirken Santa Maria in Publicolis i 1643. Marcello Santacroce døde i 1674 og hans portræt kan ses i Kirken.

Mario Santacroce, som i 1673 havde en vingård i området Torre Pignatara.

Antonio Publicola Santacroce, som var Greve og i 1680 bestilte 4 oliemalerier af afdøde familiemedlemmer til Kirken Santa Maria in Publicolis. Han ligger selv begravet her og på hans gravmæle ved Kirkens indgang ses hans buste i marmor. Antonio døde i 1707, mens hustruen Girolama Nari først døde i 1727. Antonio Santacroce var antagelig Caporione i 1659 og sammen med Fabrizio Nari og Ottavio Lancellotti Conservatore ved Roms Kommune i 1691.

Andrea Santacroce, som var nevø til Kardinal Marcello, blev selv Kardinal i 1699. Andrea var fætter til Grev Andrea Santacroce. Han døde i 1712 og hans portræt kan ses i Santa Maria in Publicolis.

Andrea Santacroce, som var fætter til Kardinal Andrea og muligvis nevø til Kardinal Marcello, blev i 1718 Greve af Oliveto. Det var muligvis ham, der var Caporione i 1670.

Maria Costanza Santacroce, der var nonne i Monastero di Tor de' Specchi, hvor hun i 1702 gav tilladelse til at en vis Giovanni Andrea Bianchi foretog udgravninger i haven ved Kirken Santa Maria Liberatrice. Formålet var at finde sten, tegl og marmor og lignende og udgravningerne skulle overvåges af Udgravnings-Kommissæren Francesco Bartoli. Under dette arbejde fandt man resterne af den gamle Kirke Santa Maria Antiqua med fresker fra 700-tallet.

Scipione Publicola Santacroce, som var Prins af Sangemini og døde 1747. Hans gravmæle findes i Kirken Santa Maria in Publicolis. Han var gift med Maria Isabella Vecchiarelli og far til en søn ved navn Valerio. Scipione Santacroce bekostede højalterbordet i Santa Maria in Publicolis i 1727, samt en restaurering af Kirkens øvrige alterborde. Det er muligvis denne Scipione, som var Conservatore i 1702.

Valerio Santacroce, søn af Scipione Publicola Santacroce og Maria Isabella Vecchiarelli. Bekostede sammen med moderen et gravmæle for sin fader i Kirken Santa Maria in Publicolis. Var tilsyneladende gift med Margherita Sforza, der døde i 1740. Hendes gravsten kan ses i Santa Maria in Publicolis.

Antonio Santacroce, som var Prins af Sangemini og i 1761 giftede sig med Giuliana Falconieri, der holdt elegant salon i Palazzo Santacroce med deltagelse af tidens skønånder og prælater, som ikke tog det så tungt med deres kyskhedsløfte, hvorfor Prinsessen havde ikke mindre end 3 Kardinaler som elskere samt blandt andre en spansk greve, den ene efter den anden. Denne opførsel undgik ikke folkeviddet, der fik næring af elskernes navne: Grev Giuseppe Nicola d'Azara, Kardinal Busca og den franske minister Cacault - altså en række med A - B - C .... og hvor langt videre kunne det mon gå? Også Roms "talende statuer" deltog i snakken omkring Prinsessens eskapader, da hendes sidste elsker Kardinal Giovanni Battista Caprara var blandt de emner, der kunne blive valgt til pave efter Pius VI's død. På en seddel hæftet på Pasquino stod blandt andet: ...."Kardinal Caprara er en sand dedikeret, han kysser uophørligt "la Santa Croce" (= "Det Hellige Kors" eller (Prinsesse) Santacroce). Prinsessen var dog ikke mere flygtig end at hendes forhold til Kardinal Francesco Gioachino de Bernis varede i 23 år.

Luigi Santacroce, som døde i 1847. Han var gift med en Lucrezia, der døde i 1851. Deres gravsten kan ses i Kirken Santa Maria in Publicolis.

Francesco Publicola Santacroce, som i begyndelsen af 1800-tallet købte det af den franske regering til-salg-satte Teatro Tordinona og videreførte det med succes i en årrække. Blandt andet lod han opføre festspil og gallaaftener for Francesco I af Napoli og Frans I af Østrig i årene 1818 og 1819. Men ellers var repertoirets niveau ringe med cirkusforestillinger og pantomimer. I 1820 solgte Francesco Teatret til Prins Giovanni Torlonia. I 1824 lod han Bertel Thorvaldsen tilkalde for at besigtige gravmælerne i Santa Maria in Publicolis med henblik på en restaturering, som Thorvaldsen dog ikke fandt nødvendig. Francesco Santacroce var bror til prælaten Don Carlo Santacroce.

Carlo Santacroce, som var prælat og bror til Francesco Publicola Santacroce.

Antonio Santacroce, som blev den sidste mand, der bar familienavnet. Han var Conservatore i 1852 og døde i 1867. Hans 3 døtre, Luisa, Vicenza og Valeria, giftede sig ind i andre adelsfamilier. Hans portræt i marmor kan - sammen med portrættet af hustruen Catharina Scully, der døde i 1864 - ses i Kirken Santa Maria in Publicolis. Det var under ham, at familien i 1858 solgte Kirken og det lille hus ved siden af til Gaetano Errico, som i 1835 havde grundlagt den religiøse orden "La Congregazione dei Missionari dei Sacri Cuori".

Luisa Santacroce, datter af Antonio Santacroce, blev gift med Grev Rangoni.

Vicenza Santacroce, datter af Antonio Santacroce, blev gift med Grev Sforza-Cesarini - det er en fusion af de 2 slægters våben, som ses på skjoldet over indgangen til Palazzo Santacroce overfor San Carlo ai Catinari.

Valeria Santacroce, datter af Antonio Santacroce, blev gift med Grev Passari.

Litteratur om Santacroce-familien:
Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 180.
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 466-468.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte I - 3. edizione / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1980. ------- side 50, 52.
--- Rione VIII S. Eustachio, Parte I - 2. edizione / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 1980. ------- side 24-28.
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Primo: 1000-1530. 1989. --- side 87, 128, 154-160, 173, 265, 286.
Volume Secondo: 1531-1549. 1990. --- side 49, 52.
Volume Terzo: 1550-1565. 1990. --- side 27, 94, 154.
Volume Quarto: 1566-1605. 1992. --- side 114, 122, 225.
Volume Quinto: 1605-1700. 1994. --- side 121, 122, 136, 264.
Volume Sesto: 1700-1878. 2000. --- side 23, 24, 107.
Majanlahti, Anthony: Guida completa alle grandi famiglie di Roma. Milano, Avaliardi, 2006.
- side 25, 28, 29, 30, 31, 33, 284.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 548-550.
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005.
- side 449-451.
Treccani.it: Santacroce Publicola.
Wikipedia: Prospero Santacroce (italiensk tekst).
Wikipedia: Santacroce (famiglia) (italiensk tekst).



Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.10.2014 og sidst opdateret d. 23.1.2018